Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 25-0017207

Fuld skattepligt ophørt ved fraflytning til USA

Skatteyder fik medhold
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
19. marts 2026
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen omhandler en klager, der fraflyttede Danmark til USA med sin familie og udlejede sin danske lejlighed tidsbegrænset. Skattestyrelsen fastholdt fuld skattepligt, da lejligheden ikke var udlejet uopsigeligt i mindst tre år, og klageren dermed fortsat havde bolig til rådighed. Klageren argumenterede for, at den fulde skattepligt var ophørt ved udrejsen, idet lejligheden var forsøgt solgt, og familien havde etableret sig i USA med arbejde og bolig. Landsskatteretten fandt, at den fulde skattepligt var ophørt ved fraflytningen, idet der blev lagt vægt på visum, ansættelse i USA, salgsforsøg af den danske lejlighed, og familiens etablering i USA.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Henviser til

  • SKM2014.808.LSR
  • TfS 1992.316

Fuldtekst

Journalnr. 25-0017207 Skattestyrelsen har anset klageren for at være fuldt skattepligtig til Danmark Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse og anser klageren for at være begrænset skattepligtig til Danmark. Faktiske oplysninger Bopælsoplysninger Det fremgår af oplysninger fra Det Centrale Personregister (CPR-registreret), at klageren er udrejst den 1. juli 2024 til USA. Klagerens ægtefælle og dennes to børn er tillige udrejst. Klageren og dennes familie er fraflyttet lejligheden, [adresse1], [by1] den 6. februar 2023, hvorefter klageren og dennes familien flyttede til [by2]. Repræsentanten har i supplerende oplysninger af 14. november 2025 oplyst følgende om familiens flytningen til [by2]: ”… For såvidt angår flytning til [by2] skyldtes dette alene, at sønnen [person1] var elev på [...] i [by3] og at det var besværligt at køre fra [adresse1] [by1] til [by3], hvorfor familien flyttede til [by2], hvorved man også undgik myldretidstrafikken i [by1] (se vedlgte mail af 29. oktober 2025). …” Udlejning af lejligheden [adresse1], [by1] Lejligheden [adresse1], [by1], er fra den 1. maj 2024 udlejet. Af lejekontraktens § 11. Særlige vilkår fremgår: ”1 – Nærværende lejemål er en tidsbegrænset lejeaftale, som begynder 01.05.2024 og forsætter indtil ophørelsen den 30.04.2025. … 11 – Det er aftalt at lejligheden bliver udlejet møbleret med følgende møbler og materialer inkluderet. Liste er udarbejdet i separat dokument, som bilag til §11. Dokumentet er gennemgået mellem lejer og udlejer og underskrevet af begge parter. …” Lejekontrakten er alene underskrevet af lejer. Det fremgår af adresseoplysninger fra CPR-registreret, at lejeren er flyttet ind på adressen den 1. maj 2024. Følgende fremgår af klagerens oplysninger: ”… We lived in our purchased apartment i.e. [adresse1] for almost 5 years from 2016-2022. However, due to school distance, we had to move to a rented apartment in [by2], where we are currently living till June 2024. When we decided to leave Denmark for a job offer in the USA, we tried our level best to sell our apartment and kept it empty for almost three months for [virksomhed1] to show it to the customers. But we couldn't get the right price. Hence, since May 2024, we decided to give our apartment for rent (rental contract attached). We would still want to sell this apartment and [virksomhed1].dk is continuously looking for the customer. Our intention is to be free from any income generated from Denmark as we will be staying in the USA for a long time. …” Formidlingsaftale Klageren har fremlagt en formidlingsaftale om salg. Aftalen er indgået mellem klageren og [virksomhed1]. Formidlingsaftalen er dateret den 3. marts 2025. Det fremgår af afsnit 5. Formidlingsaftalens varighed, herunder opsigelse og misligeholdelse, at formidlingsaftalen er gældende i 6 måneder fra aftalens indgåelse. Formidlingsaftalen er underskrevet af klageren den 4. marts 2025 og af mægleren den 6. marts 2025. Klageren har tidligere forsøgt at sælge lejligheden jf. indgået formidlingsaftale af 1. marts 2024. Blanket til Skattestyrelsen Klageren har fremlagt blanket ”Information to the Danish Tax Agency about residence etc. when leaving Denmark. Blanketten er ikke underskrevet af klageren. Det fremgår af blanketten, at klagerens ”date of departure” er den 2. juli 2024 Klageren har svaret ja til spørgsmålet ”Do you still own/rent a residence in Denmark while you are staying abroad” Endvidere har klageren svaret ja til ”If you have a home, please state ehetjer you rent it out while you are staying abroad” Klageren har oplyst perioden til ”01/05/2024 to 01/05/2025. Desuden har klageren svaret ja til ”Do you agree that you still subject to full tax liability to Denmark after you have left Denmark” Skatteankestyrelsen har i brev af 28. oktober 2025 indkaldt yderligere materiale i sagen. Klagerens repræsentant har fremsendt en bekræftelse fra [virksomhed2] dateret den 18. oktober 2025, hvoraf fremgår, at klageren pr. 1. august 2024 er ansat som ”Industry Consultant” med ”Work Location” [adresse2], [USA]. Endvidere er der fremlagt en lejekontrakt for perioden 1. august 2025 til den 31. juli 2026 vedrørende tidsbegrænset leje af en lejlighed i [USA]. Lejekontrakten er underskrevet af klagerens og dennes ægtefælle den 1. juli 2025. Klagerens repræsentant har desuden fremlagt ”VISA United States of America” gældende for perioden 25. april 2024 til 31. marts 2027. Desuden har klagerens repræsentanten fremlagt en underskrevet købsaftale vedrørende salget af [adresse1], [by1]. Købsaftalen er underskrevet af køber den 22. juli 2025. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har anset klageren for fuldt skattepligtig til Danmark jf. kildeskattelovens § 1, stk.1, nr. 1, idet klageren har bolig til rådighed i Danmark. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”Du har udfyldt Skattestyrelsens blanket i forbindelse med, at du er flyttet til USA den 2. juli 2024. Da der på nuværende tidspunkt ikke er modtaget dokumentation fra de amerikanske skattemyndig­heder - bopæls- og skatteattest 6166 vedrørende skattemæssigt hjemsted - fremsendes afgørelsen nu. Når dokumentationen forligger vil skattepligten optages på ny, Skattestyrelsen har afgjort, at din fulde skattepligt til Danmark er bevaret. Du har bolig til rådig efter Kildeskattelovens § 1 stk. 1 nr. 1. Begrundelse Din bolig på adressen [adresse1] [by1] er udlejet fra 1/5-24 til 30/4-2025 ifølge lejekontrakten. Din bolig er ikke udlejet uopsigelig fra din (udlejers) side i mindst 3 år. Reglerne står i kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Se også Den juridiske vejledning, afsnit C.F.1.2.3 Hvornår ophører skattepligten ved fraflytning?. Der er indsendt den 24. oktober 2024 en formidlingsaftale fra [virksomhed1] pr. 1. marts 2024 om salg af bolig på adressen [adresse1] [by1]. Men på boligsiden.dk fremgår det, at boligen ikke er sat til salg. … I det indsendte brev fra den 24. oktober 2024 fra revisor fremgår der: Det forventes ikke, at ægtefællerne vil vende tilbage til Danmark. Udlejning af lejligheden er ikke tidsbegrænset og vil i henhold til lejelovens beskyttelsesregler ikke kunne opsiges af udlejer. Så snart lejligheden er fri for lejemål vil den kunne sælges. Du er fuldt skattepligtig til Danmark, fordi du stadig har en helårsbolig til rådighed i Danmark, ef­ter du er flyttet fra landet. Din indkomstopgørelse skal omfatte alle dine indtægter - derfor også indkomst fra udlandet efter statsskattelovens § 4. Det gælder også, rom du ikke skal betale dansk skat af de indtægter, du har haft i udlandet. …” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 6. maj 2025 udtalt følgende: ”Der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen. …” Klagerens opfattelse Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren ikke er fuldt skattepligtig til Danmark efter den 1. juli 2024. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”… Der skal henvise til vores skrivelse af 7. januar 2025 og 24. oktober 2024 (med bilag), hvoraf fremgår at vores klienter er udrejst til USA og grundene til, at vi er af den opfattelse, at der alene kan statueres begrænset skattepligt efter udrejsen af den udlejede bolig. Den udlejede lejlighed er nu udbudt til salg efter, at lejeren har opsagt sit lejemål. Der vedlægges genpart af formidlingsaftale med [virksomhed1] dateret 3. marts 2025 og underskrevet via Penneo den 4. marts 2025. Endvidere vedlægges genpart af US Tax Return for [klager] for 2024. For god ordens skyld er reglerne i USA, at der først efter mere end 6 måneders ophold i USA vil kunne udstedes formular 6166, hvilket betyder, at denne formular først kan udstedes i forbindelse med indgivelse af US Tax Return for 2025, hvilket sagsbehandleren i Skattestyrelsen burde være klar over. [person2] har ikke arbejdstilladelse i USA og har derfor ingen indtægt. På grundlag af ovennævnte samt det vedlagte materiale er det vores klienters opfattelse, at deres fulde skattepligt er ophørt pr. udrejsetidspunktet den 1. juli 2024. Såfremt Skatteankestyrelsen ikke er enig i vores og vore klienters skattepligtig status som begrænset skattepligtige fra 1. juli 2024, skal vi venligst anmode dem at rette henvendelse direkte til os. …” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klagerens repræsentant har ikke fremsat bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse. Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klagerens repræsentant har den 14. november 2025 fremsat følgende supplerende bemærkninger. ” Sagens faktum er følgende: Vores klient udrejser 1. juli 2024. På dette tidspunkt opgives adressen i [by2] og lejligheden i [adresse1] er udlejet. Forsøg på at sælge lejligheden er ikke mulig, idet denne er lejet ud og kan ifølge lejeloven ikke opsiges. Vores klient har fra 1. august 2024 været ansat i [virksomhed2] (se bekræftelse fra [virksomhed2]). Vores klient har fra 1. august 2024 lejet lejlighed på [adresse3], [USA] (se vedlagte lejekontakt) Lejer i [adresse1] fraflytter og ny lejer flytter ind 1. maj 2024 (se vedlagte kontrakt) Da lejer i [adresse1] formentlig ikke vil forlænge lejeforholdet indgås formidlingsaftale med [virksomhed1] (er tidligere fremsendt som bilag med vores skrivelse af 25. april 2025). Købsaftale indgås med overtagelsesdag 1. oktober 2025 underskrevet via Penneo den. 22. juli 2025 (se vedlagte). Som beskrevet udrejste hele familien den 1. juli 2024 til USA, hvor den første måned blev benyttet til at finde bolig samt iøvrigt at vænne sig til de nye forhold. [klager] er indisk statborger (se vedlagte kopi af pas) ligesom hustruen. Deres tilknytning til Danmark beroede alene i et specialist job i [virksomhed3], idet hele den øvrige familie og slægtninge alle er bosiddende udenfor Danmark. Ægteparret har således ingen bopæl til rådighed efter udrejsen og kan ikke vende tilbage til Danmark, da de hverken har opholds- eller arbejdstilladelse efter udrejsen. Vores klient har opholds- og arbejdstilladelse i USA foreløbig til 31. marts 2027 (se vedlagte genpart af Visa). … På bagrund af ovennævnte er det vores klients opfattelse, at den fulde skattepligt ophørte ved udrejsen den 1. juli 2024 og at der herefter og ind til salg af lejligheden alene er tale om begrænset skattepligt. Såfremt Skattestyrelsen ikke er enig i ovenstående, skal vi venligst anmode om en forhandling, ligesom henvendelse bedes rettet direkte til undertegnede. …” Landsskatterettens afgørelse Landsskatteretten skal tage stilling til om klageren fortsat har rådighed over en helårsbolig i Danmark efter sin udrejse til USA den 2. juli 2024 eller om den fulde skattepligt til Danmark er ophørt, hvorefter klageren alene er begrænset skattepligtig til Danmark. Retsgrundlaget Af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1), fremgår: ”§ 1 Stk. 1. Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler: 1) personer, der har bopæl her i landet,” Det følger af Højesterets dom af 3. juni 1992, offentliggjort i TfS 1992, 316, at den fulde skattepligt til Danmark var bevaret, da sagsøgeren har haft en helårsbolig til disposition alene begrænset af udlejninger med uopsigelighed af kortere varighed end 3 år, og da sagsøgeren ikke har godtgjort, at der har foreligget særlige omstændigheder, som baggrund for den fortsatte rådighed. Det følger af Landsskatterettens afgørelse af 28. august 2014, offentliggjort som SKM2014.808.LSR, at klageren havde udlejet sin andelsbolig tidsbegrænset i 2 år, og indgået aftale om ansættelse ved et universitet i USA for en 3-årig periode. Landsskatteretten fandt, at hun havde opgivet sin bopæl her i landet i forbindelse med fraflytning til USA, idet det blev tillagt vægt, at andelsboligen ifølge vedtægterne maksimalt kunne udlejes i 2 år, og at lejligheden efterfølgende blev solgt. Den fulde skattepligt til Danmark var derfor for ophørt ved fraflytningen. Landsskatterettens begrundelse og resultat Det følger af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, at pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler personer, der har bopæl her i landet. Ved skattepligtens ophør er det afgørende, om personen har besvaret rådighed over en bolig i Danmark. Bopælsbegrebet i kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, er et mere vidtfavnende begreb end blot det at have bolig. Bopælsbegrebet omfatter således den skattepligtiges tilknytningsforhold i en bredere forstand. Vurderingen foretages på grundlag af en samlet bedømmelse, hvori indgår både objektive og subjektive kriterier. Ud fra de foreliggende oplysninger finder Landsskatteretten, at klagerens fulde skattepligt til Danmark ophørte ved klagerens flytning til USA den 2. juli 2024. Retten lægger vægt på, at der er fremlagt visum til USA gældende i tre år fra den 25. april 2024, at klagerens arbejdsgiver - [virksomhed2] i USA - i brev af 18. oktober 2025, har bekræftet klagerens ansættelse pr. 1. august 2024, og at arbejdet må have forudsat klagerens tilstedeværelse i USA. Desuden er der lagt vægt på, at ægtefællerne forud for flytningen forsøgte at sælge lejligheden i Danmark, og efter at have lejet lejligheden ud i 12 måneder, solgte lejligheden den 22. juli 2025, og at klageren ikke på noget tidspunkt efter flytningen kan have anvendt lejligheden. Endelig er der lagt vægt på, at klageren er flyttet til USA sammen med sin ægtefælle og to børn, og at ægtefællerne har lejet en lejlighed i [USA] fra den 1. august 2025 gældende for 12 måneder. Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse og anser klageren for at være begrænset skattepligtig til Danmark.

Fuld skattepligt ophørt ved fraflytning til USA (jnr. 25-0017207) · skattewiki.dk