Journalnr. 25-0017974
Beskatning af uregistreret virksomhed og salg af indbo
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 21. april 2026
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen omhandler en skatteyders beskatning af indtægter fra en uregistreret virksomhed, som Skattestyrelsen havde forhøjet på baggrund af 1.209 indsætninger på skatteyderens bankkonto i 2021. Skatteyderen gjorde gældende, at indsætningerne primært stammede fra salg af privat indbo via DBA.dk i forbindelse med fraflytning fra en kæreste, samt overførsler fra familiemedlemmer og salg af aktier. Landsskatteretten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at de fleste indsætninger stammede fra allerede beskattede midler eller skattefrie kilder, men anerkendte dog, at et aktiesalg og en enkelt returnering skulle fratrækkes. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse med en mindre nedsættelse af den skønsmæssigt fastsatte omsætning.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2008.905.HR
- SKM2011.208.HR
- SKM2013.748.VLR
- SKM2017.233.BR
Fuldtekst
Journalnr. 25-0017974 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Omsætning i virksomhed 227.387 kr. 0 kr. Nedsættes til 226.082 kr. Faktiske oplysninger Det fremgår af klagerens personlige skatteoplysninger (R75), at klageren i indkomståret 2021 har modtaget lønindkomst fra [virksomhed1] svarende til i alt 56.061 kr. Skattestyrelsen har fundet anledning til at gennemgå klagerens skattepligtige indkomst i indkomståret 2021, da klageren har haft en lav skattepligtig indkomst i det pågældende indkomstår. Skattestyrelsen har henholdsvis den 15. april 2024 og den 13. maj 2024 anmodet klageren om at indsende bankkontoudskrifter vedrørende konto [kontonr.1] i [finans1] og konto [kontonr.2] i [finans2] for perioden 1. januar 2021 til 31. december 2022. Idet Skattestyrelsen ikke modtog kontoudskrifterne fra klageren, anmodede Skattestyrelsen den 30. maj 2024 om bankkontoudskrifterne fra [finans1] og [finans2], som fremsendte bankkontoudskrifterne henholdsvis den 12. juni 2024 og den 10. juni 2024. Det fremgår af den påklagede afgørelse, at bankkontoudskrifterne vedrørende konto [kontonr.2] i [finans2] udelukkende indeholder gebyrer til [finans2], samt at kontoen blev ophævet i 2022. Skattestyrelsen har gennemgået klagerens bankkontoudskrifter vedrørende konto [kontonr.1] i [finans1]. Skattestyrelsen har konstateret 1.209 indsætninger for et samlet beløb på 284.233,57 kr. i indkomståret 2021, som Skattestyrelsen har anset for at være erhvervsmæssige indtægter fra uregistreret virksomhed. Skattestyrelsen har på baggrund heraf opgjort omsætningen i klagerens uregistrerede virksomhed til 227.387 kr. (afrundet) ekskl. moms. Salgsmomsen udgør 56.847 kr. (afrundet). Klageren har den 5. december 2024 oplyst til Skattestyrelsen, at klageren ikke har drevet erhverv i indkomståret 2021 men har solgt ud af sit private brugte indbo via DBA efter fraflytning fra sin daværende kæreste. De konstaterede indsætninger på klagerens bankkonto i [finans1] udgøres bl.a. af MobilePay-indbetalinger og øvrige indsætninger. Indsætningerne udgør beløb fra henholdsvis 0,72 kr. og op til 8.137 kr. For så vidt angår alle MobilePay-indbetalinger, fremgår navnet på afsenderen i tekstfeltet, og der fremgår ingen fritekst med meddelelser eller anden information fra afsenderen. For så vidt angår øvrige indsætninger, fremgår der bl.a. følgende: Posteringsdato Beløb Overførselstekst 10. februar 2021 340 kr. FRI Lysestager [...] 7. juni 2021 600 kr. FRI Fra [person1] 3. november 2021 125 kr. FRI [...] køb af [person2] I forbindelse med klagesagens behandling har klageren den 15. august 2025 fremlagt kommentarer til de posteringer på klagerens bankkonto, der ligger til grund for Skattestyrelsens forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst (Bilag AA – 2021). Det fremgår af kommentarerne, hvad de enkelte posteringer på klagerens bankkonto, ifølge klageren, dækker over. Klageren har endvidere den 15. august 2025 fremlagt en oversigt, hvoraf der er oplyst følgende: Kommentar Beløb Salg af mit private indbo 223.754,50 Davaværende kæreste 10.600,00 Davaværende kæreste 8.137,00 Mellemregning 8.049,00 Privat salg af søjleborermaskine 5.000,00 [person3] 2.900,00 [virksomhed1] 2.575,00 [...] 2.400,00 Salg af aktier 1.571,00 Paypal fra egen konto 1.502,82 Solgt privat brugt spisebord 1.450,00 Egen Paypal konto overført fra 2020 1.416,43 Salg af kobber stuebord brugt privat 1.400,00 eks hustrus bidrag til [institution1] 1.000,00 Ekshustru del af Efterskole betaling 1.000,00 ekshustrus del af [institution1] 1.000,00 lillesøster 1.000,00 Salg af mærke brugte møbler privat 900,00 [person4] 700,00 Eks Hustrus del af [institution1] 700,00 Solgt privat brugt brer 665,00 Salg af private mørke møbler 500,00 Salg Privat brugt VHS Film 470,00 [person5] 450,00 Salg af brugte sko privat 450,00 (ingen kommentar) 445,72 Privat Salg Vægur 360,00 (ingen kommentar) 342,00 Salg af brugt privat mobiltelefon 340,00 Solgt privat brugt lysestage 340,00 Salg af negletang brugt privat 300,00 Privat salg af brugt spil/dvd) 222,00 Solgt privat brugte [...] og [...] bøger 220,00 [...] privat salg 200,00 Privat salg af [...] Bøger 188,00 Privat salg af brugt dyrerleksikon 160,00 Datte 150,00 Salg af brugt bog privat 120,00 Salg af mine brugte dvd 120,00 Salg af privat bog [...] 100,00 Salg Af [...] privat bog 100,00 Salg af brugt magasin tegneserie 90,00 Salg af brugt DVD film 80,00 Privat salg af brugt CD 100 80ér hits 75,00 Privat Salg brugt fuglebog 75,00 Privat salg DVD Leksiokon brugt 70,00 [virksomhed2] 65,00 (ingen kommentarer) 65,00 Salg af brugt dvd privat incl forsendelse 60,00 Salg af brugt dvd privat 60,00 Salg af brugt bog fra 1985 60,00 Solgt privat brugt DVD 60,00 Solgt privat brugt cd 60,00 solgt privat brugt dvd 60,00 Lillesøster 50,00 Rente 5,10 Total 284.233,57 Af klagerens konto [kontonr.1] i [finans1] fremgår bl.a. følgende indsætninger: Posteringsdato Beløb Overførselstekst Klagerens kommentar 4. januar 2021 1.000 kr. MobilePay [person6] Ekshustru del af Efterskole betaling 29. april 2021 1.000 kr. MobilePay [person6] Eks Hustrus del af [institution1] 31. maj 2021 1.000 kr. MobilePay [person6] ekshustrus del af [institution1] 6. april 2021 700 kr. MobilePay [person6] eks hustrus bidrag til [institution1] Klageren har den 3. september 2025 fremlagt SMS-korrespondance mellem klageren og [person6]. Det fremgår af SMS sendt fra [person6] til klageren den 1. september 2025, at [person6] bekræfter at have overført 1.000 kr. til klageren til dækning af udgifter til deres søns efterskoleophold i januar 2021. Klageren har oplyst, at følgende udgifter på klagerens konto [kontonr.1] i [finans1] udgør betaling til efterskoleophold: Posteringsdato Beløb Overførselstekst Klagerens kommentar 5. januar 2021 2.398 kr. [...] Efterskole [person7] 6. april 2021 1.541 kr. [...] [institution1] 5. maj 2021 2.397 kr. [...] [institution1] 7. juni 2021 2.398 kr. [...] [institution1] Af klagerens konto [kontonr.1] i [finans1] fremgår bl.a. følgende indsætning: Posteringsdato Beløb Overførselstekst Klagerens kommentar 5. oktober 2021 1.571 kr. SALG.* [virksomhed3] Salg af aktier Det fremgår af klagerens R75, at klageren den 1. oktober 2021 har solgt aktier med papirnavn ”[virksomhed3]”, hvor afregningsbeløbet udgør 1.571 kr., og valørdatoen er angivet til den 5. oktober 2021. Det fremgår desuden af klagerens R75, at klageren har haft aktieindkomst i indkomståret 2021 på i alt 92 kr. Skattestyrelsen har i e-mail af 14. oktober 2025 oplyst følgende: ”…Jeg ved ikke ret meget om aktier, men jeg kan se på årsopgørelsen at han bliver beskattet af aktieindkomst på kr. 92. Jeg ved ikke hvordan systemet er kommet frem til de kr. 92, så jeg ved ikke om det vedr. det salg du henviser til” Skattestyrelsen har desuden i e-mail af 15. oktober 2025 oplyst følgende: ”…Nu har jeg fundet ud af, at aktieindkomsten i 2021 på de kr. 92 vedr. salget af [virksomhed3]. Købesum kr. 1.479 Salgssum kr. 1.571 Fortjeneste kr. 92 = aktieindkomst i 2021.” Klagerens tidligere repræsentant har den 3. september 2025 fremlagt e-mailkorrespondance mellem klageren og DBA. Det fremgår af e-mailen fra DBA, at DBA ikke har mulighed for at finde slettede annoncer fra 2021 frem igen. Det fremgår af klagerens kommentarer til Bilag AA – 2021, at følgende beløb hævet på klagerens konto [kontonr.1] i [finans1] udgør returneringer: Posteringsdato Beløb Overførselstekst Klagerens kommentar 19. januar 2021 -25 kr. FRI DVD retur Refunderet solgt dvd 4. juni 2021 -60 kr. FRI MobilePay [person8] Salg returneret 11. oktober 2021 -2.500 kr. FRI Refundering Palleløf Salg tilbagebetalt privat Af klagerens konto [kontonr.1] i [finans1] fremgår den 4. juni 2021 en indsætning på 60 kr. med overførselstekst ”MobilePay [person8]”. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har opgjort omsætningen i klagerens uregistrerede virksomhed til 227.387 kr. i indkomståret 2021. Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført: ”… 1.3. Vores begrundelse og bemærkninger (…) Ved gennemgangen af kontoudskrifterne fra [finans1] A/S kan vi konstatere en del indsætninger i 2021. I disse indsætninger indgår Mobile Pay-indbetalinger og andre indbetalinger. Skattestyrelsen anser dig for at drive uregistreret virksomhed og foreslår, at der skal ske beskatning af de indtægter du har modtaget. De indtægter vi anser for at være erhvervsmæssige indtægter fremgår af vedlagte bilag A – kolonne F. Indtægterne skal beskattes efter statsskatteloven § 4, stk. 1 litra a. Hvis du ikke anser indbetalingerne for erhvervsmæssige, så beder vi dig om at sende dokumentation. Der henvises til dom, gengivet i SKM-meddelelse 2008.905(HR), hvor Højesteret fandt, at det påhviler skatteyderen at kunne redegøre for sine indtægter. Indtægter 2021 Konto nr. [kontonr.3] (kolonne E) kr. 410.742 Indtægter der ikke anses for erhvervsmæssige indtægter (kolonne G) kr. 126.508 Indtægter der anses for erhvervsmæssige (kolonne F) kr. 284.234 - salgsmoms kr. 56.847 Samlet indtægt til beskatning kr. 227.387 Der henvises til vedlagte regneark – bilag AA. …” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med klagesagens behandling er Skattestyrelsen fremkommet med følgende udtalelse af 9. maj 2025: ”…Vi har følgende kommentarer til de nye oplysninger, som ikke står i sagsfremstillingen: Vedlagt adresseoplysninger på [klager], hvor det fremgår, at [klager] har boet på samme adresse [adresse1], [by1] som [...] lige siden 31.05.2013 Ifølge vore oplysninger er han ikke lige fraflyttet en kæreste, men har boet på samme adresse og arbejdet hos [virksomhed2], som har haft en butik med salg af loppeting…” Skattestyrelsens yderligere bemærkninger til sagen I forbindelse med klagesagens behandling er Skattestyrelsen fremkommet med følgende bemærkninger af 19. september 2025: ”…2021 Der er en del transaktioner mellem [virksomhed2] og [klager]: [klager] har modtaget kr. 29.161 fra [virksomhed2]. [klager] har overført kr. 185.940 til [virksomhed2] – hvorfor gør han det?…” Klagerens opfattelse Klagerens tidligere repræsentant har fremsat påstand om, at den af Skattestyrelsen opgjorte omsætning i klagerens uregistrerede virksomhed skal nedsættes til 0 kr. i indkomståret 2021. Til støtte for påstanden har den tidligere repræsentant bl.a. anført: ”… 2. Sagsfremstilling [klager] blev i afgørelse af 24. januar 2025 (…) skønsmæssigt indkomstforhøjet på årsopgørelserne for 2021 (…), samt forhøjet i moms i samme indkomstår med begrundelse i lav skattepligtig indkomst for årene. Skattestyrelsen antager at han har drevet erhvervsmæssig virksomhed og skønsmæssigt indkomstforhøjet på baggrund af indbetalinger på hans private bankkontis. [klager] har forklaret at det er salg af privat indbo via blandt andet dba.dk i forbindelse med fraflytning fra daværende kæreste. Salget af indboet var netop årsagen til, at han kunne forsørge sig selv, i de år og forklarer dermed også den lave skattepligtig indkomst. 3. Bemærkninger til Skattestyrelsens afgørelse [klager] kan ikke beskattes eller pålægges moms, da salg af privat indbo jf. SL § 5 stk. 1 litra a er skattefrit. Genstandene er fra privat indbo i forbindelse med fraflytning fra tidligere kæreste og dermed ikke erhvervet i forbindelse med hverken næring eller spekulation. Den samlede værdi af indbetalingerne har ikke betydning for skattepligten. Skatteankestyrelsen tilpligtes at anerkende, at [klager]s indkomst på årsopgørelsen for 2021 nedsættes med 214.922 kr., (…) og tilpligtes at anerkende, at moms for 2021 nedsættes med 56.847 kr. …” Klagerens yderligere bemærkninger til sagen I forbindelse med klagesagens behandling er klagerens tidligere repræsentant fremkommet med følgende indlæg af 15. august 2025: ”Der fremsendes hermed bemærkninger til samtlige poster, der i Bilag AA er anført som erhvervsmæssige indtægter. Kommentarerne fremgår af kolonne M under fanen "Indtægter 2021". Til brug for sagens behandling vedlægges endvidere en oversigt, hvor de enkelte kommentarer er kategoriseret og summeret, således at den samlede fordeling af de pågældende beløb fremgår. …” Klageren og klagerens tidligere repræsentant har fremsat følgende bemærkninger i forbindelse med mødet med Skatteankestyrelsen den 1. september 2025: ”… Klageren og klagerens repræsentant bekræfter herefter, at der ikke er indsendt nyt materiale eller bemærkninger til sagen forud for mødet. Sagsbehandleren gennemgår herefter kort sagens faktum og resultatet af Skattestyrelsens afgørelser af 24. januar (…). Klageren fortæller, at han er samler, og at han har samlet igennem mange år. Klageren har blandt andet samlet på DVD’er, CD’er og bøger. Klageren fortæller, at størstedelen af de indsætninger, som Skattestyrelsen har konstateret på klagerens bankkonto, og som danner grundlag for Skattestyrelsens afgørelser, udgøres af salg af privat indbo, herunder frasalg af samleobjekter. Klageren fortæller, at han på et tidspunkt for nogle år siden begyndte at sælge ud af flere af de objekter, han ikke ønskede at samle på, men som han har fået med i handlen, når han har indkøbt samleobjekter. Desuden fortæller klageren, at han i forbindelse med flytning fra [by2] til [by3] har solgt ud af de ting, som han gennem tiden har samlet, da han ikke længere kunne have det opmagasineret eller have plads til det i sin nye bolig. I forbindelse med flytningen har klageren desuden også solgt ud af eksempelvis møbler. Salget af klagerens private indbo er ifølge klageren sket på DBA.dk. Klagerens repræsentant fortæller, at klageren og repræsentanten har kontaktet DBA med henblik på at indsamle dokumentation for salget på deres platform i form af de oprindelige annoncer. Klagerens repræsentant fortæller, at DBA ikke er i stand til at genskabe de nu slettede annoncer, hvoraf de første er indrykket i 2013. Klagerens repræsentant vil sende DBA’s svar til sagsbehandleren. Klagerens repræsentant understreger, at der er tale om salg af privat indbo, men at det er vanskeligt at dokumentere salg fra DBA, når annoncerne ikke længere er tilgængelige. Skattestyrelsen vurderer i sine afgørelser, at klageren som minimum har handlet groft uagtsomt ved at have drevet uregistreret virksomhed. Klagerens repræsentant er uenig i, at klageren skulle have handlet groft uagtsomt. Ifølge klagerens repræsentant er der tale om en oprigtig misforståelse af regler. Klagerens repræsentant tilføjer, at borgere tror, at et salg på DBA altid er skattefrit. Klageren og klagerens repræsentant fortæller, at Skattestyrelsen i opgørelsen af de erhvervsmæssige indtægter i indkomståret 2021 i øvrigt har medtaget indsætninger på klagerens bankkonto, som intet har med salg af privat indbo at gøre. Herunder nævnes konkret indtægter fra salg af børsnoterede aktier og beløb modtaget fra klagerens ekskone i form af tilskud til datters efterskoleophold. Der henvises til bilaget ”Oplysninger til sagen (pdf)”, der er vedlagt som bilag til bemærkning til sagen af 15. august 2025. Bilaget indeholder en liste over de indsætninger, der indgår i Skattestyrelsens forhøjelse i indkomståret 2021, men som ifølge klageren intet har med salg af privat indbo af gøre. Af listen fremgår det, at ud af Skattestyrelsens samlede forhøjelse af klagerens indkomst i 2021 på 284.234 kr. udgør 223.754,50 kr. salg af privat indbo. Klageren og klagerens repræsentant vil forsøge at indhente dokumentation for de indsætninger, der ikke udgør salg af privat indbo (differencen). …” Klagerens tidligere repræsentant har anført følgende ved indlæg af 3. september 2025: ”Argumentationsnotat – Møde i Skatteankestyrelsen (…) Mange mindre MobilePay-beløb og overførelser. Skattestyrelsens metode (at regne alt som erhverv) er for vidtgående. Skattestyrelsen nævner selv indbetalinger fra ”en masse forskellige personer”, hvilket underbygger det ikke er faste kunder, men enkeltstående DBA-handler. Momslovens § 3 kræver, at der drives selvstændig, vedvarende virksomhed. Skattestyrelsens har skønnet moms på alt, uden at vurdere realiteten for den enkelte transaktion. Skattestyrelsen kræver dokumentation for hvert salg. Skattestyrelsens skøn er for bredt, da en betydelig del af posteringerne fuldt kan afvises at være direkte erhverv (fx gaver, tilbagebetalinger, familiemedlemmers indbetalinger, spilgevinster, renteindtægt mv.) Skattestyrelsens skøn virker i det hele taget uproportionelt. Salg via DBA er vanskeligt at dokumentere, annoncer slettes, købere er privatpersoner, DBA gemmer ikke data. Skattestyrelsen mener, at der er handlet ”minimum groft uagtsomt” (SFL § 27) Der kan højst være tale om oprigtig misforståelse af reglerne – mange borgere tror, at DBA-salg altid er skattefrit. Ikke grundlag for at anse det som grov uagtsomhed og derfor ugyldig ekstraordinær ansættelse af moms for begge år.” Klagerens tidligere repræsentant har den 24. oktober 2025 telefonisk oplyst, at det kun er den af Skattestyrelsen opgjorte omsætning i klagerens uregistrerede virksomhed på 227.387 kr. (afrundet) ekskl. moms, der påklages. Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om Skattestyrelsen med rette har anset klageren for at have drevet uregistreret virksomhed, herunder hvorvidt indsætninger på klagerens bankkonto skal indgå som omsætning i uregistreret virksomhed. Retsgrundlaget Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Enhver skatteyder skal oplyse sin indkomst, uanset om denne er positiv eller negativ. Det følger af gældende skattekontrollovs § 2, stk. 1 (lov nr. 1535 af 19. december 2017). Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, påhviler det efter omstændighederne skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Der henvises til Højesterets dom af 10. oktober 2008, offentliggjort som SKM2008.905.HR, hvor Højesteret fandt, at der i et tilfælde, hvor der løbende over en længere periode blev indsat større beløb på sagsøgernes bankkonti, sammenholdt med de foreliggende oplysninger om sagsøgernes indtægtsforhold i de pågældende indkomstår, påhvilede sagsøgerne at godtgøre, at de indsatte beløb stammede fra beskattede midler. Der lægges i denne forbindelse vægt på, om skatteyderens forklaringer kan underbygges af objektive kendsgerninger. Det fremgår af Højesterets dom af 7. marts 2011, offentliggjort som SKM2011.208.HR. Hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 74, stk. 1 og 2. Begrebet selvstændig virksomhed er ikke defineret i skattelovgivningen, men indholdet af begrebet er fastlagt gennem praksis. Efter praksis fortolkes begrebet ens i alle skattemæssige relationer. Selvstændig erhvervsvirksomhed er kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå overskud. Virksomheden skal udøves nogenlunde regelmæssigt, og den må ikke være af helt underordnet karakter. Dette kan udledes af SKM2017.233.BR. Erhvervsdrivende skal ifølge skattekontrollovens § 6, stk. 2, nr. 1, indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat. Kravene til regnskabet fremgår af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 1296 af 14. november 2018) og årsregnskabsloven (lovbekendtgørelse nr. 395 af 25. maj 2009 med efterfølgende ændringer). Enhver erhvervsdrivende, der fører regnskab, har, hvad enten den pågældende ifølge lovgivningen er regnskabspligtig eller ej, pligt til på begæring af told- og skatteforvaltningen til denne at indsende sit regnskabsmateriale med bilag for såvel tidligere som for det løbende regnskabsår og andre dokumenter, der kan have betydning for skatteligningen, herunder for afgørelsen af skattepligt her til landet. Det fremgår af skattekontrollovens § 53, stk. 1. Regnskabet skal bl.a. være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab. Efterkommes anmodningen om regnskabsmateriale ikke, eller hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af skattekontrollovens § 74, jf. §§ 53, stk. 3, og 6, stk. 3. Kravene til den løbende bogføring og registrering fremgår af bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006). Af dagældende bogføringslovs §§ 7, stk. 3, og 9, stk. 1, fremgår følgende: ”§ 7 Stk. 3. Registreringerne skal, i det omfang det er nødvendigt efter virksomhedens art og omfang, afstemmes med beholdningerne, herunder kasse- og likvidbeholdninger. (...) § 9 Stk. 1. Enhver registrering skal dokumenteres ved bilag. Er der udstedt eksternt bilag, skal dette så vidt muligt benyttes. Bilag skal oplyse, hvad der er nødvendigt for at identificere kontrolsporet, herunder tydeligt angive transaktionsdato og beløb.” Som udgangspunkt kan salg af privat indbo ske skattefrit, jf. statsskattelovens § 5, litra a. Ved vurderingen af, hvorvidt der er tale om salg af privat indbo, lægges der vægt på objektive kendsgerninger. Dette kan udledes af Vestre Landsrets dom af 21. oktober 2013, offentliggjort i SKM2013.748.VLR. Gaver er som udgangspunkt skattepligtige i henhold til statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c. Det følger dog af statsskattelovens § 5, litra b, at gaver, der falder ind under afsnit II i boafgiftsloven, ikke henregnes til den skattepligtige indkomst. Af boafgiftslovens afsnit II følger det af § 22, at forældre og børn afgiftsfrit kan give gaver til hinanden, hvis gavernes samlede værdi inden for et kalenderår fra hver gavegiver ikke overstiger et reguleret grundbeløb på 58.700 kr. i 2010-niveau. I det omfang gavernes samlede værdi overstiger grundbeløbet, skal der betales 15 % i afgift. Dette følger af boafgiftslovens § 23, stk. 1. Gevinst ved afståelse af aktier medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven § 1, stk. 1. Personer skal medregne gevinst ved afståelse af aktier ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. aktieavancebeskatningslovens § 12. Det følger af personskattelovens § 4a, stk. 1, nr. 4, at fortjeneste efter aktieavancebeskatningslovens §§ 12-14 udgør aktieindkomst. Landsskatterettens begrundelse og resultat Landsskatteretten finder, at det påhviler klageren at godtgøre, at de indsatte beløb stammer fra allerede beskattede midler, eller midler, der ikke skal beskattes hos klageren. Der kan henvises til SKM2008.905.HR. Landsskatteretten har lagt vægt på klagerens lave lønindkomst fra [virksomhed1] på i alt 56.061 kr., og at indsætningerne på klagerens bankkonto udgør 284.234 kr. i indkomståret 2021. Desuden har Landsskatteretten lagt vægt på hyppigheden af indsætningerne, idet der er tale om 1.209 indsætninger. For så vidt angår indsætningen af 5. oktober 2021 på 1.571 kr. med teksten ”SALG.* [virksomhed3]”, finder Landsskatteretten, at der er tale om allerede beskattede midler. Landsskatteretten har lagt vægt på, at det af klagerens R75 fremgår, at klageren har realiseret en gevinst ved afståelse af aktier i indkomståret 2021 på 92 kr., og at det af Skattestyrelsen er bekræftet, at klageren er blevet beskattet af aktieindkomst på 92 kr. hidrørende fra salg af aktier i [virksomhed3]. Landsskatteretten finder desuden, at hævningen af 4. juni 2021 på 60 kr. skal fratrækkes omsætningen i klagerens uregistrerede virksomhed. Landsskatteretten finder det sandsynliggjort, at hævningen udgør tilbagebetaling af omsætning i forbindelse med en returnering. Landsskatteretten har lagt vægt på, at der på klagerens konto fremgår en indsætning på et tilsvarende beløb modtaget samme dag, og at der er sammenfald i navnene i overførselsteksterne. Landsskatteretten finder, at klageren ikke har godtgjort, at de resterende indsætninger på klagerens bankkonto, svarende til 282.603 kr. (284.234 – 1.571 – 60), stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller er midler, der ikke skal beskattes hos klageren. For så vidt angår indsætningerne af 4. januar, 29. april og 31. maj 2021 på hver 1.000 kr. samt indsætningen af 6. april 2021 på 700 kr., hvoraf overførselsteksten ”MobilePay [person6]” fremgår, finder Landsskatteretten, at klageren ikke har godtgjort, at indsætningerne udgør bidrag fra klagerens ekskone til dækning af udgifter til efterskole. Landsskatteretten har lagt vægt på, at klagerens bemærkninger i indlægget af 15. august 2025 og klagerens bilag, herunder den fremlagte SMS-korrespondance mellem klageren og klagerens ekskone, kun vedrører indsætningen på 1.000 kr. af 4. januar 2021 og ikke er understøttet af dokumentation eller af andre objektive kendsgerninger. Landsskatteretten finder for så vidt angår de øvrige indsætninger på klagerens bankkonto, at klageren ikke har godtgjort, at disse udgøres af salg af privat indbo, overførsler fra datter, lillesøster, daværende kæreste og flere navngivne personer, overførsler fra [virksomhed1] og fra egen PayPal-konto, mellemregning og renter. Der er lagt vægt på, at klagerens forklaringer ikke er understøttet af dokumentation eller af andre objektive kendsgerninger. Særligt for så vidt angår den daværende kæreste, er der henset til, at det ikke af klageren er sandsynliggjort, at der er tale om interne overførsler mellem klageren og klagerens daværende kæreste. Den fremlagte e-mail fra DBA godtgør ikke, at der er tale indsætninger på klagerens bankkonto, der hidrører fra salg af privat indbo. Klagerens bemærkninger i indlægget af 15. august 2025 inklusive bilag kan ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen med rette har anset klageren for at have drevet uregistreret virksomhed i indkomståret 2021, og at indsætningerne på klagerens bankkonto skal anses som værende omsætning i virksomheden. Ved vurderingen af, om klageren har drevet uregistreret virksomhed, har Landsskatteretten lagt vægt på indsætningernes hyppighed, de enkelte beløb og den samlede størrelse af de konstaterede indsætninger. Der er endvidere lagt vægt på, at der er modtaget en betydelig mængde MobilePay-indbetalinger på enkelte dage, hvilket ligeledes taler for erhvervsmæssig karakter. Idet de resterende indsætninger, svarende til 282.603 kr. inkl. moms, må anses for indkomst fra erhvervsmæssig virksomhed, og da denne indkomst ikke er oplyst, finder Landsskatteretten, at klagerens indkomst kan fastsættes skønsmæssigt. Landsskatteretten finder herefter, at virksomhedens omsætning kan opgøres med udgangspunkt i de indsætninger, der er konstateret på klagerens bankkonto. Landsskatteretten nedsætter herefter omsætningen i klagerens uregistrerede virksomhed med 1.631 kr. inkl. moms (1.571 + 60) i indkomståret 2021 fra 284.234 kr. inkl. moms til 282.603 kr. inkl. moms, svarende til 226.082 kr. (afrundet) ekskl. moms.