Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 24-0069375

Fuld skattepligt bevaret trods fraflytning til udlandet

Myndigheden fik medhold
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
9. april 2026
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen omhandler en klagers fulde skattepligt til Danmark efter fraflytning til Storbritannien. Klageren argumenterede for, at skattepligten var ophørt, da han ikke længere havde bopæl i Danmark og hans opholdstilladelse var udløbet. Skattestyrelsen og Landsskatteretten fastholdt, at klageren fortsat var fuldt skattepligtig, da hans ægtefælle opretholdt et fælles hjem i Danmark, og samlivet ikke var ophævet. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse, idet den manglende opholdstilladelse ikke blev anset for afgørende for bopælsmuligheden.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Henviser til

  • SKM2018.290.BR
  • TfS 1990.560
  • TfS 1991.248

Fuldtekst

Journalnr. 24-0069375 Skattestyrelsen har fastholdt, at klageren er fuldt skattepligtig til Danmark for indkomståret 2024. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger Klageren fraflyttede Danmark til Storbritannien den 11. april 2024. Klageren har oplyst, at han sammen med ægtefællen var registreret som lejer på adressen [adresse1], [by1], frem til slutningen af maj måned 2024, hvor både han og ægtefællen opsagde lejemålet. Ifølge Skattestyrelsens oplysninger flyttede alene klagerens ægtefælle den 20. maj 2024 til adressen [adresse2], [by1]. Klageren har oplyst, at hans ægtefælle fortsat bor i Danmark, da hun arbejder på [institution1] i [by1], og at han somme tider besøger hende på adressen [adresse2], [by1] Klageren har som dokumentation fremsendt kvittering for registrering af udrejse af 29. marts 2024, hvoraf fremgår, at han fraflyttede Danmark for at arbejde i Storbritannien og bo på adressen [adresse3], [England], samt kopi af midlertidige dansk opholdstilladelse, hvoraf fremgår, at tilladelsen udløb den 23. juli 2024. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har fastholdt, at klageren er fuldt skattepligtig til Danmark for indkomståret 2024. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”(…) 1. Du er stadig skattepligtig til Danmark 1.1. Faktiske oplysninger Du har oplyst, at du har opgivet bolig i Danmark ved udrejse til Storbritannien den 12. april 2024. Ifølge vores oplysninger har du fortsat bolig i Danmark på adressen [adresse2] [by1], efter din udrejse. Du oplyser samtidig i blanketten, at både du og din ægtefælle står på lejekontrakten, hvorfor vi mener at du har rådighed over boligen i henhold til Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Dertil oplyser du, at din ægtefælle ville udrejse i slutningen af maj, dette ses ikke at være registreret i det danske folkeregister, hvorfor din ægtefælle også bevarer et fælles hjem i Danmark. Reglerne om helårsbolig til rådighed ved udrejse fra Danmark, står i juridisk vejledning, afsnit C.F.1.2.3. (…)” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 8. august 2024 udtalt følgende: ”(…) Borger angiver at han udrejser fra Danmark den 12. april 2024, hvor årsagen er arbejde i et uvist tidsrum. I blanket 04.029, oplyser borgeren, at han ikke mener at have en bolig til rådighed, men borgerens ægtefælle bor og arbejder fortsat i Danmark. Dertil mener borger ikke, at han er skattepligtig til Danmark. Borger oplyser at hans ægtefælle forbliver på følgende adresse indtil slutningen af maj: [adresse1] [by1]. Borgerens ægtefælle flytter den 20-05-2024 til en ny dansk adresse: [adresse2] [by1] Skattepligt: Borgeren har bolig til rådighed i Danmark efter Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Han har boet i Danmark siden 2023 med sin ægtefælle. Vi vurderer at boligmuligheden hos ægtefællen er bevaret, idet hans ægtefælle opretholder et fælles hjem i Danmark i henhold til juridisk vejledning C.F.1.2.3. Det fremgår af juridisk vejledning C.F.1.2.3. "Hvis en ægtefælle flytter til udlandet, uden at dette sker i forbindelse med en egentlig ophævelse af samlivet, anses den pågældende ægtefælle i skattemæssig henseende sædvanligvis for at have bevaret bopæl her, hvis den tilbageværende ægtefælle opretholder et fælles hjem. Se også TfS 1990, 560 (…) Borger har reageret på forslaget, hvorfor Skattestyrelsen har modtaget et retursvar, samt et bilag af: 10-07-2024. Retursvar består i, at borger har en rettelse til adressen, hvor hans ægtefælle er flyttet til efter hans udrejse, dertil beskrives det, at han ikke mener, at være skattepligtig til Danmark. Bilaget består i en udrejse kvittering fra pågældende kommune. Retursvar samt bilag har ikke givet anledning til ændringer vedrørende forslaget. (…) Det fremgår af Kildeskattelovens § 4, stk. 1, nr. 4: "Ved samlivsophævelse uden separation eller skilsmisse anses samlivet i skattemæssig henseende for ophævet med udgangen af det indkomstår, i hvilket ophævelsen af samlivet har fundet sted." Borger har under sagsbehandlingen ikke tilkendegivet, at der er sket en reel samlivsophævelse, hvorfor Skattestyrelsen mener, at han fortsat er skattepligtig i henhold til Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Dertil skal der lægges vægt på, at borger i sin klagebeskrivelse tilkendegiver, at han vil besøge sin kone som gæst, på adressen: [adresse2], [by1]. Dertil oplyser han, at de begge opholder sig i forskellige lande på grund af arbejde, hvorfor skattepligten også ville bevares i henhold til juridisk vejledning C.F.1.2.3. Ovenstående indikerer, at samlivet fortsat er bevaret, da der ikke ses uoverensstemmelse mellem ægtefællerne. Det fremgår juridisk vejledning C.F.1.2.3: "Samlivet anses derfor som udgangspunkt ikke for ophævet, hvis ægtefællerne lever faktisk adskilt som følge af deres erhverv, fordi adskillelsen ofte vil være af midlertidig karakter. Se TIS 1990, 560 LR og TfS 1991, 248 VLR, hvor fraflytning skyldtes forretningsmæssige hensyn." Nye oplysninger: Borger har indsendt ny materiale i form af: - Billede af: Dansk opholdskort. (Residency lapsed 31st July) (…) Skattestyrelsens bemærkninger: Der er nogle uopklarede forhold omkring borgerens opholdstilladelse. Det fremgår ikke klart, om borgeren har søgt ny opholdstilladelse. Borger oplyser, at han vil besøge sin kone i Danmark, hvorfor Skattestyrelsen formoder, at borgeren fortsat har adgang og til dels ret til at tilflytte/opholde sig i Danmark efter sin udrejse. Borger har ikke oplyst om han reelt har mulighed for at tilflytte Danmark og om der eventuelt er søgt nyt opholdskort /tilladelse. Disse nye oplysninger, giver ikke anledning til at omgøre afgørelsen. (…)” Klagerens opfattelse Klageren har nedlagt påstand om, at klageren ikke er fuldt skattepligtig til Danmark. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: “(…) I wish to appeal the decision on my tax liability, since the decision has been made on the basis of incorrect information, and I am confident that I am not liable for tax in Denmark under Danish law. It appears that you may be consulting records that are out of date, or misunderstanding information in my communications. I do not currently have residence at any address in Denmark, including the address at [adresse2]. My name has never been on the lease for this property, and I have never been registered at the address. This is my wife's address. I sometimes visit as a guest, but because we currently have jobs in different countries we have to maintain separate residences. My name was previously on the lease at [adresse1], because this is where I lived while I worked in Denmark. However, as I explained, I was not resident at this property after 11th April. My wife continued living there until 31st May, and the lease on the property ended on the 31st May. I have not signed any new rental contract in Denmark, nor bought a property there, nor have I been registered at any address in Denmark. I have attached a document confirming that I reported to the [by1] commune that I moved to the UK on the 11th April and that I would *not* be retaining residence in [by1]. Finally there appears to be some confusion about my Wife's situation. If I understand your letter correctly, you believe that I reported she would be leaving Denmark at the end of May. I did not state this, and I think this is a misunderstanding. I stated that both my wife and I would be leaving [adresse1] at the end of May. As stated above, my wife still lives in Denmark and works at [institution1] [by1]. However, my wife's tax liability is separate from mine, and her presence in Denmark does not make me liable to pay tax in Denmark. (…)” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klageren har fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse: ”I thought this information was on the original application, but I seem to have missed it off. Not only do I not maintain a residency in Denmark, and not work in Denmark, I no longer have residency rights in Denmark. I am a UK citizen and my residency permit in Denmark expired at the end of July. At present I could not work, rent a property, or otherwise maintain a residence in Denmark, even if I wanted to. An image of my (now expired) residency permit was attached to the original complaint.” Landsskatterettens afgørelse Sagen drejer sig om, hvorvidt klagerens fulde skattepligt til Danmark ophørte efter fraflytning til Storbritannien den 11. april 2024. Retsgrundlaget Følgende fremgår af kildeskattelovens § 1: ”Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler: 1. personer, der har bopæl her i landet (…)” Følgende fremgår af byretsdom af 19. juni 2018, offentliggjort som SKM2018.290 BR: ”(…) Sagsøgeren har altid været registreret i folkeregisteret med bopæl i Danmark. Han har siden 1996 haft bopæl i Y9-adresse i Y10-by, som er et parcelhus, der ejes af sagsøgeren og hans hustru. Huset er ikke på noget tidspunkt i forløbet forsøgt udlejet eller solgt. Samlivet og det fælles hjem har været opretholdt, og der er ikke oplysninger, der understøtter, at der var konkrete planer om fraflytning. Sagsøgeren har hele tiden haft ubegrænset dispositionsret over huset i Y10-by. I perioden marts 2006 – marts 2011 havde sagsøgeren flere ansættelser i Tyskland, Schweiz og Italien. Sagsøgeren har ikke fremlagt dokumentation for betaling af skat i Tyskland, selvom han har oplyst, at han betalte skat her. Sagsøgeren har efter sin egen forklaring ikke betalt skat i hverken Schweiz eller Italien. Sagsøgeren har i udlandet boet enten i hotellejlighed eller hotelværelse eller i en lejlighed, som han enten selv fandt eller fik stillet til rådighed af arbejdsgiveren. Hertil kommer, at sagsøgeren jævnligt i perioder, hvor han havde arbejdsfri, tog til Danmark, ligesom hans hustru uden deres datter har været hos sagsøgeren i udlandet. Af sagsøgerens kontoudtog fremgår, at der på hans danske konto i perioden er foretaget adskillige kontanthævninger og køb, og det er ikke dokumenteret, at disse skulle være foretaget af andre end sagsøgeren. Ligeledes bibeholdt sagsøgeren også i hele perioden sine danske indregistrerede biler og campingvogn. Under disse omstændigheder har sagsøgeren ikke bevist, at han opgav eller havde til hensigt at opgive sin bopæl i Danmark i kildeskattelovens forstand. (…)” Landsskatterettens begrundelse og resultat Personer, der har bopæl her i landet, er fuldt skattepligtige til Danmark. Det fremgår af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Ved vurderingen af, om skattepligten er ophørt i forbindelse med fraflytningen, er det afgørende, om den skattepligtige har bevaret rådighed over en helårsbolig. Hvis en ægtefælle flytter til udlandet, uden at dette sker i forbindelse med en egentlig ophævelse af samlivet, anses den pågældende ægtefælle i skattemæssig henseende sædvanligvis for at have bevaret bopæl her i landet, hvis den tilbageværende ægtefælle opretholder et fælles hjem. Der kan herved henvises til f.eks. byrettens dom af 19. juni 2018, offentliggjort som SKM2018.290.BR. Landsskatteretten lægger til grund, at klageren den 11. april 2024 udrejste til Storbritannien for at bo og arbejde der. I slutningen af maj måned 2024 opsagde han og ægtefællen deres fælles lejemål på adressen [adresse1]. Klagerens ægtefælle flyttede herefter til adressen [adresse2], [by1], hvor hun fortsat bor. Der er ikke oplysninger om, at klageren og hans ægtefælle har ophævet deres samliv på grund af uoverensstemmelser. Klagerens ægtefælle blev således efter det oplyste boende i Danmark, da hun fortsat arbejder på [institution1] i [by1], ligesom klageren har oplyst, at han af og til besøger ægtefællen i Danmark på adressen. Landsskatteretten lægger derfor til grund, at klageren og klagerens ægtefælle har opretholdt deres samliv, og klagerens udrejse til Storbritannien ikke beror på eller har sammenhæng med en ophævelse af deres samliv. Da klagerens ægtefælle samtidig fortsat har bopæl i Danmark, finder Landsskatteretten, at klageren også fortsat har en bolig til rådighed her i landet. Retten finder herefter, at klageren fortsat er fuldt skattepligtig til Danmark for indkomståret 2024 efter hans fraflytning til Storbritannien, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Det forhold, at klageren ikke har opholdstilladelse i Danmark, kan således ikke under de her foreliggende omstændigheder føre til et andet resultat, da den manglende opholdstilladelse ikke anses for at være afgørende for, hvorvidt klageren har bevaret en bopælsmulighed i Danmark. Klageren kan uanset den manglende opholdstilladelse opholde sig i Danmark på bopælen sammen med sin ægtefælle i ikke ubetydeligt omfang, og klageren har da efter det oplyste rent faktisk også opholdt sig på bopælen sammen med sin ægtefælle. Det tilføjes, at retten ikke herved har taget stilling til klagerens skattemæssige hjemsted efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien, og klageren i tilfælde af en eventuel situation med dobbeltbeskatning mellem Danmark og Storbritannien kan henvende sig til Skattestyrelsen og få taget stilling til, hvor klageren har sit skattemæssige hjemsted såvel som f.eks. eventuel lempelse for en sådan dobbeltbeskatning. Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Fuld skattepligt bevaret trods fraflytning til udlandet (jnr. 24-0069375) · skattewiki.dk