Momsfradrag og elafgift: Ugyldighed og skønsmæssige fradrag

Journalnr. 25-0009544 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Skattestyrelsens afgørelse er ugyldig - Ja Nej Afgiftsperioden 1. maj 2016 til 30. juni 2016: Fradrag for købsmoms 0 kr. 26.083 kr. Forhøjes til 64 kr. Genopkrævning af elafgift 7.400 kr. 0 kr. Stadfæstelse Afgiftsperioden 30. juni 2016 til 31. december 2016: Fradrag for købsmoms 1.022 kr. 78.250 kr. Stadfæstelse Genopkrævning af elafgift 22.201 kr. 0 kr. Stadfæstelse Afgiftsperioden 1. januar 2017 til 30. juni 2017: Fradrag for købsmoms 14.098 kr. 78.250 kr. Stadfæstelse Yderligere godtgørelse af elafgift 6.191 kr. 0 kr. Stadfæstelse Afgiftsperioden 30. juni 2017 til 31. december 2017: Fradrag for købsmoms 11.795 kr. 78.250 kr. Stadfæstelse Yderligere godtgørelse af elafgift 2.120 kr. 0 kr. Stadfæstelse Afgiftsperioden 1. januar 2018 til 30. juni 2018: Fradrag for købsmoms 4.851 kr. 78.250 kr. Stadfæstelse Genopkrævning af elafgift 12.488 kr. 0 kr. Stadfæstelse Afgiftsperioden 30. juni 2018 til 31. december 2018: Fradrag for købsmoms 7.277 kr. 78.250 kr. Stadfæstelse Genopkrævning af elafgift 30.634 kr. 0 kr. Stadfæstelse Afgiftsperioden 1. januar 2019 til 30. juni 2019: Fradrag for købsmoms 11.865kr. 78.250 kr. Stadfæstelse Yderligere godtgørelse af elafgift 3.663 kr. 0 kr. Stadfæstelse Afgiftsperioden 30. juni 2019 til 20. november 2019: Fradrag for købsmoms 10.691 kr. 52.738 kr. Stadfæstelse Genopkrævning af elafgift 5.470 kr. 0 kr. Stadfæstelse Faktiske oplysninger Skattestyrelsen traf ved afgørelser af 30. juni 2020 afgørelse om skat, indeholdelse og moms for klageren. Afgørelsen af 30. juni 2020 blev påklaget til Skatteankestyrelsen, og Landsskatteretten traf afgørelser den 14. juni 2024. Landsskatteretten fandt ved afgørelse af 14. juni 2024 med sagsnummer [sag1], vedrørende klagerens skatteansættelse, at klageren i den kontrollerede periode fra den 1. maj 2016 til den 20. november 2019 drev virksomheden [virksomhed1] med CVR-nummer [...1]. [virksomhed1] var ved Det Centrale Virksomhedsregister registreret som en forening. [virksomhed1] var beliggende [adresse1], [by1]. Skattestyrelsen havde i afgørelsen af 30. juni 2020 opgjort et skønsmæssigt fradrag for købsmoms og skønsmæssig godtgørelse af elafgift. Landsskatteretten hjemviste ved afgørelse af 14. juni 2024 med sagsnummer [sag2] vurderingen af, om der var grundlag for fradrag for købsmoms og godtgørelse af elafgift på baggrund af konkrete, fremlagte bilag til Skattestyrelsen. Skattestyrelsen traf afgørelse i den hjemviste sag den 31. juli 2024, hvor Skattestyrelsen godkendte fradrag for købsmoms og godtgørelse af elafgift i overensstemmelse med de i sagen fremlagte bilag. Skattestyrelsen havde forud for afgørelsen den 31. juli 2024 sendt forslag til afgørelse den 8. juli 2024. Forslag og afgørelse blev begge sendt til klageren personligt. Konkret godkendte Skattestyrelsen fradrag for købsmoms af udgifter til fakturaer fra [virksomhed2] og [virksomhed3] i 2. halvår 2016, [virksomhed4] i 1. halvår 2017, [virksomhed4] og [virksomhed5] i 2. halvår 2017, [virksomhed5] i 1. halvår 2018, [virksomhed6], [virksomhed2] og [virksomhed5] i 2. halvår 2018, [virksomhed6] og [virksomhed5] i 1. halvår 2019 og [virksomhed7], [virksomhed6] og [virksomhed5] i 2. halvår 2019. Der er ikke fremlagt bilag relateret til købsmomsfradrag for 1. halvår 2016. Udover bilag godkendt af Skattestyrelsen, havde klageren fremlagt nedenstående to bilag i forbindelse med den oprindelige sagsbehandling, som ikke er indeholdt i Skattestyrelsens afgørelse. En faktura fra [virksomhed8] af den 13. maj 2016, adresseret til klageren på adressen [adresse2], [by1], og med angivelse af at kunden var klagen med adressen [adresse3], [by2], som er klagerens privatadresse. Fakturaen vedrørte abonnement for perioden 1. juni 2016 til 30. juni 2016 og med forfald den 27. maj 2016. Moms fremgår af bilaget til 63,60 kr. En rykker for præmien for glasforsikring fra [virksomhed9] A/S af 28. december 2017 på 1.999,75 kr., inkl. rykkergebyr og opkrævningsgebyr, uden angivelse af moms. Bilaget angiver, at forsikringen vedrører glasforsikring på [adresse1] Skattestyrelsen godkendte godtgørelse af elafgift i henhold til de af klageren fremlagte bilag fra [virksomhed4] og [virksomhed5] for el leveret til adressen [adresse2] [by1]. Klageren har ikke fremlagt bilag for el fra perioderne 1. og 2. halvår 2016. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har godkendt fradrag for købsmoms og godtgørelse af elafgift på baggrund af konkret fremlagte fakturaer, og Skattestyrelsen har samtidig nægtet fradrag for skønsmæssigt ansat købsmoms og godtgørelse af elafgift. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”… Købsmoms … 1.3. Vores begrundelse og bemærkninger Købsmoms kan ifølge momslovens § 37 stk. 1 fratrækkes, når udgiften er afholdt ved køb af varer og ydelser, der er bestemt til virksomhedens momspligtige salg. Det fremgår af momsbekendtgørelsens § 83, Landsskatteretsdom SKM2021.456.LSR og Den juri­diske vejledning D.A.11.1, at det er en forudsætning for fradrag for købsmoms, at der foreligger bilagsdokumentation, hvoraf købsmomsen fremgår. 2016 Købsmoms for 2016 er skønsmæssigt opgjort til 104.333 kr. i afgørelse af 30. juni 2020. 1. halvår 2016 Købsmoms for 1. halvår 2016 er skønsmæssigt opgjort til 26.083 kr. Der er ikke fremsendt dokumentation for udgifter afholdt i 1. halvår 2016. Købsmoms vil derfor blive tilbageført med 26.083 kr. ifølge momslovens § 37 stk. 1. 2. halvår 2016 Købsmoms for 2. halvår 2016 er skønsmæssigt opgjort til 78.250 kr. Der er fremlagt dokumentation for følgende afholdte udgifter til købsmoms. Der er for 2. halvår 2016 fremlagt dokumentation for: Faktura [virksomhed2] 987,00 kr. moms 246,75 kr. Faktura [virksomhed3] 3.100,55 kr. moms 775,14 kr. Købsmoms i alt 1.021,89 kr. Der vil, ud fra disse bilag, blive godkendt momsfradrag med 1.022 kr. ifølge momslovens § 37 stk. 1. Købsmoms for 2. halvår 2016 ændres med (78.250 - 1.022 kr.) 77.228,00 kr. 2017 Købsmoms for 2017 er skønsmæssigt opgjort til 156.500 kr. i afgørelse af 30. juni 2020. 1. halvår Købsmoms for 1. halvår 2017 er skønsmæssigt opgjort til 78.250 kr. Der er for 1. halvår 2017 fremlagt dokumentation for: [virksomhed4] 1.12.2016-28.2.2017 Elforbrug 3.411,31 kr. moms 246,75 kr. Distribution 15.984,63 kr. moms Gebyr 20,00 kr. moms 5,00 kr. [virksomhed4] 1.3.2017-31.5.2017 Elforbrug 2.792,74 kr. moms 698,19 kr. Distribution 16.028,38 kr. moms 4.007,09 kr. Gebyr 28,00 kr. moms 7,00 kr. [virksomhed4] 1.6.2017-31.8.2017 Elforbrug 2.504,68 kr. moms 626,17 kr. Distribution 15.593,93 kr. moms 3.898,48 kr. Gebyr 28,00 kr. moms 7,00 kr. Købsmoms 1. halvår 2017 moms 14.097,91 kr. Der vil ud fra disse bilag blive godkendt momsfradrag med 14.098 kr. ifølge momslovens § 37 stk. 1. Købsmoms for 1. halvår 2016 ændres med (78.250 - 14.098 kr.) 64.152,00 kr. 2. halvår Købsmoms for 2. halvår 2017 er skønsmæssigt opgjort til 78.250 kr. Der er for 2. halvår 2017 fremlagt dokumentation for: [virksomhed4] årsopgørelse 21.8.2016-12.8.2017 Elforbrug (i alt 11.799,48 kr. ekskl. Moms) 3.090,75 kr. moms 772,69 kr. Heraf fratrukket tidligere (3.411,31+2.792,74+2.504,68 kr.) Distribution (i alt 67.761,67 kr. ekskl. moms) 20.154,73 kr. moms 5.038,68 kr. Heraf fratrukket tidligere . (15.984,63+16.028,38+15.593,93 kr.) [virksomhed5] 13.8.2017-30.11.2017 Elforbrug 3.777,82 kr. moms 944,46 kr. Distribution 20.129,30 kr. moms 5.032,33 kr. Gebyr 28,00 kr. moms 7,00 kr. Købsmoms 2. halvår 11.795,16 kr. Der vil ud fra disse bilag blive godkendt momsfradrag med 11.795 kr. ifølge momslovens § 37 stk. 1. Købsmoms 2. halvår 2017 ændres med (78.250 - 11.795 kr.) 66.455,00 kr. 2018 Købsmoms for 2018 er skønsmæssigt opgjort til 156.500 kr. i afgørelse af 30. juni 2020. 1. halvår Købsmoms for 1. halvår 2018 er skønsmæssigt opgjort til 78.250 kr. Der er for 1. halvår 2018 fremlagt dokumentation for: [virksomhed5] 1.12.2017-28.2.2018 Elforbrug 3.214,44 kr. moms 803,61 kr. Distribution 15.814,80 kr. moms 3.953,70 kr. Gebyr 28,00 kr. moms 7,00 kr. [virksomhed5] 1.3.2018-31.5.2018 El abonnement 69,60 kr. moms 17,40 kr. Netabo C forbrug skabelon 75,00 kr. moms 18,75 kr. Gebyr 28,00 kr. moms 7,00 kr. [virksomhed5] 1.6.2018-31.8.2018 El abonnement 69,60 kr. moms 17,40 kr. Netabo C forbrug skabelon 75,00 kr. moms 18,75 kr. Gebyr 28,00 kr. moms 7,00 kr. Købsmoms 1. halvår moms 4.850,61 kr. Der vil ud fra disse bilag blive godkendt momsfradrag med 4.851 kr. ifølge momslovens § 37 stk. 1. Købsmoms 1. halvår ændres med (78.250 - 4.851 kr.) 73.399,00 kr. 2. halvår Købsmoms for 2. halvår 2018 er skønsmæssigt opgjort til 78.250 kr. Der er for 2. halvår 2018 fremlagt dokumentation for: [virksomhed6] ordre 67939 520,00 kr. moms 130,00 kr. [virksomhed6] ordre 68337 (annulleret) [virksomhed6] ordre 68368 720,00 kr. moms 180,00 kr. [virksomhed6] ordre 70396 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] ordre 70969 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] ordre 71606 520,00 kr. moms 130,00 kr. [virksomhed6] ordre 71699 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed2] 1.067,00 kr. moms 266,75 kr. [virksomhed5] årsopgørelse 1.9.2017-23.8.2018 Elforbrug (i alt ekskl. moms 3.828,98 kr.) -3.163,28 kr. moms -790,82 kr. Fratrukket i perioden (7.777,82+3.214,44 kr.) Distribution (i alt ekskl. moms 16.284,87 kr.) -19.659,23 kr. moms -4.914,81 kr. Fratrukket i perioden . (20.129,30+15.814,80 kr.) [virksomhed5] 24.8.2018-30.11.2018 Elforbrug 4.404,15 kr. moms 1.101,04kr. Distribution 13.939,74 kr. moms 3.484,93 kr. [virksomhed5] 13.9.2018-28.2.2019 Aconto 35.606,36 kr. . Opgørelse 24.8-13.9.18 -7.967,79 kr. . Opkrævet 27.638,57 kr. moms 6.909,64 kr. Købsmoms 1. halvår moms 7.276,73 kr. Der vil ud fra disse bilag blive godkendt momsfradrag med 7.277 kr. ifølge momslovens § 37 stk. 1. Købsmoms 2. halvår 2018 ændres med (78.250 — 7.277 kr.) 70.973,00 kr. 2019 Købsmoms for 2019 er skønsmæssigt opgjort til 130.988 kr. i afgørelse af 30. juni 2020. 1. halvår Købsmoms for 1. halvår 2019 er skønsmæssigt opgjort til 78.250 kr. Der er for 1. halvår 2019 fremlagt dokumentation for: [virksomhed6] 72355 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 72873 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 73391 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 73831 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 74429 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 75070 (annulleret) [virksomhed6] 75078 728,00 kr. moms 182,00 kr. [virksomhed6] 75426 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 76041 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 76639 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 77568 1.300,00 kr. moms 325,00 kr. [virksomhed6] 77881 1.496,00 kr. moms 374,00 kr. [virksomhed6] 78073 1.273,54 kr. moms 318,39 kr. [virksomhed6] 78605 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 78822 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 79673 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 80240 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 81003 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 81794 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 82309 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 82617 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed5] 1.5.2019-31.5.2019 Aconto 4.566,61 kr. . Opgørelse 6.911,22 kr. . Opkrævet 11.477,83 kr. moms 2.869,46 kr. [virksomhed5] 1.6.2019-31.8.2019 Aconto 12.552,48 kr. . Opgørelse 1.992,34 kr. . Opkrævet 14.544,82 kr. moms 3.636,20 kr. Købsmoms 1. halvår moms 11.865,05 kr. Der vil ud fra disse bilag blive godkendt momsfradrag med 11.865 kr. ifølge momslovens § 37 stk. 1. Købsmoms for 1. halvår 2019 ændres med (78.250 - 11.865 kr.) 66.385,00 kr. 2. halvår Købsmoms for 2. halvår 2019 er skønsmæssigt opgjort til 52.738 kr. i afgørelse af 30. juni 2020. Der er for 2. halvår 2019 fremlagt dokumentation for: [virksomhed7] 1.9.2019-30.9.2019 318,00 kr. moms 63,60 kr. [virksomhed6] 83130 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 83346 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 83953 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 84657 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 85110 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 85389 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 85948 (annulleret) [virksomhed6] 85950 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 86561 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 86879 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 87667 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 87817 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 88791 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 89317 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 89750 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 90002 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 90654 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 91478 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed6] 91942 1.040,00 kr. moms 260,00 kr. [virksomhed5] 27.8.2019-30.11.2019 Aconto 15.773,97 kr. . Opgørelse 8.017,29 kr. . Opkrævet 23.791,26 kr. moms 5.947,82 kr. Købsmoms 1. halvår moms 10.691,24 kr. Der vil udover disse bilag blive godkendt momsfradrag med 10.691 kr. ifølge momslovens § 37 stk. 1. Købsmoms for 2. halvår 2019 ændres med (52.738 - 10.691 kr.) 42.047,00 kr. … 2. Elafgift … 2.3. Vores begrundelse og bemærkninger Landsskatteretten har i afgørelse af 14. juni 2024 hjemvist opgørelsen af elafgift til fornyet be­handling, idet der er fremkommet yderligere bilagsmateriale, som Skattestyrelsen ikke tidligere har taget stilling til. Det fremgår af elafgiftslovens § 11 stk. 1, at momspligtige virksomheder kan fratrække elafgift. Ifølge elafgiftslovens § 11 stk. 15 (dagældende lovbekendtgørelse) er det en forudsætning for at få refunderet elafgift, at virksomheden fremlægger dokumentation for det faktiske forbrug af el. 2016 Elafgift for 2016 er skønsmæssigt opgjort til (33.600 kWh å 88,1 øre) 29.602 kr. i afgørelse af 30. juni 2020. Der er ikke fremlagt dokumentation for afholdte udgifter til elafgift for 2016. Elafgift for 1. halvår 2016 vil blive genopkrævet med 7.400 kr. ifølge elafgiftslovens § 11 stk. 1 og stk. 15 (dagældende lovbekendtgørelse). Elafgift for 2. halvår 2016 vil blive genopkrævet med 22.201 kr. ifølge elafgiftslovens § 11 stk. 1 og stk. 15 (dagældende lovbekendtgørelse). 2017 Elafgift for 2017 er skønsmæssigt opgjort til (50.400 kWh å 90,6 øre) 45.662 kr. i afgørelse af 30. juni 2020. 1. halvår 2017 Elafgift for 1. halvår 2017 er skønsmæssigt opgjort til 22.831 kr. Der er fremlagt dokumentation for følgende forbrug af el og afregning af elafgift: [virksomhed4] 1.12.2016-28.2.2017 (aconto) Forbrug 10.555 kWh Elafgift 9.514,28 kr. Godtgørelse 9.472 kr. [virksomhed4] 1.3.2017-31.5.2017 (aconto) Forbrug 10.789 kWh Elafgift 9.817,99 kr. Godtgørelse 9.775 kr. [virksomhed4] 1.6.2017-31.8.2017 (aconto) Forbrug 10.789 kWh Elafgift 9.817,99 kr. Godtgørelse 9.775 kr. Elafgift 1. halvår i alt 29.022 kr. Elafgift 1. halvår 2017 godskrives med yderligere (22.831 - 29.022 kr.) 6.191 kr. ifølge elafgiftslovens § 11 stk. 1 og stk. 15 (dagældende lovbekendtgørelse). 2. halvår 2017 Elafgift for 2. halvår 2017 er skønsmæssigt opgjort til 22.831 kr. Der er fremlagt dokumentation for følgende forbrug af el og afregning af elafgift: [virksomhed4] 21.8.2016-12.8.2017 Årsopgørelse Forbrug 45.919 kWh Elafgift 41.331,69 kr. Godtgørelse 41.207,71 kr. Godtgjort tidligere: (10.555+10.789+10.789) (9.514,28+9.817,99+9.817,99) (9.472+9.775+9.775) 13.786 kWh 12.181,43 kr. 12.186 kr. [virksomhed5] 13.8.2017-30.11.2017 (aconto) Forbrug 14.089 kWh Elafgift 12.820,99 kr. Godtgørelse 12.765 kr.. Elafgift 2. halvår i alt 24.951 kr. Elagift 2. halvår 2017 godskrives med yderligere (22.831 - 24.951 kr.) 2.120 kr. ifølge elafgiftslovens § 11 stk. 1 og stk. 15 (dagældende lovbekendtgørelse). 2018: Elafgift for 2018 er skønsmæssig opgjort til (50.400 kWh å 91,0 øre) 45.864 kr. i afgørelse af 30. juni 2020. 1. halvår 2018 Elafgift for 1. halvår 2018 er skønsmæssigt opgjort til 22.932 kr. Der er fremlagt dokumentation for følgende forbrug af el og afregning af elafgift: [virksomhed5] 1.12.2017-28.2.2018 Forbrug 11.528 kWh Elafgift 10.490,48 kr. Godtgørelse 10.444 kr.. [virksomhed5] 1.3.2018-1.5.2018 Uden forbrug [virksomhed5] 1.6.2018-31.8.2018 Uden forbrug Elafgift 1. halvår 2018 10.444 kr.. Elagift 1. halvår 2018 ændres med (22.932 — 10.444 kr.) 12.488 kr. ifølge elafgiftslovens § 11 stk. 1 og stk. 15 (dagældende lovbekendtgørelse). 2. halvår 2018 Elafgift for 1. halvår 2018 er skønsmæssigt opgjort til 22.932 kr. Der er fremlagt dokumentation for følgende forbrug af el og afregning af elafgift: [virksomhed5] 1.9.2017-23.8.2018 årsopgørelse Forbrug 11.286 kWh Elafgift 10.310,89 kr. Godtgørelse 10.266 kr. Godtgjort tidligere: (14.089+11.528) (12.820,99+10.490,48) (12.765+10.444) -14.331 kWh -13.000,58 kr. -12.943 kr. [virksomhed5] 24.8.2018-30.11.2018 (aconto) Forbrug 10.036 kWh Elafgift 9.172,90 kr. Godtgørelse 8.347 kr. [virksomhed5] 26.8.2018-30.11.2018 (opgørelse) Tidl. Aconto -10.036 kWh Elafgift -9.172,90 kr. Godtgørelse -8.347 kr. Faktisk forbrug 5.772 kWh Elafgift 5.275,61 kr. Godtgørelse 5.241 kr. For meget godtgjort -3.106 kr. Elafgift 2. halvår 2018 -7.702 kr. Elafgift 2. halvår 2018 ændres med (22.932 + 7.702 kr.) 30.634 kr. ifølge elafgiftslovens § 11 stk. 1 og stk. 15 (dagældende lovbekendtgørelse). 2019 Elafgift for 2019 er skønsmæssig opgjort til (44.800 kWh å 88,0 øre) 39.424 kr. i afgørelse af 30. juni 2020. 1. halvår 2019 Elafgift for 1. halvår 2019 er skønsmæssigt opgjort til 22.176 kr. Der er fremlagt dokumentation for følgende forbrug af el og afregning af elafgift: [virksomhed5] 13.9.2018-28.2,2019 (opgørelse) Forbrug 24.802 kWh Elafgift 22.238,84 kr. Godtgørelse 22.123 kr. [virksomhed5] 1.5.2019-31.5.2019 (opgørelse) Forbrug 4.242 kWh Elafgift 3.749,94 kr. Godtgørelse 22.123 kr.. Elafgift 1. halvår 2019 25.839 kr. Elafgift 1. halvår 2019 godskrives med yderligere (22.176 — 25.839 kr.) 3.663 kr. ifølge elafgifts-lovens § 11 stk. 1 og stk. 15 (dagældende lovbekendtgørelse). 2. halvår Elafgift for 2. halvår 2019 er skønsmæssigt opgjort til 17.248 kr. Der er fremlagt dokumentation for følgende forbrug af el og afregning af elafgift: [virksomhed5] 1.6.2019-31.8.2019 (opgørelse) [virksomhed5] 1.6.2019-31.8.2019 (opgørelse) Forbrug 13.445 kWh Elafgift 11.885.51 kr. Godtgørelse 11.778 kr. Elafgift 2. halvår 2019 ændres med (17.238 – 11-778 kr.) 5.470 kr. ifølge elafgiftslovens § 11 stk. 1 og stk. 15 (dagældende lovbekendtgørelse). …” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 26. februar 2025 udtalt følgende: ”… Vi har følgende kommentarer til de nye oplysninger, som ikke står i sagsfremstillingen: Partshøring I klage af 10. februar 2025 skriver advokat [person1] at Skattestyrelsens afgørelse af 31. juli 2024 er ugyldig pga. manglende partshøring. Der er den 8. juli 2024 sendt forslag til [klager]. Forslaget er sendt som digital post til [klager]s E-boks. Der er den 31. juli 2024 sendt afgørelse til [klager]. Afgørelse er sendt som digital post til [klager]s E-boks. I den oprindelige sag blev der sendt kopi til revisor [person2]. Da der ikke forelå en samtykkeerklæring, blev der ikke sendt kopi af forslag og afgørelse i den hjemviste sag til revisor. Der er ikke sendt kopi af forslag og afgørelse i den hjemviste sag til [advokatfirma1]. Skattestyrelsen traf afgørelse i den hjemviste del af sagen, inden fristen for at indbringe sagen for domstolene. Retningslinjerne for hjemviste sager fremgår af SKM2018.518.SKTST: ” SKAT er den 1. juli 2018 erstattet af syv styrelser, der udgør én samlet juridisk enhed - Skatteforvaltningen. Som følge af etableringen af Skatteforvaltningen, fastlægges herved retningslinjer for behandling af sager, som hjemvises fra domstolene, Landsskatteretten eller et ankenævn til fornyet behandling i Skatteforvaltningen. Fastlæggelsen af retningslinjerne skal sikre, at der ved den fornyede behandling af sagen i Skatteforvaltningen ikke medvirker medarbejdere, der deltog i behandlingen af den oprindelige sag. Domstolene, Landsskatteretten eller et ankenævn kan træffe afgørelse om, at en sag helt eller delvist hjemvises til fornyet behandling hos Skatteforvaltningen. Den nye behandling af sagen skal af retssikkerhedsmæssige årsager så vidt muligt ske i et andet underdirektørområde, end det der foretog behandlingen af den oprindelige sag. Det fastsættes derfor, at en hjemvist sag skal behandles af den styrelse i Skatteforvaltningen, som traf den oprindelige afgørelse, men i et andet underdirektørområde. En undtagelser er dog Motorstyrelsen, hvor sagen skal behandles af en anden enhed i Motorstyrelsen. Såfremt det undtagelsesvis vurderes, at der ikke foreligger den fornødne kompetence til behandling af den hjemviste sag i andre underdirektørområder, kan sagen behandles af samme underdirektørområde, men af en anden enhed end den, der traf den oprindelige afgørelse. Beslutning herom træffes af fagdirektøren for det pågældende område. I dette tilfælde skal underdirektøren sikre, at der ved den fornyede behandling af sagen ikke medvirker medarbejdere, der deltog i behandlingen af den oprindelige sag.” Det fremgår ikke af retningslinjerne for hjemviste sager, at sagsbehandlingen af den hjemviste sag skal afvente, om sagen indbringes for domstolen. …” Skattestyrelsen har den 2. januar 2026 udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ” Skattestyrelsen her gennemgået sagen, herunder klagers bemærkninger og fastholder, at den påklagede afgørelse er gyldig, ligesom det fastholdes, at klager ikke kan indrømmes udokumenterede skønsmæssige fradrag for købsmoms og godtgørelse af elafgift. Skattestyrelsen tiltræder således i det hele Skatteankestyrelsens indstilling, der bortset fra godkendelse af momsfradrag på yderligere 64 kr. i 1. halvår 2016 indstiller den påklagede afgørelse stadfæstet.” Klagerens opfattelse Klagerens repræsentant har principalt fremsat påstand om at afgørelsen er ugyldig. Klagerens repræsentant har desuden fremsat påstand om, at klageren er berettiget til et skønsmæssigt fradrag for købsmoms og godtgørelse af elafgift, samt et fradrag for købsmoms af faktura fra [virksomhed8] med en angivet moms på 63,60 kr. og en rykker fra [virksomhed9] A/S. Derudover påstår repræsentanten at sagen skal hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”… PÅSTANDE Der nedlægges principalt påstand om, at afgørelsen af den 31. juli 2024 er ugyldig. Der nedlægges subsidiært påstand om, at [klager]s købsmoms nedsættes med kr. 486.722 og godtgørelse for elafgift nedsættes med kr. 66.219 i perioden 1. maj 2016 – 20. november 2019. Påstanden fremkommer på følgende vis. Købsmoms: Ej grundlag for tilbageførelse af købsmoms med 1. halvår 2016 Kr. 26.083 Ej grundlag for tilbageførelse af købsmoms med 2. halvår 2016 Kr. 77.228 Ej grundlag for tilbageførelse af købsmoms med 1. halvår 2017 Kr. 64.152 Ej grundlag for tilbageførelse af købsmoms med 2. halvår 2017 Kr. 66.455 Ej grundlag for tilbageførelse af købsmoms med 1. halvår 2018 Kr. 73.399 Ej grundlag for tilbageførelse af købsmoms med 2. halvår 2018 Kr. 70.973 Ej grundlag for tilbageførelse af købsmoms med 1. halvår 2019 Kr. 66.385 Ej grundlag for tilbageførelse af købsmoms med 2. halvår 2019 Kr. 42.047 I alt: Kr. 486.722 Elafgift: Ej grundlag for genopkrævning af elafgift med 1. halvår 2016 Kr. 7.400 Ej grundlag for genopkrævning af elafgift med 2. halvår 2016 Kr. 22.201 Ej grundlag for refundering af elaf- gift med yderligere 1. halvår 2017 Kr. – 6.191 Ej grundlag for refundering af elaf- gift med yderligere 2. halvår 2017 Kr. – 2.120 Ej grundlag for genopkrævning af elafgift med 1. halvår 2018 Kr. 12.488 Ej grundlag for genopkrævning af elafgift med 2. halvår 2018 Kr. 30.634 Ej grundlag for refundering af elaf- gift med yderligere 1. halvår 2019 Kr. – 3.663 Ej grundlag for genopkrævning af elafgift med 2. halvår 2019 Kr. 5.470 I alt: Kr. 66.219 … ANBRINGENDER Til støtte for den nedlagte principale påstand gøres det gældende, at Skattestyrelsens afgørelse af 31. Juli 2024, jf. bilag 1, er ugyldig, idet Skattestyrelsen for det første ikke har iagttaget garantiforskriften om partshøring, jf. skatteforvaltningslovens §§ 19 og 20, og idet Skattestyrelsen for det andet har truffet en afgørelse, inden stævningsfristens udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3. Den manglende partshøring af [klager]s partsrepræsentant, [advokatfirma1], har medført, at [advokatfirma1] ikke har haft lejlighed til at oplyse, at Landsskatterettens afgørelse af den 14. juni 2024 ville blive påklaget indenfor stævningsfristen i medfør af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, samt at det har været muligt at kunne anfægte Skattestyrelsens skøn. Konsekvensen heraf er, at det omtvistede forhold, som Skattestyrelsen traf afgørelse om den 31. juli 2024, samtidig er indbragt rettidigt for domstolene. Dette betyder, at domstolene i den verserende retssag skal tage stilling til rigtigheden af Landsskatterettens afgørelse af den 14. juni 2024, herved om [klager] overhovedet skal forhøjes for blandt andet nægtelse af fradrag for købsmoms og elafgift, og – i det tilfælde af retten mener, at dette er tilfældet – om præmisserne fastsat af Landsskatteretten er korrekte. At der både er en verserende retssag ved domstolene, samtidig med at Skattestyrelsen har truffet en hjemvist afgørelse på baggrund af den indbragte afgørelse fra Landsskatteretten giver et åbenbart uhensigtsmæssigt resultat. Hvis Skattestyrelsens afgørelse af den 31. juli 2024 fastholdes som endelig afgørelse, vil det de facto betyde, at [klager] er blevet afskåret fra at få prøvet spørgsmålet om nægtelse af fradrag for købsmoms og elafgift ved domstolene, selvom [klager] rettidigt indbragte spørgsmålet for domstolene, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3. Skattestyrelsen har hverken sendt forslaget til afgørelse af den 8. juli 2024, jf. bilag 13, eller afgørelsen af den 31. juli 2024, jf. bilag 1, til [advokatfirma1] som partsrepræsentant for [klager], hvilket Skattestyrelsen hellere ikke har anfægtet. ... ... Til støtte for den nedlagte subsidiære påstand gøres det gældende, at afgørelsen af den 31. juli 2024, jf. bilag 1, er materiel forkert, idet der efter [klager]s opfattelse også bør indrømmes et skønsmæssigt fradrag for købsmoms og elafgift, jf. momslovens § 37 og elafgiftslovens § 11, stk. 5. For så vidt angår Skattestyrelsens begrundelse for at nægte skønsmæssigt fradrag for købsmoms og elafgift, gøres det gældende, at Skattestyrelsen har foretaget en forkert anvendelse af EU-retsreglerne om købsmoms. Dette er blandt andet også årsagen til, at [advokatfirma1] på vegne af [klager] har indbragt Landsskatterettens afgørelse af den 14, juni 2024 for byretten, idet Landsskatteretten alene har henvist til en afgørelse fra Landsskatteretten som begrundelse for nægtelsen af fradrag for købsmoms. Dette spørgsmål er nødvendigt at få afklaret ved domstolene, herved om dette er i overensstemmelse med EU-retten. Der henvises i sin helhed til stævningen i den verserende domstolssag, jf. bilag 12, hvori den materielle problemstilling nærmere er uddybet. Såfremt Skatteanke-styrelsen måtte finde det nødvendigt med en separat uddybning heraf i nærværende klagesag, bedes Skatteankestyrelsen oplyses dette, hvorefter [advokatfirma1] vil uddybe dette. ... ... Den tertiære påstand er nedlagt i det tilfælde, at Landsskatteretten ikke finder grundlag for at tilsidesættelse afgørelsen som ugyldig, men hjemviser sagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen med henblik på at Skattestyrelsen foretager behørig partshøring. Jeg vil nedenfor uddybe ovennævnte anbringender. 3 Ugyldighed 3.1 Retsgrundlag – Skatteforvaltningslovens §§ 19 og 20 De grundlæggende regler om partshøring følger af forvaltningsloven, der gælder for alle dele af den offentlige forvaltning. Forvaltningslovens bestemmelser er minimumskrav, hvilket medfører, at der kan være bestemmelser i andre love, der har mere omfattende krav til partshøring. Det gælder for eksempel skatteforvaltnings-loven, der således er lex specialis i forhold til forvaltningsloven. Det følger af skatteforvaltningslovens §§ 19 og 20, at der skal foretages partshøring, såfremt der træffes afgørelse om skat, moms eller afgifter. Indenfor skatteforvaltningens område foretages partshøring via en sagsfremstilling eller en agterskrivelse. Det er den myndighed, der træffer afgørelsen, der har pligt til at foretage partshøringen. Formålet med partshøring er, at parten får lejlighed til at gøre sig bekendt med og kommenterer sagens grundlag, inden der træffes en endelig afgørelse. Parthøringspligten er endvidere med til at sikre, at forvaltningen træffer en afgørelse på et korrekt faktisk grundlag. Partsbegrebet er ikke nærmere defineret i hverken forvaltningsloven eller skatte-forvaltningsloven, men det er fastsat igennem retspraksis, at en part er enhver, som har en konkret, væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i sagen. Det skatteretlige partsbegreb er identisk med det almindelige forvaltningsretlige parts-begreb. En part kan lade sig repræsentere eller bistå af andre, eksempelvis advokater, for at kunne varetage sine interesser under sagen. Følgende fremgår således direkte af forvaltningslovens § 8, stk. 1: ”Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse” Af Ombudsmandens myndighedsguide om partsrepræsentation under punktet ’2. Retten til at lade sig repræsentere eller bistå af andre’, som senest er opdateret den 27. marts 2024, fremgår endvidere følgende: ”Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Det følger af forvaltningslovens § 8, stk. 1, 1. pkt. Bestemmelsen udtrykker et grundlæggende princip om, at parten har ret til selv at vælge, om og i givet fald hvordan han eller hun ønsker at lade sig repræsentere eller bistå over for forvaltningen.” (Min fremhævning) Virkningen af partsrepræsentation er, at en partsrepræsentant indtræder i partens sted og dermed i partens rettigheder og forpligtelser. Det betyder også, at en partsrepræsentant kan kræve aktindsigt og skal partshøres. Følgende fremgår således af Ombudsmandens myndighedsguide om partsrepræsentation punktet ’2.1 Repræsentant eller bisidder’, som senest opdateret den 27. marts 2024: ”Hvis en part lader sig repræsentere af en anden, har det som udgangspunkt den virkning, at repræsentanten opnår de rettigheder, der efter forvaltningsloven tilkommer parten. Det betyder bl.a., at henvendelser fra myndigheden om sagens behandling, herunder afgørelsen i sagen, normalt sendes til partsrepræsentanten.” (Min fremhævning) En partsrepræsentant opnår dermed samme rettigheder efter forvaltningsloven, som tilkommer parten. Af Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit A.A.7.4.2.1. En parts mulighed for at lade sig repræsentere eller bistå af andre: ”Er en borger eller en virksomhed repræsenteret ved en anden, er Skatteforvaltningen som udgangspunkt forpligtet til at korrespondere med partsrepræsentanten. Ligeledes er Skatteforvaltningen som udgangspunkt berettiget til udelukkende at korrespondere med partsrepræsentanten, herunder fx om sagens afgørelse, med bindende virkning for parten. Skatteforvaltningen er dog berettiget til at sende en kopi af en afgørelse og eventuel brevveksling i sagen til parten, medmindre parten frabeder sig dette.” (Min fremhævning) Såfremt en part er repræsenteret, er skattemyndigheden således forpligtet til at korrespondere med repræsentanten. I overensstemmelse hermed fremgår følgende af Ombudsmandens myndighedsguide om partsrepræsentation under punktet ’3.Hvem skal myndigheden kommunikere med, hvis der er en partsrepræsentant, som senest opdateret den 27. marts 2024: ”Hvis der foreligger en egentlig partsrepræsentation, vil myndigheden være forpligtet til at korrespondere med partsrepræsentanten. Samtidig vil myndigheden være berettiget til udelukkende at korrespondere med partsrepræsentanten, herunder at meddele afgørelsen i sagen til partsrepræsentanten med bindende virkning for parten. Det indebærer bl.a., at eventuelle klage- eller indbringelsesfrister regnes, fra partsrepræsentanten modtager afgørelsen.” (Min fremhævning) Af samme myndighedsguide fremgår endvidere følgende under punktet ’7. Konsekvenser, hvis reglerne om partsrepræsentation ikke overholdes: ”Hvis en part uberettiget er blevet nægtet adgang til at lade sig repræsentere eller bistå, vil det efter omstændighederne kunne medføre, at afgørelsen bliver ugyldig, hvis en sådan bistand ville have været af væsentlig betydning for varetagelsen af partens interesse eller sagens oplysning. Manglende underretning om en sags afgørelse til partsrepræsentanten, f.eks. fordi myndigheden overser, at parten i sagen har en repræsentant, vil i almindelighed medføre, at eventuelle klage-, indbringelses- og ansøgningsfrister suspenderes, indtil afgørelsen meddeles repræsentanten.” (Min fremhævning) Som det fremgår af ovenstående, opnår partsrepræsentanten de samme rettigheder, der efter forvaltningsloven tilkommer parten. Dette indebærer også retten til at blive partshørt. Såfremt der foreligger en egentlig partsrepræsentation, vil myndigheden være forpligtet til at korrespondere med partsrepræsentanten – dermed også til at sende forslag til afgørelse til partsrepræsentanten med henblik på parts-høring. 3.1.1 Konsekvenser af manglende partshøring Konsekvensen af manglende partshøring er, at forvaltningen risikerer at træffe en forkert afgørelse. Kravet om partshøringen har endvidere karakter af en garantiforskrift, hvorfor en manglende partshøring som udgangspunkt vil medføre, at en afgørelse tilsidesættes som ugyldig. For at en afgørelse kan tilsidesættes som ugyldig, skal en række betingelser være opfyldt. Betingelserne er nærmere redegjort for i blandt andet Forvaltningsret sagsbehandling, 8. udgave, 2019, side 352, hvor følgende fremgår: ”Følgende betingelser må være opfyldt, for at ugyldighed kan indtræde: a. Der skal foreligge en retlig mangel (ulovlighed). B. Manglen skal være væsentlig. C. Der må ikke foreligge særlige forhold, som afgørende taler imod ugyldighed.” Sagsbehandlingsregler inddeles overordnet i to hovedgrupper navnlig garantifor-skrifter og ordensforskrifter. De fleste sagsbehandlingsregler er garantiforskrifter – dette gælder også partshøring. Overtrædelse af garantiforskrifter vil være væsentlige, eftersom de kan have betydning for afgørelsens indhold. Om konsekvenserne af manglende partshøring fremgår ligeledes følgende af Den juridiske vejledning 20225-1 afsnit A.A.7.4.5.1 Generel om høring: ”Konsekvenser af manglende høring Reglerne om partshøring anses for garantiforskrifter, og tilsidesættelse af dem anses for en væsentlig sagsbehandlingsfejl, der som udgangspunkt vil medføre, at afgørelsen er ugyldig. Efter en konkret væsentlighedsvurdering kan en afgørelse anses for gyldig på trods af manglende eller mangelfuld høring, hvis fejlen ikke anses at have haft betydning for afgørelsens resultat.” (Min fremhævning) Endvidere fremgår følgende af Forvaltningsret sagsbehandling, 8. udgave, 2019, side 372: ”2) Partshøring, underretning mv. Partshøring udgør en væsentlig retsgaranti. Tilsidesættelse af reglerne om partshøring medfører derfor ugyldighed, medmindre det må antages, at undladelsen af at gennemføre partshøring har været uden betydning for afgørelsen.” Partshøringsreglerne efter skatteforvaltningsloven udgør dermed en retsgaranti, hvorfor en tilsidesættelse heraf som udgangspunkt medfører ugyldighed, medmindre undladelsen har været uden betydning for afgørelsen, jf. også Landsskatterettens afgørelse af 5. august 2020 med j.nr. 20-0040307. Endvidere fremgår følgende om adgangen til repræsentation i forvaltningsret sagsbehandling, 8. udgave, 2019, side 371: ”1) Repræsentation. Hvis en part uberettiget er blevet nægtet adgang til at lade sig repræsentere eller bistå, vil dette kunne medføre, at afgørelsen bliver ugyldig, hvis en sådan bistand ville have været af væsentlig betydning for varetagelse af partens interesse eller sagens oplysning.” (Min fremhævning) En manglende adgang til at kunne lade sig repræsentere kan således også medføre ugyldighed, medmindre bistanden ikke ville have haft væsentlig betydning for varetagelsen af partens interesser eller sagens oplysning. 3.1.2 Bevisbyrden Domstolene har jævnligt pålagt forvaltningen bevisbyrden for, at en retlig mangel har været uvæsentlig, når først borgeren har påvist, at der foreligger en retlig mangel, jf. eksempelvis U1994.198V, U2003.1628Ø og U2008.1359V. I Forvaltningsret sagsbehandling, 8. udgave, 2019, side 357, fremgår således følgende om bevisbyrden: ”Hvis den, der anfægter en afgørelse, fører det fornødne bevis for, at der foreligger en overtrædelse af en garantiforskrift, vender bevisbyrden, således at myndigheden herefter skal overbevise domstolen om, at den retlige mangel ikke har haft betydning for afgørelsens indhold.” I overensstemmelse hermed fremgår følgende af Forvaltningsloven med kommentarer, Niels Fenger, 2013, side 529: ”Tilsidesættelse af regler om partshøring medfører i almindelighed, at afgørelsen bliver ugyldig, medmindre myndigheden i den konkrete sag godtgør, at en høring af parten ikke ville have kunnet føre til et andet resultat, eller dog påviser, at beslutningen i tilfælde af korrekt høring ikke ville have fået et andet indhold.” Praksis giver imidlertid ikke et entydigt svar på, med hvilken sikkerhed en myndighed skal godtgøre, at den manglende partshøring ikke ville have haft indflydelse på sagens resultat. Følgende fremgår imidlertid af Forvaltningsloven med kommentarer, Niels Fenger, 2013, side 529: ”Undertiden kræves et klart bevis for, at partshøringsfejlen ikke har haft betydning, jf. f.eks. UfR 2003.2202 V, UfR 2010.3009 Ø, MAD 2010.1857, FOB 2004.251 og FOB 2006.631, hvor testen er, om det kunne udelukkes, at resultatet var blevet et andet, hvis partshøringsreglerne var blevet fulgt.” (Mine fremhævninger) Landsretten udtalte således følgende i UfR 2003.2202 V: ”Indstævnte har som anført ovenfor tilsidesat høringsforskriften i forvaltningslovens § 19, stk. 1, og da det ikke kan udelukkes, at indstævntes beslutning i tilfælde af høring var blevet en anden, er indstævnte erstatningsansvarlig.” (Min fremhævning) Ligeledes udtalte Østre Landsret følgende i UfR 2010.3009 Ø: ”Herefter, og idet det ikke kan udelukkes, at beslutningen var blevet en anden, såfremt partshøringen var blevet gennemført korrekt, udgør den manglende partshøring en væsentlig forvaltningsretlig mangel.” (Min fremhævning) Sammenfattende kan det konstateres, at såfremt en part har godtgjort, at der foreligger en myndighedsfejl i form af eksempelvis manglende partshøring, er det myndigheden, der skal at godtgøre, at en manglende partshøring ikke har haft indflydelse. Retspraksis på området giver ikke et entydigt svar på, hvordan myndigheden skal godtgøre, at en manglende partshøring ikke har haft indflydelse. Dog fremgår det, at manglende parthøring vil anses som en væsentlig retlig mangel, hvis det ikke kan udelukkes, at partshøringen havde medført, at beslutningen havde været en anden. 3.2 Den konkrete sag Til støtte for den nedlagte principale påstand gøres det gældende, at afgørelsen af den 31. juli 2024, jf. bilag 1, er ugyldig, idet der ikke er sket behørig partshøring som følge af manglende orientering af [klager]s partsrepræsentant, [advokatfirma1]. Endvidere har Skattestyrelsen også truffet afgørelse den 31. juli 2024 på baggrund af to hjemviste punkter i Landsskatterettens afgørelse af den 14. juni 2024, hvilket er sket inden udløbet af stævningsfristen i medfør af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3. Det er en grundlæggende ret for en part at kunne lade sig bistå eller repræsentere, jf. forvaltningslovens § 8. Denne grundlæggende ret har [klager] benyttet, idet [klager] har været repræsenteret af [advokatfirma1] siden 2020 i forbindelse med, at [advokatfirma1] påklagede Skattestyrelsens afgørelser af den 30. Juni 2020, jf. bilag 8. [advokatfirma1] har derfor som partsrepræsentant bistået [klager] under hele sagen, herved også ved spørgsmålet om nægtelse af fradrag for købsmoms og elafgift. Det bemærkes i den forbindelse, at [advokatfirma1] til stadighed repræsenterer [klager] i forbindelse med nærværende klage og i forbindelse med den verserende retssag, hvor Landsskatterettens afgørelser af den 24. juni 2024 er indbragt for byretten. Skattemyndighederne har således hele tiden været bekendt med, at [advokatfirma1] var [klager]s partsrepræsentant. Eftersom [advokatfirma1] – som [klager]s partsrepræsentant – under hele sagen har varetaget al kommunikation med skattemyndighederne, har [klager] også været af den klare overbevisning, at [advokatfirma1] ville modtage al relevant information for hans sager. Retsvirkningen af at en part har valgt at lade sig repræsentere er, at repræsentanten indtræder i partens rettigheder og forpligtelser efter forvaltningsloven. Det betyder blandt andet, at [advokatfirma1] som repræsentant for [klager] kan anmode om aktindsigt og har krav på at blive partshørt, inden der træffes en afgørelse. Skattestyrelsen er endvidere forpligtet til udelukkende at korrespondere med repræsentanten, hvilket i denne sag hele tiden har været [advokatfirma1]. Dette fremgår både af den juridiske litteratur, Den juridiske vejledning, af guides fra Folketingets Ombudsmand og af en række udtalelser fra Folketingets Ombudsmanden. I forbindelse med Skattestyrelsens afgørelse af 31. juli 2024, jf. bilag 1, sendte Skattestyrelsen hverken forslag til afgørelse eller afgørelse til [advokatfirma1] som repræsentant. Dette havde Skattestyrelsen imidlertid en pligt til. Det bemærkes, at pligten til at korrespondere direkte med en partsrepræsentant gælder, uanset om Skattestyrelsen meddelte afgørelsen direkte til [klager]. Dette følger blandt andet af FOB1991.161 og FOB2000.199. [klager] burde således kunne indrette sig i god tro til, at Skattestyrelsen henvender sig til [advokatfirma1] som repræsentant. Dette understøttes yderligere af, at en sag hos de offentlige myndigheder kan have store økonomiske konsekvenser for parten – i dette tilfælde [klager] – hvorfor det ikke må komme en part til skade, at myndigheden begår en fejl ved ikke at korrespondere direkte med partsrepræsentanten. I dette tilfælde har Skattestyrelsens manglende meddelelse til os som repræsentant vedrørende forslaget til afgørelse af den 8. juli 2024 og afgørelsen af den 31. juli 2024, jf. bilag 13 og 1, haft en række konsekvenser for [klager]. For det første har det medført, at der ikke er foretaget behørig partshøring. Det betyder blandt andet, at [advokatfirma1] ikke har kunne gøre opmærksom på, at [klager] agtede at indbringe hele sagen for domstolene inden stævningsfristens udløb, altså også det hjemviste spørgsmål. For det andet har [advokatfirma1] som repræsentant for [klager] ikke haft muligheden for at kunne nå at påklage afgørelsen af den 31. juli 2024 indenfor tre måneders klagefristen i skatteforvaltningslovens 35 a, stk. 3, 3. pkt. Det skal hertil bemærkes, at [advokatfirma1] er af den opfattelse, at klagefristen først begyndte den 14. november 2024, hvor [advokatfirma1] blev orienteret om afgørelsen af Skatteministeriets repræsentant, Kammeradvokaten, jf. nærmere nedenfor under punkt 4. For det tredje har det haft økonomiske konsekvenser for [klager], idet [klager] har været nødsaget til at reagere på Skattestyrelsens fejl ved at indbringe nærværende klage til Skatteankestyrelsen. Dette betyder, at [klager] er nødsaget til at beregne yderligere omkostninger til advokatbistand. ... ... For så vidt angår kravet om partshøringen har dette karakter af en garantiforskrift. Dette betyder, at manglende partshøring som udgangspunkt medfører, at en afgørelse tilsidesættes som ugyldig, medmindre undladelsen har været uden betydning for afgørelsen. Det bemærkes i den forbindelse, at en manglende opfyldelse af en garantiforskrift altid er væsentlig. Det afgørende for, om afgørelsen af den 31. juli 2024, jf. bilag 1, kan tilsidesættes som ugyldig er derfor, om Skattestyrelsens undladelse af at foretage behørig partshøring har været uden betydning for afgørelsen. Som nævnt under pkt. 3.1.2 . er det Skattestyrelsen, der skal godtgøre, at en partshøring ikke ville have ført til et andet resultat, eller at afgørelsen af den 31. juli 2024 ikke ville have fået et andet indhold, jf. f.eks. UfR 1998.685 H, UfR 1996.1462 H, UfR 2001.809 H, UfR 2002.1399 H med videre. Det bemærkes i den forbindelse, at Skattestyrelsen skal føre et klart bevis for, at den manglende parts-høring ikke har haft betydning for afgørelsens resultat, herunder om det kan udelukkes, at resultatet var blevet et andet, såfremt partshøringsreglerne var blevet fulgt. Det gøres i den forbindelse gældende, at den manglende partshøring har haft væsentlig betydning for afgørelsens resultat. Det understøttes for det første af, at [klager] ikke har haft mulighed for at gøre Skattestyrelsen opmærksom på, at Landsskatterettens afgørelse omkring købs-moms og elafgift ville blive indbragt for domstolene inden stævningsfristen. For det andet har [klager] ikke haft mulighed for at komme med sine bemærkninger til Skattestyrelsens opgørelse over købsmoms og elafgift. For det tredje vil Skattestyrelsen alene kunne træffe afgørelse om nægtelse af fradrag for købsmoms og elafgift, såfremt retten måtte finde, at [virksomhed1] var en restaurant samt at [klager] var rette skattesubjekt. Netop disse to punkter er tvistepunkter i den verserende sag ved domstolene. Finder retten, at der ikke var grundlag for at foretage en forhøjelse hos [klager], vil der hellere ikke være grundlag for en forhøjelse på baggrund af nægtelse af købs-moms og elafgift. Finder retten i den verserende domstolssag derimod, at der var grundlag for at beskatte [klager], er det omtvistede spørgsmål, hvorvidt Landsskatteretten ved afgørelse af den 14. juni 2024 kunne nægte fradrag for købsmoms og elafgift i den størrelsesorden, som Landsskatteretten havde fundet. Landsskatteretten foretog nemlig ved afgørelsen den 14. juni 2024 en forhøjelse af Skattestyrelsens oprindelige afgørelse med den begrundelse, at det efter administrativ praksis skulle forhøjes. Det er [klager] og [advokatfirma1]s opfattelse, at netop denne administrative praksis skal prøves ved domstolene, idet det er et fortolkningsspørgsmål af EU-retten. For det fjerde kan den manglende partshøring medføre, at der vedrørende samme spørgsmål og forhold er to modstridende afgørelser/dom. Domstolene kan således ændre Landsskatterettens afgørelse af den 14. juni 2024, hvorefter spørgsmålet om nægtelse af fradrag for købsmoms og elafgift vil være ændret. I den situation vil Skattestyrelsens afgørelse af den 31. juli 2024 være i strid domstolenes dom. Det er naturligvis yderst uhensigtsmæssigt. ... ... Det gøres endvidere gældende, at afgørelsen af den 31. juli 2024 er ugyldig, idet Skattestyrelsen traf afgørelse, inden stævningsfristens udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3. Det følger af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, at en afgørelse truffet af skattemyndighederne kan indbringes for domstolene. En administrativ afgørelse skal indbringes senest 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3. I nærværende sag traf Landsskatteretten i alt tre afgørelser den 14. juni 2024, jf. bilag 9, 10 og 11. Herefter besluttede [klager] sig for at indbringe afgørelserne for domstolene. På vegne af [klager] anlagde [advokatfirma1] derfor en retssag mod Skatteministeriet den 13. september 2024, hvilket altså var inden stævnings-fristens udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3. Det var således først i forbindelse med svarskriftet indleveret af Kammeradvokaten den 14. november 2024, at [advokatfirma1] som repræsentant for [klager] blev bekendt med, at Skattestyrelsen allerede havde truffet afgørelse i den del af sagen, der blev hjemvist af Landsskatteretten. Skattestyrelsen traf således afgørelse vedrørende købsmoms og elafgift, inden fristen for at [klager] kunne indbringe Landsskatterettens afgørelser for domstolene var udløbet. Det gøres gældende, at dette er i strid med skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, modsætningsvist. Det følger nemlig direkte af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, at en borger har tre måneder til at indgive stævning til domstolene vedrørende en administrativ afgørelse. Heraf må også følge, at en underordnet myndighed, først kan træffe afgørelse i en hjemvisningssag, når den pågældende afgørelse er endelig, og således ikke længere kan indbringes for en højere instans. I nærværende sag ville Skattestyrelsen, såfremt der var sket behørig partshøring, være blevet orienteret om, at Landsskatterettens afgørelser ville blive indbragt for retten i overensstemmelse med fristen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3. Eftersom Skattestyrelsen ikke foretog behørig partshøring ved at sende forslag til afgørelse til [advokatfirma1] som [klager]s partsrepræsentant, blev [klager] reelt set afskåret fra at gøre indsigelse gældende mod, at Skattestyrelsen traf afgørelse. At en myndighed er afskåret fra at træffe en ny afgørelse, inden stævningsfristens udløb understøttes endvidere af, at borgeren kan risikere at have fået to afgørelser vedrørende samme forhold, jf. også nærmere gengivet ovenfor. På baggrund af en almindelig ordlyds- og formålsfortolkning af skatteforvaltnings-lovens § 48, stk. 3, er en myndighed afskåret fra at træffe afgørelse i en hjemvisningssag, når stævningsfristen for den afgørelse, der ligger til grund for hjemvisningssagen, endnu ikke er udløbet. Eftersom Skattestyrelsen har truffet afgørelse i strid hermed, er Skattestyrelsens afgørelse alene af den grund ugyldig. Det gøres sammenfattende gældende, at Skattestyrelsens fejl er væsentlige, og at det vil være yderst betænkeligt, hvis afgørelsen af den 31. juli 2024 ikke blev ændret, således at det omtvistede spørgsmål retmæssigt kunne blive behandlet af domstolene under den verserende retssag. 4 Særligt vedrørende klagefristen Som anført indledningsvist er det [advokatfirma1]s klare opfattelse, at klagefri-stens begyndelse er den 14. november 2024, hvilket er det tidspunkt, hvor [advokatfirma1] blev orienteret om Skattestyrelsens afgørelse af den 31. juli 2024. I det følgende er der under punkt 4.1. redegjort for retsgrundlaget og under punkt 4.2. konkret redegjort herfor. 4.1 Retsgrundlag En part kan lade sig repræsentere eller bistå af andre, for eksempel advokater, for at kunne varetage sine interesser under sagen. Følgende fremgår således direkte af forvaltningslovens § 8, stk. 1: ”Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse” Af Ombudsmandens myndighedsguide om partsrepræsentation under punktet ’2. Retten til at lade sig repræsentere eller bistå af andre’, som senest opdateret den 27. marts 2024, fremgår endvidere følgende: ”Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Det følger af forvaltningslovens § 8, stk. 1, 1. pkt. Bestemmelsen udtrykker et grundlæggende princip om, at parten har ret til selv at vælge, om og i givet fald hvordan han eller hun ønsker at lade sig repræsentere eller bistå over for forvaltningen.” (Min fremhævning) Virkningen af partsrepræsentation er, at en partsrepræsentant indtræder i partens sted og dermed i partens rettigheder og forpligtelser. Det betyder også, at en partsrepræsentant kan kræve aktindsigt og skal partshøres. Følgende fremgår således af Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit A.A.7.4.2.1 En parts mulighed for at lade sig repræsentere eller bistå af andre: ”Er en borger eller en virksomhed repræsenteret ved en anden, er Skatteforvaltningen som udgangspunkt forpligtet til at korrespondere med partsrepræsentanten. Ligeledes er Skatteforvaltningen som udgangspunkt berettiget til udelukkende at korrespondere med partsrepræsentanten, herunder fx om sagens afgørelse, med bindende virkning for parten. Skatteforvaltningen er dog berettiget til at sende en kopi af en afgørelse og eventuel brevveksling i sagen til parten, medmindre parten frabeder sig dette.” (Min fremhævning) Endvidere fremgår følgende under punktet ’3. Hvem skal myndigheden kommunikere med, hvis der er en partsrepræsentant’ af Ombudsmandens myndigheds-guide om partsrepræsentation, som senest er opdateret den 27. marts 2024. ”Hvis der foreligger en egentlig partsrepræsentation, vil myndigheden være forpligtet til at korrespondere med partsrepræsentanten. Samtidig vil myndigheden være berettiget til udelukkende at korrespondere med partsrepræsentanten, herunder at meddele afgørelsen i sagen til partsrepræsentanten med bindende virkning for parten. Det indebærer bl.a., at eventuelle klage- eller indbringelsesfrister regnes, fra partsrepræsentanten modtager afgørelsen.” (Mine fremhævninger) Det fremgår således udtrykkeligt, at klagefristerne regnes fra det tidspunkt, at partsrepræsentanten modtager afgørelsen. I nærværende sag vil dette være den 14. november 2024, hvor Skatteministeriet fremlægger Skattestyrelsens afgørelse af den 31. juli 2024. I en række tilfælde er der fastsat regler om, at et forslag til afgørelse skal sendes til repræsentanten. Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit A.A.7.4.2.1. En parts mulighed for at lade sig repræsentere eller bistå af andre, nævner følgende bekendtgørelser: ”Landsskatteretten. Se BEK. nr. 2373 af 10. december 2021 om forretningsorden for Landsskatteretten § 14. Skatterådet. Se BEK nr. 1035 af 25. oktober 2005 om forretningsorden for Skatterådet § 13. Skatteankenævn. Se BEK nr. 1041 af 22. juni 2022 om forretningsorden for skatteankenævn § 16. Vurderingsankenævn. Se BEK nr. 2289 af 3. december 2021 om forretningsorden for vurderingsankenævn § 25. Motorankenævn. Se BEK nr. 1043 af 22. juni 2022 om forretningsorden for motorankenævn § 14. Skatteankestyrelsen. Se BEK nr. 2372 af 10. december 2021 om Skatteankestyrelsen § 21.” Ovenstående er også fastslået i litteraturen, jf. Forvaltningsret Almindelige emner, 6. udgave, 5. oplag 2016, side 318: ”Når en partsrepræsentant er inddraget i sagen, regnes klage-fristens begyndelse normalt fra det tidspunkt, hvor meddelelsen er kommet frem til repræsentanten – også selv om en meddelelse er givet til parten selv.” (Min fremhævning) Det følger således af ovenstående, at såfremt en part er repræsenteret af eksempelvis en advokat, er skatteforvaltningen forpligtet til at korrespondere med parts-repræsentanten, således at det alene har bindende virkning for parten, hvis skatteforvaltningen har korresponderet med partsrepræsentanten. Det betyder også, at et forslag til afgørelse skal sendes til repræsentanten. Endvidere fremgår det, at eventuelle klage- eller indbringelsesfrister først regnes fra det tidspunkt, hvor partsrepræsentanten modtager afgørelsen. Dette er også fastslået i Ombudsmandens udtalelse i FOB1991.161, hvor Ombudsmanden udtalte følgende: ”Når en partsrepræsentant er inddraget i en sag, skal henvendelser fra myndigheden om sagens behandling og sagens afgørelse gives til den pågældende partsrepræsentant. Når det findes hensigtsmæssigt, bør der også gives underretning til parten selv, jf. forarbejderne til forvaltningslovens § 8 (Folke-tingstidende 1985/86, tillæg A, spalte 131). Myndigheden vil dog ikke være berettiget til kun at give meddelelse om afgørelsen til parten, så længe partsrepræsentationsforholdet består. Af det anførte følger, at begyndelsestidspunktet for en klagefrist ved partsrepræsentation regnes fra det tidspunkt, meddelelsen om afgørelsen er kommet frem til partsrepræsentanten. Det gælder efter min opfattelse også i de tilfælde, hvor såvel part som partsrepræsentant får afgørelsen meddelt. Jeg henviser herved til, at en part, der har valgt at lade sig repræsentere af en partsrepræsentant, i almindelighed bør kunne indrette sig på, at partsrepræsentanten varetager partens interesser i sagen, så længe partsrepræsentationsforholdet består.” (Mine fremhævninger) Ombudsmanden udtalte således, at klagefristen i den omhandlende sag ikke var begyndt, da afgørelsen alene var meddelt parten, men ikke partsrepræsentanten. Med denne udtalelse fastslog Ombudsmanden ligeledes, at klagefrister først regnes fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er sendt til partsrepræsentanten. I overensstemmelse hermed udtalte Ombudsmanden i FOB2000.199 ligeledes følgende: ”I tilfælde hvor parten lader sig repræsentere ved en anden, skal afgørelsen meddeles til partsrepræsentanten. Jeg henviser til Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 395. I brev af 21. februar 1999 meddelte De direktoratet at De optrådte som partsrepræsentant for (A). Direktoratets breve af henholdsvis den 24. marts 1999 og den 15. april 1999 var imidlertid alene stilet til (A). Dette anser jeg for beklageligt.” (Mine fremhævninger) At en klagefrist først begynder fra det tidspunkt, hvor en afgørelse er meddelt partsrepræsentanten, gælder også frister for indbringelse til domstolene, jf. U.2001.2197H, hvor indbringelsesfristen først løb fra det tidspunkt, hvor partsrepræsentanten fik tilsendt afgørelsen. Det kan sammenfattende konstateres, at der gælder et grundlæggende princip om, at en part kan vælge at lade sig repræsentere af andre, jf. forvaltningslovens § 8. Såfremt en part er repræsenteret ved eksempelvis en advokat, skal myndigheden korrespondere med partsrepræsentanten. Dette indebærer også, at såfremt en afgørelse ikke er sendt til partsrepræsentanten suspenderes eventuelle klage- og indbringelsesfrister, således at disse først regnes fra det tidspunkt, hvor afgørelsen modtages af partsrepræsentanten. Dette gør sig også gældende, selvom myndigheden har meddelt parten selv. 4.2 Den konkrete sag Det gøres gældende, at klagefristen for at indbringe nærværende klage skal beregnes fra den 14. november 2024, således at nærværende klage anses for indleveret rettidigt, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, 3. pkt. Dette understøttes for det første af, at [advokatfirma1] som repræsentant for [klager] først den 14. november 2024, i forbindelse med et af Skatteministeriet/Kammeradvokaten indleveret svarskrift, blev bekendt med, at Skattestyrelsen havde truffet afgørelsen af den 31. juli 2024. Hverken forslaget til afgørelse af den 8. juli 2024, jf. bilag 13, eller afgørelsen af den 31. juli 2024, jf. bilag 12, blev sendt til [advokatfirma1], der utvivlsomt repræsenterede [klager]. [advokatfirma1] blev alene gjort opmærksom på afgørelsen ved, at Skatteministeriet/Kammeradvokaten fremlagde afgørelsen i deres svarskrift af 14. november 2024. [advokatfirma1] har fortsat ikke modtaget hverken forslag til afgørelse el-ler afgørelsen af den 31. juli 2024 direkte fra Skattestyrelsen. Det fremgår både af Den juridiske vejledning, Ombudsmandens myndigheds-guide, udtalelser fra Ombudsmanden og retspraksis fra Højesteret, at en eventuel klage- og indbringelsesfrist først løber fra det tidspunkt, hvor partsrepræsentanten modtager afgørelsen, og at dette gælder, uanset om afgørelsen er sendt til parten – i dette tilfælde [klager]. Siden år 2020 har [advokatfirma1] repræsenteret [klager]. [advokatfirma1] indtrådte første gang som repræsentant i forbindelse med de af Skattestyrelsen trufne afgørelser af den 30. juni 2020, som [advokatfirma1] på vegne af [klager] påklagede. Det bemærkes i den forbindelse, at afgørelsen af den 31. juli 2024 netop blev truffet som følge af, at Landsskatteretten, i forbindelse med klagesagen den 14. juni 2024 traf afgørelse om, at en del af sagen skulle hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. [advokatfirma1] repræsenterer til stadighed [klager] i den verserende skattesag for byretten, hvor Landsskatterettens afgørelser af den 14. juni 2024 er til prøvelse. Skattestyrelsen kan derfor ikke have været i tvivl om, at [klager] var repræsenteret af [advokatfirma1] ved advokat [person1]. For det andet taler hele hensynet bag en parts ret til at lade sig repræsentere eller bistå for, at Skattestyrelsen ikke med bindende virkning alene kan sende forslaget til afgørelse og selve afgørelsen til [klager], uden også at sende dem til [advokatfirma1] som repræsentant for [klager]. Dette understøttes yderligere af, at det kan være krævende at være part i en sag hos en offentlig myndighed, idet sager kan have store personlige og økonomiske konsekvenser for parten. En part kan derfor have behov for bistand fra andre for at kunne varetage sine interesser bedst muligt under sagen. I nærværende sag har [klager] valgt at lade sig repræsentere af [advokatfirma1]. Såfremt reglerne om partsrepræsentation ikke bliver fulgt kan det medføre, at en part ikke kan varetage sine interesser, hvorfor hele formålet med partsrepræsentationen ville udhules. I nærværende sag har det haft store konsekvenser for [klager]. For det første har det haft den konsekvens, at [klager] som repræsenteret ved [advokatfirma1] ikke er blevet partshørt, idet Skattestyrelsen alene sendte for-slaget til afgørelse til [klager] velvidende om, at [klager] var repræsenteret ved [advokatfirma1]. [klager] har netop valgt at lade sig repræsentere, fordi han ønskede, at det var [advokatfirma1], der skulle varetage hans interesser. Dette indebar også partshøring. Det bemærkes i den forbindelse, at pligten til at foretage partshøring udgør en retsgaranti for parten, hvorfor en manglende parthøring kan medføre, at en afgørelse bliver ugyldig. Nærmere herom ovenfor under punkt 3. For det andet har det haft den konsekvens, at [advokatfirma1] på vegne af [klager] ikke har kunne nå at klage over afgørelsen af den 31. oktober 2024, hvilket var tre måneder efter afgørelsens datering. På baggrund af ovenstående anses nærværende klage for indleveret rettidigt, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, da [advokatfirma1] først blev bekendt med afgørelsen af 31. juli 2024 ved modtagelse af svarskrift af den 14. november 2024. Klagefristen på tre måneder skal derfor først regnes fra den 14. november 2024, hvorfor en klage over afgørelsen af den 31. juli 2024 kan anses for indleveret rettidigt frem til den 14. februar 2025. …” Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klagerens repræsentant har den 21. oktober 2025 fremsendt supplerende indlæg: ” Der nedlægges tertiært påstand om, at afgørelsen af den 31. juli 2024 hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. SUPPLERENDE SAGSFREMSTILLING Ved Landsskatterettens afgørelse af den 14. juni 2024, jf. bilag 11, hjemviste Landsskatteretten spørgsmålet om købsmoms og elafgift til fornyet behandling ved Skattestyrelsen. I Landsskatterettens afgørelse af den 14. juni 2024, fremgår således følgende: ”Med henvisning til SKM2021.456.LSR var det med urette, at Skattestyrelsen gav klageren et skønsmæssig fastsat momsfradrag, både med henvisning til de 30 % i skønnet købsmomsfradrag, samt for [virksomhed7], el, tømning af fedtudskiller og vedligeholdelse/småanskaffelser. I relation til godtgørelse af elafgift hjemler elafgiftslovens § 11, stk. 15, ikke godtgørelse for afgift, som ikke er dokumenteret ved bilag i form af faktura eller særskilt opgørelse. Skattestyrelsen har derfor ikke været berettiget til at opgøre godtgørelsen af elafgiften skønsmæssigt. Da der nu foreligger bilagsmateriale, som Skattestyrelsen ikke tidligere har taget stilling til, hjemvises afgørelsen til Skattestyrelsen til fornyet behandling og vurdering af, om der er grundlag for fradrag for købsmoms og godtgørelse af elafgift.” På baggrund af Landsskatterettens afgørelse den 14. juni 2024 traf Skattestyrelsen på ny afgørelse den 31. juli 2024 vedrørende købsmoms og elafgift. I afgørelsen af den 31. juli 2024, jf. bilag 1, nægtede Skattestyrelsen i overensstemmelse med Landsskatterettens afgørelse at indrømme skønsmæssigt fradrag for købsmoms og elafgift. Skattestyrelsen indrømmede således alene fradrag for købsmoms og elafgift på baggrund af konkrete bilag. Ved en gennemgang af Skattestyrelsens afgørelse af den 31. juli 2024 samt den modtagne aktindsigt fra Skatteankestyrelsen, kan det konstateres, at Skattestyrelsen ikke har forholdt sig konkret til samtlige fremlagte bilag i sagen. Skattestyrelsen har således ikke indrømmet fradrag for købsmoms for samtlige udgifter, uanset disse har været dokumenteret ved bilag. Nedenfor følger en kort gennemgang af de bilag, som efter klagerens opfattelse bør medføre, at der skal indrømmes yderligere fradrag for købsmoms. 1 [virksomhed8] [virksomhed1] har løbende betalt regninger til [virksomhed8]. Dokumentation i form af fakturaer fra [virksomhed8] vedlægges i den forbindelse som bilag 14 Dette fremgår ligeledes af Landsskatterettens afgørelse af 14. juni 2024, jf. bilag 11, side 7 og 8. Af Landsskatterettens afgørelse fremgår følgende: ”Fremlagte bilag Der er fremlagt 2 bilag fra [virksomhed8]. Det ene er en rykker på 420,45 kr. af 13. maj 2016 adresseret til klageren på adressen i [adresse4]. Det andet er en faktura af 13. maj 2016, der vedrører abonnement på bredbånd på 420,45 kr. Følgende beløb frem­går af specifikationen af fakturaen: Abonnement 269,00 kr. Rykkergebyr 100,00 kr. Morarenter 2,45 kr. Betalingsgebyr, manuel betaling 49,00 kr. I alt 420,45 kr. Momsen fremgår at udgøre 63,60 kr. og er beregnet af abon­nement og betalingsgebyret for manuel betaling. Rykkergebyr og morarenter er opgjort som momsfrie. Fakturaen er adresse­ret til klageren på adressen i [adresse4], og kunden er angi­vet til at være klageren med adresse i [by3]. Der er fremlagt en rykker fra [virksomhed8] på et abonnement samt ryk­kergebyr for juni 2016 af 5. juni 2016. Rykkeren vedrører oven­stående faktura af 13. maj 2016.” Det fremgår imidlertid ikke af Skattestyrelsens afgørelse af den 31. juni 2024, at Skattestyrelsen har vurderet, hvorvidt der kunne opnås momsfradrag på bag­grund af fakturaerne fra [virksomhed8]. Det bemærkes, at fakturaerne fra [virksomhed8] har været i Skattestyrelsens besiddelse, da de fremgår af det modtagne aktindsigtsmateriale. 2 [virksomhed9] [virksomhed1] har haft udgifter til [virksomhed9]. Faktura for [virksomhed9] fremlægges i den forbindelse som bilag 15. Af fakturaen, jf. bilag 15, fremgår det, at [virksomhed1] har haft udgifter til [virksomhed9] på 1.999,75 kr., jf. bilag 15, side 2, og 2.110,81 kr., jf. bilag 15, side 3. Dette fremgår ligeledes af landsskatterettens afgørelse af 14. juni 2024, jf. bilag 11, side 8. Af Landsskatterettens afgørelse fremgår følgende: ”Der er fremlagt en rykkerskrivelse fra [virksomhed10] ApS af 20. februar 2018 på 2.110,81 kr. udstedt til klageren personligt på en adresse i [by3] uden angivelse af, hvad ryk­keren vedrører.” Det fremgår imidlertid ikke af Skattestyrelsens afgørelse af den 31. juni 2024, at Skattestyrelsen har vurderet, hvorvidt der kunne opnås momsfradrag på bag­grund af fakturaerne fra [virksomhed9]. Det bemærkes, at fakturaerne fra [virksomhed8] har været i Skattestyrelsens besiddelse, da de fremgår af det modtagne aktindsigtsmateriale. ANBRINGENDER Til støtte for den subsidiære og tertiære påstand gøres det gældende, at [klager] er berettiget til yderligere fradrag for købsmoms, idet [virksomhed1] har af­holdt udgifter til [virksomhed8], jf. bilag 14, og [virksomhed9], jf. bilag 15, jf. momslovens § 37. Det gøres i den forbindelse gældende, at det følger af fast EU-praksis at myndig­hederne ikke kan nægte fradrag for købsmoms alene grundet mangelfulde angi­velser på fakturaer, såfremt myndigheden råder over tilstrækkelige oplysninger til at kontrollere, at de materielle betingelser er opfyldt, jf. f.eks. sag C-516/14 (præ­mis 42-44), sag C-518/14 (Præmis 38-41), sag C-726/23 (præmis 58) og sag C­726/23 (præmis 54, 59-61). Sammenfattende gøres det således gældende, at der som følge af fakturaerne fra [virksomhed8] og [virksomhed9], jf. bilag 14 og 15, er fremlagt behørig dokumenta­tion for, at de materielle betingelser for at opnå et fradrag for købsmoms er opfyldt, jf. momslovens § 37, hvorfor [virksomhed1] skal indrømmes et yderligere fra­drag for købsmoms. …” På mødet med Skatteankestyrelsen den 23. september 2025, anmodede Skatteankestyrelsens sagsbehandler om, at repræsentanten sendte eventuelle yderligere købsbilag. Klagerens repræsentant har den 15. januar 2026 fremsendt yderligere supplerende bemærkninger: ”… På vegne af [klager] skal vi hermed fastholde vores bemærkninger, som anført i klagen af den 10. februar 2025 og det supplerende indlæg af den 21. oktober 2025. For så vidt angår formaliteten fremkommer vi imidlertid med følgende supplerende bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse. BEMÆRKNINGER I RELATION TIL FORMALITETEN Indledningsvist bemærkes, at vi er afgørende uenige i Skatteankestyrelsens for­slag til afgørelse vedrørende formaliteten. Skatteankestyrelsen har i forslaget til afgørelse anført, at: ”Klageren er berettiget til at lade sig repræsentere, det fremgår af forvaltningslovens § 8. Klageren var ved den oprindelige sagsbehandling i 2020 ved Skattestyrelsen repræsenteret ved en revisor, og var ved klagesagen for Skatteankestyrelsen repræsenteret ved [advokatfirma1]. Der foreligger ikke oplysninger om, at klageren oplyste til Skattestyrelsen, at han var repræsenteret ved [advokatfirma1] i forbindelse med den hjemviste afgørelse, hverken i forbindelse med modtagelse af forslag til afgørelse, afgørelsen eller på et andet tidspunkt. Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen ikke ex officio var forpligtet til at undersøge, hvorvidt klageren var repræsenteret ved advokat. Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen, ved at sende for­slag til afgørelse til klageren, har foretaget korrekt høring.” Skatteankestyrelsen har således begrundet forslaget til afgørelse – om at afgørel­sen af den 31. juli 2024 ikke er ugyldig – med, at [klager] ikke har gjort Skattesty­relsen opmærksom på, at [klager] var repræsenteret af [advokatfirma1] i forbin­delse med, at Skattestyrelsen sendte forslag til afgørelse af den 8. juli 2024, jf. bi­lag 13, samt afgørelsen af den 31. juli 2024, jf. bilag 1, til [klager]. Vi forstår derfor Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse således, at Skatteanke­styrelsen har fundet, at det ikke har været klart for Skattestyrelsen, at [klager] har været repræsenteret af [advokatfirma1] – og at det var [klager]s ansvar at gøre Skattestyrelsen opmærksom herpå. I den forbindelse bemærkes, at vi er afgørende uenige i, at Skattestyrelsen ikke skulle have været vidende om, at [klager] var repræsenteret af en advokat – og at det i øvrigt skulle være [klager]s ansvar at gøre Skattestyrelsen opmærksom herpå. Som Skatteankestyrelsen selv har anført, har [klager] siden behandlingen af den oprindelige klage ved Skatteankestyrelsen været repræsenteret af [advokatfirma1]­. Det fremgår i øvrigt også af Landsskatterettens afgørelser af den 14. juni 2024, jf. bilag 9-11, at [klager] var repræsenteret ved advokat [person1] ved [advokatfirma1]. Landsskatterettens afgørelser af 14. juni 2024 er i øvrigt sendt og stilet til [advokatfirma1], att. [person1]. Eftersom Skattestyrelsens oprindelige afgørelse af den 30. juni 2020, jf. bilag 5, af Landsskatteretten den 14. juni 2024, jf. bilag 11, blev hjemvist til fornyet behand­ling ved Skattestyrelsen for så vidt angår spørgsmålet om købsmoms og elafgift, har Skattestyrelsen naturligvis modtaget Landsskatterettens afgørelse af 14. juni 2024, jf. bilag 11, hvori hjemvisningen foretages. Hvis Skattestyrelsen havde læst Landsskatterettens afgørelse, havde Skattestyrel­sen ikke været i tvivl om, at [klager] var repræsenteret af [advokatfirma1]. Det fremgår direkte af Landsskatterettens afgørelse, jf. bilag 11, at [klager] har været repræsenteret af [advokatfirma1]. Allerede på afgørelsens side 1 fremgår: ”[advokatfirma1] P/S [adresse5] [by4] Danmark Att: [person1]” Videre fremgår følgende på side 4: ”Møde mv. Der har været afholdt møde mellem klageren, en tolk, repræsentanten og Skatteankestyrelsens sagsbehandler, ligesom klageren og repræsentanten har udtalt sig over for Landsskatteretten på et retsmøde.” Og på side 10-13 fremgår igen: ”Repræsentanten har den 6. oktober 2023 fremsendt 47 ordrebekræftelser fra [virksomhed6] ApS med leveringsadresse til [virksomhed1]. [...] Repræsentanten har samtidig med fremsendelse af bilag fra [virksomhed6] ApS sendt bilag vedrørende el fra henholdsvis [virksomhed4] og [virksomhed5]. Bilagene er alle adresseret i klagerens navn og med en angivelse af, at de vedrører el på adressen [adresse2] [by1]. [...] Mellem de af repræsentanten fremsendte bilag er ligeledes sendt kopi af 2 annullerede fakturaer. El-bilag fremsendt fra Skattestyrelsen i forbindelse med den oprindelige høring er inkluderet i det nye materiale. Skatteankestyrelsen har på baggrund af de nye el-bilag anmodet Skattestyrelsen om at opgøre den godtgørelsesberettigede elafgift på baggrund af de af repræsentanten fremsendte bilag.” (vores understregninger) Endvidere fremgår følgende på side 35: ”Skatteankestyrelses medarbejder har afholdt møde med klageren, dennes repræsentant og en tolk [...] Repræsentanten har den 6. februar 2024 i bemærkninger til forslag til afgørelse og sagsfremstilling anført:” (vores understregninger) Til sidst fremgår følgende af afgørelsens side 38: ”Klagerens repræsentant fastholdt sin påstand om, at der ikke blev drevet afgiftspligtig virksomhed i [virksomhed1], og at klageren ikke er den afgiftspligtige person i relation til omsætningen i [virksomhed1], samt at der ikke er grundlag for forhøjelserne. Der er ikke grundlag for ekstraordinær ansættelse af perioden 1. maj 2016 til 31. december 2016. Repræsentanten og klageren redegjorde for deres anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg og materialet udleveret på retsmødet.” (vores understregninger) I afgørelsen er videre kopieret de indlæg ind, som [advokatfirma1] udarbejdede i forbindelse med den oprindelige klagesag, jf. bilag 11, side 21-38. Der kan således ikke have været nogen tvivl om, at Skattestyrelsen – ved at læse Landsskatterettens afgørelse af den 14. juni 2024, jf. bilag 11 – ville have været vidende om, at [advokatfirma1] repræsenterede [klager]. Det forekommer retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at ansvaret for at fremsende forslag til afgørelse samt afgørelse til den korrekte person – i dette tilfælde parts­repræsentant [advokatfirma1] – skulle have været [klager]s og ikke Skattesty­relsens. Dette må især gælde i det tilfælde, hvor skatteyder i forbindelse med den klage­sag, der lå forud for hjemvisningssagen, har været repræsenteret af en advokat, og hvor den myndighed, hvortil sagen hjemvises, ikke kan have været i tvivl om, at parten har været repræsenteret af en advokat. [klager] har været repræsenteret af [advokatfirma1] siden 2020 i forbindelse med, at [advokatfirma1] påklagede Skattestyrelsens afgørelser af den 30. juni 2020, jf. bilag 8. [advokatfirma1] har derfor som partsrepræsentant bistået [klager] under hele sagen, herved også ved spørgsmålet om nægtelse af fradrag for købsmoms og elafgift. Det bemærkes i den forbindelse, at [advokatfirma1] til stadighed repræsenterer [klager]. [klager] burde således kunne indrette sig i god tro til, at Skattestyrelsen henvendte sig til [advokatfirma1] som repræsentant. Sådan har det nemlig fungeret ved alle andre henvendelser fra myndighederne til [klager], hvilket er i overensstem­melse med forvaltningslovens § 8, Ombudsmandens myndighedsguide og Den ju­ridiske vejledning 2025-1, afsnit A.A.7.4.2.1. Det er således vores opfattelse, at afgørelsen af den 31. juli 2024 bør tilsidesættes som ugyldig, idet Skattestyrelsen for det første ikke har iagttaget garantiforskriften om partshøring, jf. skatteforvaltningslovens §§ 19 og 20, og idet Skattestyrelsen for det andet har truffet en afgørelse, inden stævningsfristens udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3. …” Landsskatterettens afgørelse Sagen omhandler, hvorvidt Skattestyrelsen afgørelse er ugyldig. Sagen omhandler derudover, hvorvidt klageren er berettiget til skønsmæssigt fradrag for købsmoms og elafgift, samt om klageren er berettiget til fradrag for købsmoms af to konkrete bilag. Retsgrundlaget Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens §§ 19, stk. 1 og 20, stk. 1 og 2: ”§ 19 Forinden told- og skatteforvaltningen træffer en afgørelse, skal der udarbejdes en sagsfremstilling. Dette gælder dog ikke, i det omfang afgørelsen træffes efter anmodning fra sagens parter og told- og skatteforvaltningen fuldt ud kan imødekomme anmodningen eller told- og skatteforvaltningen og sagens parter i øvrigt er enige om afgørelsen. § 20 Agter told- og skatteforvaltningen at træffe en afgørelse om ansættelse af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift på et andet grundlag end det, der er oplyst til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2, skal den skattepligtige nævnt i skattekontrollovens § 2 og eventuelt andre parter underrettes om den påtænkte afgørelse. Det samme gælder, i det omfang en skattepligtig nævnt i skattekontrollovens § 2 har undladt at give told- og skatteforvaltningen oplysninger efter skattekontrollovens § 2 og ansættelsen som følge deraf skal ske skønsmæssigt. Underretningen skal opfylde de krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven. Stk. 2. Den skattepligtige m.v. nævnt i skattekontrollovens § 2 skal samtidig underrettes om, at afgørelsen vil blive truffet som varslet, medmindre den pågældende over for told- og skatteforvaltningen fremkommer med en begrundet skriftlig eller mundtlig udtalelse imod afgørelsen inden for en nærmere angivet frist, der ikke uden den pågældendes samtykke kan være på mindre end 15 dage regnet fra skrivelsens datering, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen. Har den skattepligtige m.v. nævnt i skattekontrollovens § 2 ikke udtalt sig inden fristens udløb, kan afgørelsen træffes som varslet uden yderligere underretning.” Følgende fremgår af forvaltningslovens § 8, stk. 1: ”Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.” En administrativ afgørelse kan indbringes for domstolene indenfor 3 måneder. Det følger af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, som har følgende ordlyd: ”Stk. 3. En administrativ afgørelse kan ikke indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet, jf. dog stk. 4. Har klageinstansen afvist at behandle sagen, kan afvisningen ikke indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter, at afvisningen er sket.” Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1, og der skal betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet, jf. momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt. Af momslovens § 3, stk. 1, fremgår: ”Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.” Af momslovens § 4, stk. 1, fremgår: ”Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering.” Af momslovens § 37, stk. 1, fremgår: ”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6.” Momsregistrerede virksomheder skal ifølge momslovens § 55 føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelse og kontrol af merværdiafgiften. Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab. Kravene til regnskabet fremgår af kapitel 13 i momsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 808 af 30. juni 2015), bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006 med efterfølgende ændringer) og årsregnskabsloven (lovbekendtgørelse nr. 395 af 25. maj 2009 med efterfølgende ændringer). Af opkrævningslovens § 5, stk. 2, fremgår, at kan størrelsen af det tilsvar, som påhviler virksomheden, ikke opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan told- og skatteforvaltningen ansætte virksomhedens tilsvar skønsmæssigt. Byretten har i SKM2025.138.BR fastlagt, at der ikke kan indrømmes skønsmæssigt fradrag for købsmoms, idet fradraget er betinget af fremlæggelse af dokumentation for levering af varer, hvoraf der er betalt moms. Kravene til dokumentation for fradragsberettiget moms fremgår af dagældende momsbekendtgørelse (bkg. 808 af 30. juni 2015) § 58 og § 63. Af dagældende momsbekendtgørelse § 58 følger det, at en faktura i udgangspunktet skal indeholde følgende: 1) Udstedelsesdato (fakturadato). 2) Fortløbende nummer, der bygger på én eller flere serier, og som identificerer fakturaen. 3) Den registrerede virksomheds (sælgerens) registreringsnummer. 4) Den registrerede virksomheds og køberens navn og adresse. 5) Mængden og arten af de leverede varer eller omfanget og arten af de leverede ydelser. 6) Den dato, hvor levering af varerne eller ydelserne foretages eller afsluttes, eller hvor et afdragsbeløb betales, forudsat en sådan dato er fastsat og forskellig fra fakturaens udstedelsesdato. 7) Afgiftsgrundlaget, pris pr. enhed uden afgift, eventuelle prisnedslag, bonus og rabatter, hvis disse ikke er indregnet i prisen pr. enhed. 8) Gældende afgiftssats. 9) Det afgiftsbeløb, der skal betale Af momsbekendtgørelsen § 63 følger kravene til en forenklet faktura, som kan udstedes, hvis købet er på under 3.000 kr. En forenklet faktura skal indeholde følgende: 1) udstedelsesdato (fakturadato), 2) fortløbende nummer, der bygger på én eller flere serier, og som identificerer fakturaen, 3) den registrerede virksomheds (sælgerens) registreringsnummer, navn og adresse, 4) mængden og arten af de leverede varer eller omfanget eller arten af de leverede ydelser, 5) det samlede omsætningsbeløb samt det betalingspligtige afgiftsbeløb, eller de nødvendige oplysninger til beregning af afgiftsbeløbet, hvilket kan ske ved anførsel af, at afgiften udgør 20 pct. af det samlede omsætningsbeløb Virksomheder, der er registreret efter momsloven, kan få tilbagebetalt afgift af den af virksomheden forbrugte elektricitet. Det fremgår af dagældende elafgiftslovs § 11, stk. 1 (lovbkg. 1165 af 1. september 2016), og dagældende elafgiftslovs § 11, stk. 1 (lovbkg. nr. 308 af 24. marts 2017). Der fremgik af dagældende elafgiftslovs § 11, stk. 15 (lovbkg. 1165 af 1. september 2016), og dagældende elafgiftslovs § 11, stk. 15 (lovbkg. nr. 308 af 24. marts 2017), et krav om, at den elafgift som den afgiftspligtige søgte godtgjort, skulle kunne dokumenteres ved fremlæggelse af fakturaer eller opgørelser, hvoraf størrelsen af afgiften fremgår. Landsskatterettens begrundelse og resultat Formalitet Landsskatteretten hjemviste ved afgørelse af 14. juni 2024 spørgsmålet om, hvorvidt klageren var berettiget til fradrag for købsmoms og godtgørelse af elafgift. Ved samme afgørelse traf Landsskatteretten afgørelse om opgørelse af klagerens salgsmoms. Landsskatteretten traf ved to øvrige afgørelser af den 14. juni 2024 afgørelse om klagerens skatteansættelse samt indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Skattestyrelsen sendte forslag til afgørelse i den hjemviste sag den 8. juli 2024 til klageren og sendte, den nu påklagede, afgørelse den 31. juli 2024 til klageren. Klagerens repræsentant indbragte den 13. september 2024 de tre afgørelser af 14. juni 2024 for byretten. Klageren er berettiget til at lade sig repræsentere, hvilket fremgår af forvaltningslovens § 8. Klageren var ved den oprindelige sagsbehandling i 2020 ved Skattestyrelsen repræsenteret ved en revisor, og var ved klagesagen for Skatteankestyrelsen repræsenteret ved [advokatfirma1]. Der foreligger ikke oplysninger om, at klageren oplyste til Skattestyrelsen, at han var repræsenteret ved [advokatfirma1] i forbindelse med den hjemviste afgørelse, hverken i forbindelse med modtagelse af forslag til afgørelse, afgørelsen eller på et andet tidspunkt. Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen ikke ex officio var forpligtet til at undersøge, hvorvidt klageren var repræsenteret ved advokat. Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen, ved at sende forslag til afgørelse til klageren, har foretaget korrekt høring. Skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3 hindrer ikke, at Skattestyrelsen træffer afgørelse på et hjemvist punkt inden fristen for at indbringe afgørelsen for domstolene, er udløbet. Klageren har i øvrigt ikke mistet muligheden for materiel prøvelse af fradraget for købsmoms og godtgørelse af elafgift, idet disse spørgsmål behandles i nærværende klagesag. Landsskatteretten finder herefter, at Skattestyrelsens afgørelse af 31. juli 2024 ikke er ugyldig. Materielt Landsskatteretten fandt i afgørelsen af den 14. juni 2024 med sagsnummer [sag2], at klageren var en momspligtig person, der drev momspligtig virksomhed. Landsskatteretten hjemviste ved afgørelsen af sagsnummer [sag2] spørgsmålet om fradrag for købsmoms og godtgørelse af elafgift til fornyet behandling ved Skattestyrelsen. Skattestyrelsen godkendte fradrag for købsmoms og godtgørelse af elafgift i overensstemmelse med de konkret fremlagte bilag. Skattestyrelsen godkendte ikke fradrag for en faktura fra [virksomhed8] af den 13. maj 2016, hvoraf momsen fremgår til 63,60 kr. Fakturaen er adresseret til klageren på adressen hvorfra der blev drevet virksomhed, og Landsskatteretten finder, at det i tilstrækkelig grad er sandsynliggjort, at udgiften er medgået til klagerens momspligtige aktiviteter. Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt, og godkender yderligere fradrag for købsmoms på 64 kr. i første halvår 2016. Repræsentanten har gjort gældende, at klageren er berettiget til fradrag for købsmoms af en rykkerskrivelse fra [virksomhed9] A/S af 28. december 2017, vedrørende betaling af præmien for glasforsikring. Der fremgår ikke moms af opgørelsen i rykkeren. Forsikringsvirksomhed er i udgangspunktet omfattet af momsfritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 10, og repræsentanten har ikke sandsynliggjort, at rykkeren uden moms fra forsikringsselskabet indeholder købsmoms. Repræsentanten har derudover gjort gældende, at klageren er berettiget til et skønsmæssigt fradrag for købsmoms. Med henvisning til byrettens dom, offentliggjort som SKM2025.138.BR finder Landsskatteretten, at der ikke kan indrømmes skønsmæssigt fradrag for købsmoms, idet fradraget er betinget af fremlæggelse af dokumentation for levering af varer, hvoraf der er betalt moms. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse vedrørende fradrag for købsmoms, bortset fra, at Landsskatteretten godkender fradrag for købsmoms på yderligere 64 kr. i 1. halvår 2016. Repræsentanten har gjort gældende, at klageren er berettiget til en skønsmæssig godtgørelse for elafgift. Repræsentanten har for perioderne i 2016 til 2019 ikke dokumenteret, at der er grundlag for en skønsmæssig godtgørelse af elafgift, og Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt. Landsskatteretten finder, at der ikke er fremlagt nye oplysninger, der kan begrunde en hjemvisning til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.