Ekstraordinær genoptagelse nægtet grundet passivitet

Journalnr. 25-0033091 Skattestyrelsen har ikke imødekommet klagerens anmodning om ekstraordinær genoptagelse af indkomstansættelserne for indkomstårene 2014 – 2020. Landsskatteretten stadfæster skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger Det følger af klagerens ansættelseskontrakt af 31. august 2010, at klageren siden den 1. september 2010 har været ansat som cabin crew member hos [virksomhed1] ASA. Det fremgår af kontraktens punkt 3, at klagerens arbejdsbase var [by1]. Det fremgår af en meddelelse fra styreleder [virksomhed2] [person1] med henvisning til tidligere information den 17. marts 2014, at klagerens ansættelsesforhold ville overgå til [virksomhed2] ApS på den pågældende dato. Meddelelsen er ikke dateret. Af Skattestyrelsens kontroloplysninger for indkomstårene 2014 til 2020 fremgår klagerens arbejdsgiver som [virksomhed3] ApS. Klageren har modtaget årsopgørelse fra Skattestyrelsen for indkomståret 2014 den 6. marts 2015, for indkomståret 2015 den 11. marts 2016, for indkomståret 2016 den 10. marts 2017, for indkomståret 2017 den 9. marts 2018, for indkomståret 2018 den 8. marts, 29. juli og 2. september 2019, for indkomståret 2019 den 6. marts 2020, 4. april 2022 og 26. april 2023 og for indkomståret 2020 den 12. marts 2021, den 16. august 2021 og den 26. april 2023. Det fremgår af klagerens årsopgørelser, at Skattestyrelsen har anset klageren for begrænset skattepligtig til Danmark i indkomstårene fra 2014 til 2020, og at han hvert år manglede at betale et beløb. Klageren anmodede den 18. juni 2024 Skattestyrelsen om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2014 til 2020. Skattestyrelsen sendte forslag til afgørelse om genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2014 til 2020 den 19. februar 2025 og traf afgørelse den 11. marts 2025. Klageren har tidligere anmodet om genoptagelse vedrørende indkomstårene 2014 til 2020 den 20. maj 2021, samt fremsendt ”Certificate of Fiscal Residence” fra 29. april 2021, dateret den 13. april 2021. Skattestyrelsen anmodede i den forbindelse den 31. august 2021, den 25. oktober 2022 og den 19. december 2022 klageren om bekræftelse på polsk skattepligt for indkomstårene 2014-2020.. Skattestyrelses sendte videre forslag til afgørelse af 7. marts 2023 vedrørende indkomstårene 2014 – 2017 og 8. marts 2023 vedrørende indkomstårene 2018 – 2020. Skattestyrelsen modtog ikke materialet fra klageren og traf afgørelse den 17. april 2023. Skattestyrelsen har oplyst, at alt post er sendt pr. brev til klagerens adresse frem til 2024. Skattestyrelsen har videre oplyst, at det fremgår af aktivitetsloggen fra Tastselv, at klageren i perioden 2014 – 2020 alene har været logget på Tastselv én gang i 2014, hvor han ændrede sin forskudsopgørelse for 2014. Klageren har over for Skatteankestyrelsen fremlagt Certificate of Tax Residence af 10. juni og den 22. juli 2024 sine lønsedler og polske selvangivelser for 2016 – 2019. Det fremgår af Certificate of Tax Residence af 10. juni 2024, at de polske skattemyndigheder har anset klageren for skattepligtig i Polen fra den 4. maj 2015 til den 28. april 2019. Det fremgår af Certificate of Tax Residence af 22. juli 2024, at de polske skattemyndigheder har anset klageren for skattepligtig i Polen fra den 29. april 2019 til den 31. december 2020 Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har i afgørelsen af 11. marts 2025 ikke imødekommet klagerens anmodning om ekstraordinær genoptagelse og fastholdt skatteansættelserne for indkomstårene 2014 til 2020. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ” … Skattestyrelsens afgørelse … Vores begrundelse og bemærkninger Fristen for genoptagelse for indkomståret 2020 udløb 1. maj 2024. Fristen for genoptagelse er derfor udløbet, jævnfør skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 og du kan kun få genoptagelse, hvis du opfylder betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8 og stk. 2. Skattestyrelsen mener, at du ikke er berettiget til genoptagelse, fordi du ikke opfylder betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Ifølge skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, er det en betingelse for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen, at der er særlige omstændigheder. I henhold til praksis er det en betingelse for genoptagelse på grund af særlige omstændigheder, at der for eksempel er tale om myndighedsfejl, svig fra tredjemand eller andre helt særlige uforudsigelige tilfælde, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige, herunder alvorlig sygdom. Det er en forudsætning for genoptagelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, at der er sandsynlighed for, at en genoptagelse resulterer i en ændring af den hidtidige ansættelse. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 kan ikke bruges til genoptagelse, hvis der er tale om glemte eller oversete fradrag med videre eller den skattepligtige ved en fejl har oplyst for store beløb. Se Den juridiske vejledning, afsnit A.A.8.2.2.2.2.8 Særlige omstændigheder. Det er derfor vores opfattelse, at det forhold, at du ikke har været opmærksom på, at årsopgørelserne ikke passer med din reelle indkomst og udlandsforhold, samt at du desuden ikke har reageret på vores tidligere henvendelser vedrørende samme forhold, ikke berettiger til ekstraordinær genoptagelse, jævnfør skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 og Den juridiske vejledning, afsnit A.A.8.2.2.2.2.8 Særlige omstændigheder. Skattestyrelsen skal endvidere gøre opmærksom på, at efter skattekontrollovens § 1 og § 16 påhviler det skatteyder, at kontrollere rigtigheden af årsopgørelsen og de fortrykte tal i årsopgørelsen, samt at relevante fradrag fremgår af årsopgørelsen. Herudover er det vores opfattelse, at du ikke har overholdt reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27 stk. 2, som er 6 måneder fra, du er blevet bekendt med det, der kan begrunde genoptagelsen. Efter vores opfattelse er du blevet bekendt med, at du blev beskattet af din indkomst i Danmark ved modtagelsen af dine årsopgørelser hhv. den 6. marts 2015 (årsopgørelsen for 2014), den 11. marts 2016 (årsopgørelsen for 2015), den 10. marts 2017 (årsopgørelsen for 2016), den 9. marts 2018 (årsopgørelsen for 2017), den 2. september 2019 (årsopgørelsen for 2018) og den 26. april 2023 (årsopgørelsen for 2019). …” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 10. juli 2025 udtalt: ” … Der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen. Borger anmodede i 2014 om et skattepersonnummer samt en forskudsregistrering, hvilket Skattestyrelsen udarbejdede samme år. Når der indberettes løn på et skattepersonnummer, dannes der automatisk en årsopgørelse på baggrund af de oplysninger, Skattestyrelsen har modtaget via tredjepartsindberetninger. Borgeren er forpligtet til hvert år selv at oplyse, hvor stor en del af lønnen der er skattefri. Borger har ikke indberettet den skattefrie del af sin løn i perioden 2014–2020. Skattestyrelsen vurderer fortsat, at der ikke foreligger særlige omstændigheder i henhold til Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 8, i denne sag. Derudover vurderer Skattestyrelsen ikke, at betingelserne i skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 er opfyldt. ….” Klagerens opfattelse Klageren har fremsat påstand om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2014 til 2020. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ” I am writing to formally appeal the decision issued by the Danish Tax Agency concerning my tax obligations for the years 2014 to 2020. According to the decision, the income tax for these years should have been paid in Denmark. However, I would like to clarify that the tax was lawfully paid in Poland, in accordance with applicable tax regulations and the Double Taxation Agreement between Denmark and Poland. For each of the relevant years, I was a tax resident of Poland and fulfilled all tax obligations in that country. In support of this, I am enclosing tax residence certificates issued by the Polish tax authorities, which confirm my status as a Polish tax resident during the mentioned period. Given the existence of a tax treaty between Denmark and Poland aimed at preventing double taxation, I respectfully request that the Danish tax authorities reconsider the decision and acknowledge that the taxation for the years 2014–2020 was duly carried out in Poland. Should you require further documentation or clarification, I am at your disposal and willing to provide any additional information necessary to resolve this matter. “ Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klageren har den 11. december 2025 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling: ”… Jeg gør indsigelse mod Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse og anmoder derfor om, at sagen tages op til fornyet behandling, og at min skattepligtige indkomst i Danmark for årene 2014-2025 korrigeres til nul … 1. SAGSFORHOLD Der er indledt en sag mod mig, [klager], bosiddende i [Polen], vedrørende genoptagelse af sagen om fastsættelse af indkomstskatten for skatteårene 2014-2020. I den pågældende periode arbejdede jeg som kabinepersonale for flyselskabet [virksomhed1]. Selvom min formelle arbejdsgiver var det danske selskab [virksomhed2] ApS, var de fly, jeg arbejdede på, registreret i Norge, Sverige og Irland, og jeg arbejdede ikke fysisk på dansk territorium. I hele den omstridte periode (2014-2020) og også i den efterfølgende periode havde jeg mit livsinteresser i Polen, hvor jeg betalte personlig indkomstskat (PIT). Jeg har bopælsattester (CFR-1) udstedt af de polske skattemyndigheder, der dækker perioderne fra 4. maj 2015 til 28. april 2019 (udstedt den 10. juni 2024 af skattemyndighederne i [Polen]) og fra 29. april 2019 til 31. december 2020 (udstedt den 22. juli 2024 af skattemyndighederne i [Polen]). Disse certifikater blev forelagt de danske skattemyndigheder. Jeg indrømmer, at jeg ikke løbende har overvåget min danske skattekonto (TastSelv) og ikke hvert år har indberettet det skattefrie beløb eller de fradrag, jeg har ret til i Danmark. Dette skyldtes min dybe overbevisning om, at jeg som person bosiddende i Polen og uden beskæftigelse på dansk territorium slet ikke var skattepligtig i Danmark. Dette blev også bekræftet af mine kollegers situation, som aldrig har været skattepligtige i Danmark. Min situation blev også påvirket af hyppige flytninger i Polen og COVID-19-epidemien i årene 2020-2023, som gjorde det umuligt at ordne officielle anliggender på normal vis. På trods af ovenstående udarbejdede de danske skattemyndigheder dokumenter, på grundlag af hvilke de nu kræver betaling af skat for årene 2014-2020. Det skal dog bemærkes, at skattemyndighederne den 17. april 2023 traf en afgørelse, der var delvist positiv for mig – for årene 2019-2020 blev skatten nulstillet. Jeg levede derfor i den berettigede overbevisning, at jeg efter indgivelsen af bopælsattesterne ikke havde nogen forpligtelser over for de danske skattemyndigheder, hvilket efter min opfattelse blev bekræftet af den nævnte afgørelse om at nulstille skatten. Jeg er ikke jurist, jeg kender ikke til skatteret, jeg er ikke statsborger eller bosiddende i Danmark, og sprogbarrieren (og manglende viden) gjorde det umuligt for mig at fortolke min skattemæssige situation korrekt. Min passivitet, som myndigheden skriver om, skyldtes en uforskyldt fejl og overbevisningen om, at jeg havde opfyldt alle mine forpligtelser. Som det fremgår af dokumenterne, behandlede skattemyndighederne imidlertid årene 2014-2018 forskelligt. Den 18. juni 2024 indgav jeg en ansøgning om ekstraordinær genoptagelse af sagen (ekstraordinær genoptagelse) på grundlag af den danske skattelov (Skatteforvaltningsloven) og vedlagde supplerende dokumentation. Ved afgørelse af 11. marts 2025 afviste Skattestyrelsen at genoptage sagen for denne periode med den begrundelse, at fristerne for almindelig genoptagelse var udløbet. Skattestyrelsen fandt desuden, at der ikke forelå »særlige omstændigheder«, der begrundede en ekstraordinær genoptagelse, idet den påstod, at jeg havde udvist uagtsomhed og overskredet fristen på seks måneder for at reagere (§ 27, stk. 2). Sagen behandles i øjeblikket af Skatteankestyrelsen under sagsnummer 25-0033091. Det er yderst vigtigt, at appelinstansen i sit forslag til afgørelse til Landsskatteretten af 1. december 2025 gav mig medhold i sagens realitet. I dokumentet „Sagsfremstilling og forslag til afgørelse” (side 5) angives det udtrykkeligt, at hvis opholdsattesterne for perioden 04.05.2015 – 28.04.2019 var blevet indsendt rettidigt, ville de have medført en nedsættelse af skatten i Danmark til 0 DKK. På trods af denne entydige konklusion anmoder myndigheden om at opretholde afslaget, idet den udelukkende henviser til proceduremæssige hindringer og ignorerer den faktiske uberettigede opkrævning af skat. Derudover henviste myndigheden tilfældigt til domme (SKM2017.224.HR og SKM2015.433.BR), som ikke passer til min faktiske situation, samtidig med at den ignorerede adskillige domme, der pålagde genoptagelse af sagen i tilsvarende situationer på grund af "særlige omstændigheder" (bl.a. SKM2002.307.TSS, SKM2014.637.LSR, SKM2022.121.LSR, SKM2013.846.BR). Myndigheden har også fuldstændig overset andre omstændigheder, herunder bl.a. forældelsen af skatteforpligtelsen, uoverensstemmelsen mellem betalingskravet og dobbeltbeskatningsaftalen mellem Polen og Danmark og Wien-konventionen samt min mulighed for at anmode om indledning af en MAP-procedure. Myndigheden tog heller ikke hensyn til den omstændighed, at jeg i henhold til polsk lovgivning ikke længere kan korrigere mine selvangivelser for årene 2014-2020 ved at medtage den skat, jeg har betalt i Danmark, da skatteforpligtelserne for disse perioder for det meste allerede er forældet. I henhold til artikel 70, stk. 1, i den polske skattelov forældes skatteforpligtelsen efter 5 år fra udgangen af det kalenderår, hvor betalingsfristen for skatten udløb. Med udløbet af denne frist udløber skatteyderens ret til at indgive en gyldig korrektion af selvangivelsen og angive den skat, der er betalt i udlandet, for at undgå dobbeltbeskatning. Som følge heraf ville en eventuel betaling af skat i Danmark på dette tidspunkt føre til en varig økonomisk dobbeltbeskatning af min indkomst, da jeg af proceduremæssige årsager – som er uafhængige af mig og skyldes tidens forløb – ikke længere har nogen juridisk mulighed for at få tilbagebetalt den skat, jeg har betalt i Polen. Nedenfor fremlægger jeg detaljerede argumenter, der entydigt tilsiger, at sagen mod mig genoptages. 2. DOBBELTBESKATNINGSAFTALEN MELLEM POLEN OG DANMARK Først og fremmest påpeger jeg, at i henhold til artikel 14, stk. 1, i aftalen om undgåelse af dobbeltbeskatning mellem Polen og Danmark (herefter: UPO): Under hensyntagen til bestemmelserne i artikel 15, 17 og 18 beskattes lønninger, gager og andre lignende vederlag, som en person, der er bosiddende i en kontraherende stat, modtager for lønnet arbejde, kun i denne stat, medmindre arbejdet udføres i den anden kontraherende stat. Hvis arbejdet udføres på denne måde, kan den modtagne løn beskattes i den anden stat. Ovenstående angiver den generelle regel, ifølge hvilken arbejde som hovedregel beskattes i det land, hvor det udføres. Der er dog fastsat en undtagelse fra ovennævnte generelle regel, bl.a. for personer, der arbejder på luftfartøjer. I henhold til artikel 14, stk. 4, i dobbeltbeskatningsaftalen gælder følgende: Uanset de foregående bestemmelser i denne artikel kan løn modtaget for arbejde udført om bord på et luftfartøj, der anvendes til international transport, beskattes i den kontraherende stat, hvor virksomhedens faktiske ledelse er beliggende. I betragtning af ovenstående er det afgørende at fastslå, hvor virksomhedens faktiske ledelse er beliggende, for at afgøre, om Danmark kunne beskatte min indkomst. Formelt var jeg ansat hos [virksomhed2] ApS, men de luftfartøjer, hvor jeg udførte mine opgaver, var registreret i Norge, Sverige og Irland. Luftfartøjerne var ejet af norske selskaber, og jeg arbejdede ikke fysisk i Danmark. I betragtning af ovenstående var det min opfattelse, og hvad der er endnu vigtigere, også de danske skattemyndigheders opfattelse, at Danmark ikke kunne beskatte min indkomst, da det faktiske hjemsted for virksomheden var et andet land end Danmark, og jeg ikke fysisk arbejdede på dansk territorium. Danmark vurderede imidlertid, at det kunne beskatte mig på grund af den påståede manglende indsendelse af bopælsattester fra Polen inden for fristen. 3. SKATTEFORVALTNINGSLOVENS … 3.1 Myndighedernes holdning til betingelserne for genoptagelse i Skatteforvaltningsloven Når man skal redegøre for de danske myndigheders holdning, skal man starte med, at disse myndigheder direkte indrømmer, at hvis certifikatet for bopæl for perioden fra 4. maj 2015 til 29. april 2019 var blevet forelagt myndigheden i rette tid, ville den skattepligtige indkomst i Danmark være blevet nedsat til nul. Myndigheden er således enig i, at skatten i realiteten ikke skulle have været opkrævet. For at kunne foretage en sådan korrektion nu skulle myndigheden imidlertid finde et retsgrundlag for at genåbne de afsluttede skatteår, og her henviser den til negative præmisser i to separate, men indbyrdes forbundne afsnit i § 27 i lov om skatteforvaltning (Skatteforvaltningslovens). For det første henviser myndigheden til den materielle betingelse i § 27, stk. 1, nr. 8. Denne bestemmelse tillader en ekstraordinær genoptagelse af sagen uanset fristerne, men kun hvis der foreligger "særlige omstændigheder" (særlige omstændigheder). Myndigheden argumenterer for, at sådanne omstændigheder ikke foreligger i denne sag, idet den påpeger, at situationer som glemte fradrag, fejlagtige angivelser af forkerte beløb eller manglende reaktion på opfordringer ikke falder ind under definitionen af "særlige omstændigheder". Myndigheden vurderer, at manglen på den krævede dokumentation skyldes min passivitet i forhold til de årlige afregninger og tidligere opfordringer, hvilket udelukker anvendelsen af denne procedure. For det andet henviser myndigheden også til § 27, stk. 2, i loven i proceduremæssige spørgsmål. Denne bestemmelse fastsætter en procedurefrist: en ansøgning om genoptagelse skal indgives inden for 6 måneder fra det tidspunkt, hvor skatteyderen blev bekendt med grundlaget for genoptagelsen. Efter myndighedens opfattelse indtraf dette tidspunkt allerede på datoerne for modtagelsen af de enkelte skattebeslutninger (årsopgørelser) i årene 2015-2023, så fristen er for længst udløbet. Det er afgørende, at § 27, stk. 2, indeholder en undtagelse – myndigheden kan behandle en ansøgning, der er indgivet efter denne 6-måneders frist, men igen kun, "hvis særlige omstændigheder taler for det" (hvis særlige omstændigheder taler derfor). Sammenfattende kan man sige, at myndighedens holdning i beslutningsforslaget er, at der ikke kan anvendes en ekstraordinær procedure hverken på grundlag af sagens realitet (§ 1) eller proceduren (§ 2), da myndigheden i begge tilfælde angav min påståede passivitet som en hindring. 3.2 Forekomsten af "særlige omstændigheder" i henhold til § 27, stk. 1, nr. 8, og § 27, stk. 2, i Skatteforvaltningsloven (henvisning til de nævnte afgørelser SKM2015.433.BR og SKM2017.224.HR) 3.2.1 Afgørelse SKM2015.433.BR Afgørelsen SKM2015.433.BR vedrørte en situation, hvor en skatteyder krævede genoptagelse af sagen med henblik på at opnå fradrag for transportudgifter (befordringsfradrag), men ikke kunne sandsynliggøre, at han faktisk havde ret til dette fradrag. Retten afviste ansøgningen ikke kun af proceduremæssige årsager (overskridelse af den 6-måneders frist for at reagere, regnet fra det tidspunkt, hvor Skattemappe blev tilgængelig), men først og fremmest af materielle årsager – skatteyderen fremlagde ikke beviser (f.eks. billetter til færge/bro), og hendes livsinteresser (mand og barn) var centreret i Danmark, hvilket gjorde hendes krav tvivlsomt. I min sag er situationen diametralt anderledes: klageinstansen (Skatteankestyrelsen) erkendte direkte i sit afgørelsesforslag, at de af mig fremlagte opholdsattester er tilstrækkeligt bevis for, at min indkomst i Danmark bør være 0 DKK. Der er ikke tale om manglende sandsynliggørelse af kravet – sagens kerne er ubestridelig og er blevet anerkendt af myndigheden. Desuden fandt retten i sag SKM2015.433.BR, at skatteyderen let kunne have opdaget fejlen i sin selvangivelse (manglende beløbsfradrag) ved at logge ind på systemet. I mit tilfælde vedrørte fejlen ikke simpel aritmetik eller et synligt beløb, men en kompliceret juridisk kvalificering af skattepligtig bopæl i lyset af dobbeltbeskatningsaftalen. En almindelig gennemgang af årsopgørelsen gør det ikke muligt for en lægmand at fastslå, at international ret (UPO) er blevet overtrådt, især når indkomsten er blevet automatisk rapporteret af betaleren. Min viden om fejlen (forstået som juridisk bevidsthed og ikke kun det faktum, at jeg modtog brevet) opstod først efter konsultation med rådgivere og opnåelse af polske certifikater. Derudover fandt retten i afgørelsen SKM2015.433.BR ikke fejl hos skattemyndighederne. I min sag udviser myndigheden en åbenlys administrativ kaos ved i begrundelsen for afslaget at henvise til indkaldelser med datoer i fremtiden (25. oktober 2025, 19. december 2025), hvilket undergraver troværdigheden af påstanden om min "gentagne passivitet" og vidner om en mangelfuld gennemførelse af sagen. At opretholde en afgørelse, der åbenbart er materielt fejlagtig (hvilket myndigheden har erkendt), udelukkende på grund af en streng fortolkning af procedurefristerne, i en situation hvor myndigheden selv begår fejl, ville være i strid med retfærdighedsprincippet og formålet med bestemmelserne om ekstraordinær genoptagelse, som er at forhindre "åbenbart urimelige" (åbenbart urimeligt) afgørelser. Sammenfattende vedrørte afgørelsen SKM2015.433.BR manglende materielle beviser og en simpel fejl i afgørelsen, mens min sag vedrører en ubestridelig materiel fejl begået af myndigheden (anerkendt udenlandsk bopæl) og en kompliceret juridisk situation, hvor anvendelsen af proceduremæssig automatisme fører til dobbeltbeskatning, der er i strid med en international aftale. 3.2.2 Afgørelse SKM2017.224.HR Ligesom i det tidligere omtalte dom, finder højesteretsdommen med referencenummer SKM2017.224.HR ikke anvendelse i min sag på grund af grundlæggende forskelle i fejltagelsens art og graden af uregelmæssighedernes åbenbarhed. I sagen SKM2017.224.HR krævede skatteyderen genoptagelse af sagen på grund af manglende fradrag for tilbagebetaling af kontanthjælp, som han havde kendt til fra begyndelsen (2004). Højesteret afviste genoptagelsen med den begrundelse, at skatteyderen havde fuld kendskab til fakta (han havde tilbagebetalt midlerne) og let kunne have opdaget den åbenlyse fejl i årsopgørelsen (et beløb på 643 DKK i stedet for over 300000 DKK), hvilket gjorde hans passivitet uberettiget. I den pågældende sag var der ikke tale om juridiske tvivlsspørgsmål, men om en simpel administrativ oversigt, som skatteyderen ignorerede på trods af, at han havde alle oplysninger. Min situation er kvalitativt anderledes. Genstand for tvisten er ikke en simpel fejl i beløbet eller en overset fradrag, som kan ses med det blotte øje i systemet (TastSelv), men en kompliceret juridisk kvalificering af skattepligtig bopæl i forbindelse med en international dobbeltbeskatningsaftale. I modsætning til skatteyderen i dommen SKM2017.224.HR var jeg ikke klar over den juridiske fejl, da jeg modtog de automatiske årsopgørelser. Min overbevisning om, at jeg ikke havde nogen skattepligt i Danmark, skyldtes, at jeg ikke arbejdede fysisk i dette land og betalte skat i Polen. Man kan ikke sammenligne situationen for en skatteyder, der ser et åbenlyst forkert beløb i sin selvangivelse (som i den nævnte dom), med situationen for en skatteyder, hvis indkomst er blevet rapporteret af betaleren, og fejlen består i en forkert skattejurisdiktion, hvilket kræver specialiseret juridisk viden og analyse af UPO-aftalen. Desuden understregede Højesteret i SKM2017.224.HR, at fejlen ikke skyldtes skattevæsenets fejl (kommunen havde ikke indberettet oplysningerne). I min sag bidrog skattevæsenet selv til, at den fejlagtige situation opstod og blev fastholdt, ved ikke at verificere min bopæl korrekt på trods af den særlige karakter af mit arbejde inden for international luftfart, og fører nu sagen på en kaotisk måde (med henvisning til indkaldelser med fremtidige datoer), hvilket udgør en væsentlig forskel i vurderingen af "særlige omstændigheder". At opretholde en afgørelse, der er materielt fejlagtig (hvilket myndigheden har indrømmet), udelukkende på grundlag af retspraksis vedrørende åbenlyse registreringstilfælde hos skatteydere, ville i mit tilfælde være uberettiget og urimeligt (urimeligt) hvilket ville være i strid med § 27, stk. 1, nr. 8, i loven, som netop har til formål at beskytte mod sådanne grove uretfærdigheder. 3.3 Afgørelser, der er relevante for min situation Som jeg nævnte indledningsvis, foretog skattemyndigheden en selektiv analyse af retspraksis på grundlag af domme, der ikke passer til realiteterne i denne sag. I modsætning hertil henviser jeg nedenfor til afgørelser, der nøje svarer til min faktiske og juridiske situation og bør udgøre et passende referencepunkt for vurderingen af min ansøgning 3.3.1 Afgørelse SKM2002.307.TSS. Først og fremmest er det værd at henvise til sagen med referencenummer SKM2002.307.TSS. I henhold til retningslinjerne baseret på denne sag bør den danske myndighed anerkende, at der foreligger en "særlig omstændighed" og genoptage sagen, hvis den er klar over, at indledningen af en gensidig aftaleprocedure (MAP – Mutual Agreement Procedure) ville føre til, at det andet land (i mit tilfælde Polen) ville få ret til at opkræve skat. I mit tilfælde erkendte myndigheden selv, at beskatningen ville være nul, hvis jeg havde fremlagt bopælsattester inden for den fastsatte frist, og det er derfor åbenbart, at den bør genoptage sagen og reducere indkomsten til nul. 3.3.2 Afgørelse SKM2014.637.LSR Derudover er det værd at henvise til sagen med referencenummer SKM2014.637.LSR. I denne sag blev det påpeget, at i en situation, hvor skatteansættelsen var baseret på åbenbart fejlagtige grundlag, og det ville være åbenbart urimeligt at opretholde denne ansættelse, skal det anses for, at der foreligger særlige omstændigheder, der opfylder betingelserne for en ekstraordinær genbehandling af sagen i henhold til § 27, stk. 1, nr. 8, i loven om skatteforvaltning. I den foreliggende sag er kravet om betaling af skat åbenbart uberettiget og baseret på forkerte antagelser om min bopæl. Dette er et klart argument for at genoptage sagen. 3.3.3 Afgørelse SKM2022.121.LSR. En særdeles relevant afgørelse er afgørelse SKM2022.121.LSR. I denne sag blev det fastslået, at en udenlandsk resident (i dette tilfælde en nordmand; i mit tilfælde: en polak), der handlede i den berettigede overbevisning, at hans indkomst blev beskattet i bopælslandet, og som ikke førte et aktivt liv i Danmark, ikke havde nogen grund (anledning) til at overvåge sin danske skattefil (TastSelv). Retten fastslog, at skatteyderens passivitet i en sådan situation er berettiget, og at fristen på 6 måneder ikke løber fra datoen for generering af de automatiske afregninger, men fra det tidspunkt, hvor man faktisk blev klar over fejlen og dens juridiske konsekvenser. Det skal påpeges, at i mit tilfælde skal denne frist tidligst regnes fra det tidspunkt, hvor jeg fik det materielle bevis, der gjorde det muligt at anfægte den danske afgørelse, dvs. fra datoen for modtagelsen af bopælsattesten fra det polske skattemyndighed (10. juni 2024). Ansøgningen, der blev indgivet den 18. juni 2024, blev således indgivet inden for den 6-måneders frist fra opståen af den nye bevismæssige omstændighed. I forlængelse af denne afgørelse er det værd at påpege, at det faktum, at jeg ikke er bosiddende i Danmark, men i Polen, og den begrundede overbevisning om, at min indkomst ikke beskattes i Danmark, giver anledning til den analoge konklusion, at manglende aktiv gennemgang af min skattefil (TastSelv) ikke bør belaste mig så drastisk, som skattemyndighederne forsøger at gøre i denne sag. Dette er en groft uretfærdig situation, især da jeg på dette tidspunkt ikke engang kan korrigere mine polske selvangivelser. Jeg vil derfor blive dobbeltbeskattet, hvilket vil ruinere mig fuldstændigt på grund af størrelsen af den danske indkomstskat. 3.3.4 Afgørelse SKM2013.846.BR. En anden relevant afgørelse er SKM2013.846.BR. Retten fastslog i denne sag, at skattemyndighedernes skøn var baseret på et fejlagtigt faktum (antagelsen om, at virksomheden var aktiv, selvom den ikke var det). Retten fastslog, at opretholdelsen af denne vurdering ville føre til et "åbenbart urimeligt" (åbenbart urimeligt) resultat, da skatteyderen ville blive pålagt en enorm gæld, der ikke var dækket af virkeligheden. Selvom skatteyderen havde begået en fejl (ved ikke at anmelde virksomhedens lukning), fandt retten, at omfanget af den materielle fejl udgjorde en "særlig omstændighed" (særlige omstændigheder), som tvang myndighederne til at genoptage sagen. I den foreliggende sag er kravet om, at jeg skal betale skat for årene 2014-2020 (eventuelt: 2014-2018), selv i en situation med uforskyldt passivitet, åbenbart urimeligt og må tvinge skattemyndighederne til at genoptage sagen. Skattemæssigt certifikat som afgørelse omhandlet i § 27, stk. 1, nr. 4 Det skal også bemærkes, at i henhold til § 27, stk. 1, nr. 4, i ovennævnte lov udstedelsen af bopælsattester af de polske skattemyndigheder i juni og juli 2024 udgjorde en "beslutning truffet af en udenlandsk skattemyndighed, der har betydning for beskatningen". Dette er en ny juridisk omstændighed (en fremmed stats myndighedshandling), som ikke eksisterede på tidspunktet for udstedelsen af de oprindelige afgørelser, hvilket åbner mulighed for genoptagelse uafhængigt af betingelsen om "særlige omstændigheder". 3.4 Øvrige argumenter Uanset de ovenfor anførte omstændigheder skal det påpeges, at der i denne sag også foreligger andre juridiske omstændigheder, der forpligter myndigheden til at afstå fra at inddrive den pågældende skat. Afvisning af at korrigere afgørelsen på grundlag af nationale procedurebestemmelser fører til en overtrædelse af international ret og er i strid med principperne om procesøkonomi og bestemmelserne om forældelse af krav. 3.4.1 Påstand om overtrædelse af Wienerkonventionen om traktater og princippet om loyalt samarbejde i EU De danske skattemyndigheders henvisning til interne procedurebestemmelser (forældelsesfrister for skatteopgørelse i Skatteforvaltningsloven) med henblik på at afvise at anvende bestemmelserne i dobbeltbeskatningsaftalen (UPO) udgør en overtrædelse af folkeretten. I henhold til artikel 27 i Wienerkonventionen om traktatret kan en part ikke påberåbe sig bestemmelser i sin interne lovgivning som begrundelse for ikke at opfylde en traktat. I den foreliggende sag har myndigheden erkendt, at skatten i Danmark reelt udgør 0 DKK, og at opkrævningen udelukkende skyldes udløbet af procedurefrister. En sådan handling fører til en sanktionering af dobbeltbeskatning i strid med formålet med dobbeltbeskatningsaftalen og udgør de facto en manglende opfyldelse af traktaten. Desuden er den strenge anvendelse af nationale procedurefrister i en situation, hvor et andet medlemsland (Polen) har bekræftet sin ret til at opkræve skat ved at udstede bopælsattester, i strid med EU-princippet om loyalt samarbejde, som pålægger medlemslandene at fjerne dobbeltbeskatning. Nationale procedurer kan ikke tjene som et instrument til at legitimere overtrædelser af internationale aftaler. 3.4.2 Påstand om overtrædelse af principperne om procesøkonomi i forbindelse med MAP-proceduren (Mutual Agreement Procedure) Opretholdelsen af en fejlagtig afgørelse om beskatning er også uberettiget ud fra et procesøkonomisk synspunkt, i betragtning af min ret til at indlede en gensidig aftaleprocedure (MAP) på grundlag af den relevante dobbeltbeskatningsaftale. Da jeg er i besiddelse af bopælsattester udstedt af de polske skattemyndigheder, er resultatet af MAP-proceduren forudsigeligt og vil føre til en bekræftelse af min polske skattebopæl og Danmarks forpligtelse til at tilbagebetale skatten. Det skal understreges, at afslutningen af MAP-proceduren uden enighed eller med et resultat, der peger på behovet for en korrektion, i sig selv ville være en grund til at genoptage sagen på grundlag af § 27, stk. 1, nr. 9, i Skatteforvaltningsloven, uafhængigt af de nuværende forældelsesfrister. At henvise mig til en langvarig international procedure, der involverer begge landes administrative ressourcer, kun for i sidste ende at opnå det samme resultat (skattekorrektion), er ineffektivt. I lyset af ovenstående bør myndigheden benytte sig af muligheden for at betragte den nuværende situation som "særlige omstændigheder" i henhold til § 27, stk. 1, nr. 8, hvilket vil gøre det muligt at behandle sagen uden at inddrage mellemstatslige procedurer. 3.4.3 Påstand om forældelse af kravet (Forældelse af skattekravet) Uanset ovenstående argumenter vedrørende genoptagelse af afgørelsesproceduren er der i denne sag en absolut hindring for at inddrive skattekrav for årene 2014-2018. Skatteforvaltningens krav er nemlig forældet (forældelse) i henhold til bestemmelserne i lov om forældelse af fordringer (Lov om forældelse af fordringer, herefter: "Forældelsesloven"). I lyset af de gældende bestemmelser har skattemyndigheden, selv om afgørelsen om fastsættelse af skatten stadig er gældende, mistet retten til tvangsfuldbyrdelse af fordringerne på grund af udløbet af de lovbestemte frister. Først og fremmest skal der henvises til den oprindelige forældelse af fordringerne for årene 2014-2016. I henhold til § 3, stk. 1, i Forældelsesloven er den generelle forældelsesfrist for fordringer 3 år fra forfaldsdatoen. For skatteårene 2014, 2015 og 2016 udløb denne 3-årige forældelsesfrist henholdsvis i 2018, 2019 og 2020. I betragtning af at jeg først indgav den første ansøgning i sagen den 20. maj 2021, og at skattemyndigheden i perioden forud for denne ansøgning ikke havde truffet nogen effektive foranstaltninger til at afbryde forældelsesfristen i henhold til § 15-19 i loven (den administrative generering af skattebeslutninger afbryder ikke forældelsesfristen for krav om betaling), skal det anses, at da skatteyderen tog de første juridiske skridt, var kravene for disse år allerede forældede og kan ikke håndhæves effektivt. Selv om man antager, at kravene for 2017 og 2018 endnu ikke var forældet, da skatteyderen indgav sin første ansøgning den 20. maj 2021, forældes de endeligt i 2024. I henhold til § 21, stk. 2, første punktum, i Forældelsesloven forældes en sag om en fordring eller dens størrelse tidligst 1 år efter, at den administrative myndighed har meddelt sin afgørelse, hvis sagen er indbragt for den administrative myndighed. Myndigheden (Skattestyrelsen) afsluttede den procedure, der blev indledt med ansøgningen fra 2021, med en afgørelse den 17. april 2023. Den årlige beskyttelsesfrist udløb derfor uden virkning den 17. april 2024. Da jeg først indgav en ny ansøgning den 18. juni 2024, var der mellem april og juni 2024 en pause, hvor krav for årene 2017-2018 blev endeligt forældet. I betragtning af ovenstående har skattemyndigheden ikke noget retsgrundlag for at opkræve skat for årene 2014-2018, og påberåbelse af forældelse af kravet udgør i sig selv en tilstrækkelig grund til at afslutte sagen. …” Klageren har i supplerende indlæg af 11. december 2025 anført: ”… SUPPLERENDE BEMÆRKNINGER TIL KLAGESAGEN Som klager i nærværende sag fremsender jeg hermed supplerende bemærkninger vedrørende tidslinjen for mine handlinger. Jeg ønsker at påvise, at min adfærd ikke skyldes passivitet, men objektive hindringer, og at opretholdelsen af den nuværende afgørelse vil være i strid med proportionalitetsprincippet. 1. Initiativ i 2021 og kilden til den fejlagtige opfattelse Min indsats for at regulere min skattemæssige bopæl startede i maj 2021 efter rådgivning fra en polsk skatterådgiver. Rådgiveren gjorde mig opmærksom på, at skattebetaling i Polen ikke automatisk informerer de danske myndigheder. Valg af brevpost: Jeg ønskede at verificere min situation via skat.dk, men dette var umuligt, da mit NemID var udløbet. Grundet strenge corona-restriktioner og rejsebegrænsninger havde jeg ingen fysisk mulighed for at rejse til Danmark for at forny det personligt hos Borgerservice. Begrundet formodning: Da jeg handlede i god tro, var jeg overbevist om, at en anmodning om »nulstilling« af skatten, støttet af et officielt dokument, var tilstrækkelig. 2. Fuld gennemsigtighed og korrekte indberetninger i Polen Jeg vil gerne understrege min redelighed som skatteyder. I hele den omtvistede periode (2014–2020) har jeg handlet gennemsigtigt: Finansielle beviser: Jeg er i besiddelse af lønsedler (payslips) fra årene 2016–2019, som stemmer fuldstændig overens med mine polske selvangivelser (PIT). Ingen skatteunddragelse: Disse dokumenter beviser, at jeg redeligt har indberettet hele min indkomst i Polen uden nogen forsøg på at skjule indtjening. Mit mål var samvittighedsfuldt at afregne skat i det land, hvor jeg faktisk havde bopæl. 3. Marts 2024 – erkendelse af problemet og hurtig reaktion Det var først ved udlægget i min polske bankkonto i marts 2024, at det gik op for mig, at sagen ikke var afsluttet. Min reaktion var øjeblikkelig: Jeg fandt straks den gamle korrespondance frem og søgte omgående om CFR for alle de omtvistede år hos de polske skattemyndigheder. Jeg sendte den komplette dokumentation til Danmark i juni 2024. Min reaktion faldt dermed inden for 3 måneder efter, at jeg fik reelt kendskab til problemet, hvilket opfylder kravet om overholdelse af reaktionsfristen. 4. Ventetid på svar og fristoverskridelse i 2025 I juni 2024 oplyste Skattestyrelsen mig om, at sagsbehandlingstiden pt. var 10 måneder. I tillid til denne officielle oplysning tjekkede jeg ikke min Digitale Post dagligt i februar 2025. Brevet med forslag til afgørelse læste jeg den 30. april 2025, og samme dag sendte jeg en skriftlig forklaring til sagsbehandler [person2]. 5. Åbenbar urimelighed og brud på proportionalitetsprincippet Opretholdelsen af en gæld på over en million kroner er en straf, der er fuldstændig ude af proportioner i forhold til den begåede fejl (en misforståelse omkring kommunikation og frister): Relativ fejl kontra enorm straf: Det er i strid med forvaltningsrettens grundlæggende proportionalitetsprincip, at en borger skal straffes med økonomisk ruin for en procedurefejl, der opstod grundet tekniske barrierer, når det materielle skattekrav beviseligt er ikke-eksisterende (0 kr.). Tab af livsmulighed: Hvis tvisten ender negativt, vil jeg som registreret skyldner miste muligheden for at købe mit eget hus eller lejlighed. I min alder (39 år) er dette en uigenkaldelig skade på min fremtid, som står i skærende kontrast til forseelsens karakter. Juridisk paradoks: De danske myndigheder anerkender selv, at min skat materielt set burde være 0 kr. At inddrive et ikke-skyldigt beløb alene på grund af formalia er »åbenbart urimeligt« (åbenbart urimeligt). Konklusion Min reaktion inden for 3 måneder efter det reelle kendskab til problemet (marts–juni 2024) samt min dokumenterede redelighed i de polske skatteforhold modbeviser entydigt påstanden om passivitet. Jeg anmoder om, at sagen genoptages i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Det kan ikke retfærdiggøres at opretholde en gæld på en million kroner for en procedurefejl, når gælden reelt ikke eksisterer. En sådan afgørelse vil være »åbenbart urimelig«. …” Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling af den 9. marts 2026 Klageren har den 25. marts 2026 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling: ”Formal Objection. I hereby submit my formal objection to the proposal (Sagsfremstilling) dated 9 March 2026. I find the Secretariat’s recommendation to be grossly unfair and disproportionate. It seeks to maintain a massive financial liability despite the acknowledged facts. All legal arguments previously submitted remain in full force. On page 15 of the proposal, the Secretariat acknowledges that the tax liability for the period 4 May 2015 to 28 April 2019 would have been reduced to 0 DKK (ville have nedsat... til 0 kr.) based on the documentation provided. This admission confirms that the authorities are now in possession of the material truth. By refusing to apply this finding, the Secretariat violates the 'Principle of Material Truth' (Materiell Sandhedsprincip), which mandates that administrative decisions must reflect actual facts. Furthermore, ignoring validated evidence solely due to its submission date is a breach of the 'Duty of Investigation' (Officialmaksimen), as the authorities have a duty to ensure the most correct outcome once the evidence is part of the case file. The current proposal creates a discriminatory paradox that contradicts the fundamental logic of the tax system. A taxpayer who intentionally evades tax by concealing income would, upon discovery, ultimately be liable for the principal tax amount (100%). However, because I acted in good faith and settled my taxes in Poland—a fact validated on page 15—the Secretariat’s refusal to recognize these payments results in a cumulative tax burden of 200% on the same income. This effectively imposes a "compliance penalty" on a law-abiding EU citizen that is twice as severe as the liability of a tax evader. Such a result is a manifest violation of the 'Principle of Proportionality' (Art. 5(4) TEU) and the 'Right to Good Administration' (Art. 41 of the EU Charter), as it prioritizes a procedural deadline over the prevention of double taxation. Under the 'Principle of Effectiveness', national procedural rules cannot be used to make the exercise of my EU rights—specifically the protection against double taxation under the Poland-Denmark Convention—practically impossible or excessively burdensome. Violation of the Right to Property (Art. 1, Protocol 1 ECHR) The ongoing enforcement of this substantively disproven debt causes measurable and irreparable financial harm. Due to the debt registration, I am entirely excluded from the mortgage market, forcing me to incur high monthly rental expenses. These rental costs significantly exceed the monthly installments of the mortgage I would otherwise qualify for, resulting in a direct and ongoing drain on my disposable income with no possibility of building equity. Furthermore, as real estate prices in Poland rise by 10–20% annually, the delay in purchasing a home results in a massive loss of purchasing power. For a property valued at 1,000,000 PLN, each year of delay represents a permanent financial loss of approximately 200,000 PLN (approx. 350,000 DKK). This stateimposed financial burden, maintained despite the verified lack of substantive debt, constitutes a direct violation of the Right to Property under Article 1, Protocol 1 of the ECHR. EU Dispute Resolution (Directive 2017/1852) and SOLVIT In light of the above, I trust that the Landsskatteretten will prioritize the substantive truth over procedural formalism to bring a positive resolution to this case. I look forward to the final conclusion of this essentially non-existent tax dispute, as its substantive basis was already verified on page 15 of the proposal. However, should the authorities persist in enforcing a debt that has been proven to have no merit, I will be compelled to protect my rights through further legal recourse via the European Commission and the SOLVIT network under EU Directive 2017/1852. My objective remains the full restitution of all seized funds and compensation for the documented damages already incurred. I expect the Danish authorities to uphold the Principle of Good Administration and cease all enforcement actions immediately to prevent further irreparable harm. …” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om klageren er berettiget til ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2014 til 2020 efter skatteforvaltningslovens § 27. Retsgrundlaget Følgende fremgår af kildeskattelovens § 2. ”Pligt til at svare indkomstskat til staten påhviler endvidere personer, der ikke er omfattet af § 1, og dødsboer, der behandles i udlandet, jf. dødsboskattelovens § 1, stk. 3, for så vidt de pågældende personer eller dødsboer: Erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold udført her i landet. (…) … Af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, fremgår: ”Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Stk. 2 En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. …” Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 4og 8 og stk. 2 fremgår: ”Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis: … 4) En udenlandsk skattemyndighed har truffet en afgørelse, der har betydning for beskatningen af den skattepligtige. Det er en betingelse, at den danske skattemyndighed anerkender afgørelsen. … 8) Told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den skattepligtige giver tilladelse til ændring af ansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder. … Stk. 2. En ansættelse kan kun foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. En ansættelse, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Told- og skatteforvaltningen kan behandle en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af fristen i 1. pkt., hvis særlige omstændigheder taler derfor. …” Følgende fremgår af skattekontrollovens § 2, stk. 1: ”Enhver, der er skattepligtig her til landet, jf. dog §§ 3 og 4, skal årligt oplyse told- og skatteforvaltningen om sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ, og give oplysninger om sin ejendom. Dette gælder, selv om den pågældende ikke er registreret med adresse eller har hjemsted her i landet. …” Af Højesterets dom af 21. februar 2017, offentliggjort som SKM2017.224.HR, fremgår, at § 27, stk. 1, nr. 8, efter forarbejderne har et snævert anvendelsesområde, og at anvendelsesområdet er, det må anses for urimeligt at opretholde skatteansættelsen, f.eks. ved svig fra tredjemand eller andre særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige. Af byrettens dom af 10. juni 2015, offentliggjort som SKM2015.433.BRfremgår, at skatteforvaltningen med rette ikke havde imødekommet anmodning om ekstraordinær genoptagelse, allerede fordi genoptagelsesanmodningen var fremkommet mere end 6 måneder efter, at sagsøgeren via sin skattemappe kunne få kendskab til omstændighederne. Retten udtalte endvidere, at både for så vidt angår ordinær og ekstraordinær genoptagelse af en skatteansættelse skal anmodningen indeholde oplysninger af faktisk eller retlig karakter der kan sandsynliggøre, at genoptagelse vil føre til en ændret ansættelse. På baggrund af de faktiske omstændigheder i sagen og sagsøgerens partsforklaring, fandt retten, at sagsøgeren ikke havde sandsynliggjort, at en genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2010 ville medføre en ændring af ansættelsen. Landsskatterettens begrundelse og resultat På baggrund af ”Certificate of Tax Residence” for perioden 29. april 2019 til 31. december 2020 genoptog Skattestyrelsen ved afgørelse af 17. april 2023 klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2019 og 2020. Skattestyrelsen nedsatte som følge heraf klagerens skattepligtige indkomst til 0 kr. for perioden 29. april 2019 til 31. december 2020. Klageren har i forbindelse med behandlingen af klagesagen fremlagt ”Certificate of Tax Residence” for perioden 4. maj 2015 til den 28. april 2019. Landsskatteretten lægger til grund, at Skattestyrelsen i overensstemmelse med afgørelsen af 17. april 2023 ville have nedsat klagerens skattepligtige indkomst til 0 kr. for perioden 4. maj 2015 til 28. april 2019 på baggrund af klagerens ”Certificate of Tax Residence” for perioden 4. maj 2015 til 28. april 2019. Henset til ovenstående finder Landsskatteretten, at klagerens fremlæggelse af ”Certificate of Tax Residence” for perioden 4. maj 2015 til 28. april 2019 kunne have medført en ændring af skatteansættelsen for indkomstårene 2015, 2016, 2017, 2018 og 2019, såfremt det var blevet fremlagt for Skattestyrelsen. Landsskatteretten finder videre, at ”Certificate of Tax Residence” for perioden 4. maj 2015 til 28. april 2019 ikke vil kunne medføre en ændring i skatteansættelsen i indkomståret 2014 og 2020, idet klageren ikke har fremlagt ” Certificate of Tax Residence” for 2014, og Skattestyrelsen allerede har genoptaget og nedsat klagerens indkomst for hele 2020. Der vil allerede af denne årsag ikke kunne ske genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2014 og 2020. Den ordinære ansættelsesfrist efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, udløb for indkomståret 2019 den 1. maj 2023. Klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2014 til 2020 blev modtaget af Skattestyrelsen den 18. juni 2024 og er dermed fremsat efter udløbet af fristen for ordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Spørgsmålet om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2015 til 2019 afgøres herefter efter bestemmelsen om ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 4.og 8 og stk. 2. Landsskatteretten finder, at skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 4, ikke finder anvendelse, idet de fremlagte polske selvangivelser og Certificate of Tax Residence ikke udgør afgørelser truffet af de polske skattemyndigheder. En afgørelse fra de polske skattemyndigheder vil ikke kunne føre til et andet resultat, idet fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, ikke er overholdt, jf. nedenfor. Klageren var som begrænset skattepligtig til Danmark forpligtet til at oplyse skattemyndighederne om sin indkomst for arbejde udført i Danmark såvel som i udlandet for alle de påklagede indkomstår, jf. skattekontrollovens § 2, stk. 1. Klageren modtog endelige årsopgørelser for indkomstårene 2015 - 2019 henholdsvis den 11. marts. 2016, den 10. marts 2017, den 9. marts 2018, den 2. september 2019 samt den 26. april 2023. Skattestyrelsen anmodede den 31. august 2022, 25. oktober 2022 og 19. december 2022 klageren om bekræftelse på polsk skattepligt. Skattestyrelsens forslag til afgørelse er af 7. og 8. marts 2023 i forbindelse med klagerens tidligere anmodning om genoptagelse af 20. maj 2021. Ovenstående har været sendt pr. brev til klageren, og klageren har fra 2014 til 2020 kun har været logget på Tastselv en gang i 2014. Klageren fremsendte under genoptagelsessagen alene sit "Certificate of Tax Residence” for perioden 29. april 2019 til 31. december 2020 Skatteansættelserne for indkomstårene 2014 til 2020 blev således foretaget uden dokumentation for klagerens polske skattepligt i perioden 2014 – 28. april 2019. Landsskatteretten finder, at den manglende dokumentation, som eventuelt kunne have medført en anden ansættelse, skyldes klagerens passivitet over for årsopgørelserne og Skattestyrelsens materialeindkaldelser samt forslag til afgørelse. Landsskatteretten finder på baggrund af ovenstående, at der ikke kan ske ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2015 – 2019 efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Reaktionsfristen på 6 måneder i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., er heller ikke overholdt, eftersom klageren i forbindelse med modtagelsen af de danske årsopgørelser for alle de påklagede indkomstår er gjort bekendt med skatteansættelserne. Der foreligger ikke særlige omstændigheder, som kan begrunde en fravigelse af fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Der er lagt vægt på klagerens passivitet over for årsopgørelserne, Skattestyrelsen materialeanmodninger samt forslag til afgørelse. Klageren er således ikke berettiget til ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2014 – 2020 efter skatteforvaltningslovens § 27. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.