Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 24-0048942

Afslag på ekstraordinær genoptagelse af momstilsvar

Myndigheden fik medholdMellem sag (0,1-1 mio. kr.)
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
21. april 2026
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen omhandler en virksomheds anmodning om ekstraordinær genoptagelse af momstilsvaret for 2016, som Skattestyrelsen afviste. Virksomheden argumenterede for, at der forelå særlige omstændigheder, herunder Skattestyrelsens adfærd og en straffesagsafgørelse, der indikerede et fradrag. Landsskatteretten fandt, at virksomhedens henvendelse ikke udgjorde en klage, og at der ikke var dokumenteret særlige omstændigheder, der kunne begrunde fravigelse af den ordinære genoptagelsesfrist. Desuden var seksmånedersfristen for anmodning om genoptagelse fra kundskabstidspunktet ikke overholdt. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Fuldtekst

Journalnr. 24-0048942 Klagen skyldes, at Skattestyrelsen ikke har imødekommet virksomhedens anmodning om ekstraordinær genoptagelse af momstilsvaret for perioden 1. januar 2016 til 31. december 2016, idet Skattestyrelsen har fundet, at der ikke foreligger særlige omstændigheder, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger [klager], herefter virksomheden, blev startet den 1. marts 2013 og er ophørt den 4. august 2016. Virksomheden var ejet og drevet af [person1], herefter indehaveren, der var fuldt ansvarlig deltager. Virksomheden var registreret med branchen 433410 ”Malerforretninger”. Skattestyrelsen har oplyst, at virksomheden har angivet moms kvartalsvis i 2016. Skattestyrelsen har truffet en afgørelse den 30. maj 2023 som følge af Landsskatterettens afgørelse af den 30. marts 2022, hvor Landsskatteretten hjemviste den momsmæssige behandling af 2015 og 2016 til fornyet behandling i Skattestyrelsen, idet klageren til Landsskatteretten havde fremsendt nyt materiale i form af årsrapport, kontospecifikationer, balancer og bilag. Skattestyrelsens afgørelse af den 30. maj 2023 har ikke været påklaget til Skatteankestyrelsen. Virksomheden har den 14. februar 2024 indgivet anmodning om ekstraordinær genoptagelse af momstilsvaret for 2016 til Skattestyrelsen. Skattestyrelsen har ved den påklagede afgørelse af 16. april 2024 givet afslag på ekstraordinær genoptagelse af momstilsvaret for 2016. I genoptagelsesanmodningen fremgår bl.a.: ”… Vedr indkomstår 2016, i forbindelse med afgørelse fra Jura, Straffesagsenhed 5, Sags-id [sag1] er der ved bedømmelse af straffen taget højde for, at der skulle gives fradrag for kr. 469.055 incl moms eller kr 375.244 excl moms. …” Skattestyrelsen har til Skatteankestyrelsen fremlagt et bødeforlæg fra Skattestyrelsens Jura Straffesagsenhed 5 af den 14. juli 2023. Af bødeforlægget fremgår blandt andet følgende: ”Sagstilskæringen er alene til brug for straffesagen, idet beviskravene for fastsættelse af et strafansvar i en straffesag er strengere end de krav, der stilles til bevisets styrke i en skattesag, og du kan således ikke forvente, at det kan lægges til grund for den skatteansættelse.” Indehaveren har på mødet med Skatteankestyrelsen den 2. oktober 2025 oplyst, at han mener, at han har påklaget Skattestyrelsens afgørelse af den 30. maj 2023, men at Skattestyrelsen ikke har videresendt klagen til Skatteankestyrelsen. Indehaveren skrev den 31. maj 2023 til Skattestyrelsen blandt andet ”Vi kan ikke tiltræde din opgørelse længere” og spurgte om, hvordan man får vejledning omkring fri proces til at føre en retssag. Skattestyrelsen har den 31. maj 2023 svaret indehaveren, at der er truffet afgørelse, og at sagen med det sendte svar afsluttes. Der er samtidig vedlagt en klagevejledning og information om, hvor indehaveren kan finde information om friproces hos domstolene. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har ikke imødekommet virksomhedens anmodning om ekstraordinær genoptagelse af afgiftstilsvaret for perioden 1. januar 2016 til 31. december 2016, idet Skattestyrelsen har fundet, at der ikke foreligger særlige omstændigheder, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”… Vi kan ikke ændre virksomhedens moms for perioden, 1. kvartal – 4. kvartal 2016, fordi du har bedt os om at ændre den mere end tre år efter det tidspunkt, hvor du skulle angive den, og fordi betingelserne for at fravige 3-årsfristen ikke er opfyldt. Der er hverken er tale om underkendelse af praksis eller om konsekvensændringer, og du har ikke oplyst os om særlige omstændigheder, der opfylder kravene for, at vi kan ændre momsen, selv om fristen er udløbet. Du har heller ikke bedt om ændringen inden seks måneder efter det tidspunkt, hvor du blev klar over, at. Vi vurderer, at der ikke er særlige omstændigheder, der begrunder, at vi alligevel skal genoptage sagen. Du har anført, at det ikke fremgår af modtagne materialer, at der er taget hensyn til fradraget i indkomstgodtgørelsen for 2016. Vi har i vores vurdering lagt vægt på, at virksomheden er forpligtet til at angive momstilsvaret inden for de i loven fastsatte frister. Vi har desuden lagt vægt på, at du ikke har indsendt dokumentation for virksomhedens udgifter for perioden, 1. – 4. kvartal 2016. Fradragsretten kan opnås, såfremt du er i besiddelse af dokumentation for de afholdte udgifter, som er virksomheden vedkommende. På baggrund af manglende dokumentation af udgifter vedrørende denne periode. Vi bemærker desuden, at du ikke har påklaget Skattestyrelsens afgørelse af den 30. maj 2023 inden klagefristens udløb, som er 3 måneder fra modtagelsesdatoen efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3. Vi har også vurderet, at du ikke har indsendt faktisk eller retligt materiale, som begrunder genoptagelse efter angivelsesfristens udløb. Du opfylder derfor ikke betingelserne for at få ændret momsen for perioden, 1. – 4. kvartal 2016. …” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 11. juli 2024 udtalt til klagen, at der ikke er nye oplysninger. Virksomhedens opfattelse Virksomhedens repræsentant har fremsat påstand om, at der foreligger særlige omstændigheder, som medfører, at der er grundlag for ekstraordinær genoptagelse af momstilsvaret for 2016. Den påklagede afgørelse omhandler alene momstilsvaret for 2016. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”Det gøres gældende at virksomheden er berettiget til fradrag for købsmoms i 2015 og 2016. Det gøres gældende at der i nærværende sag foreligger særlige omstændigheder som følge af skattemyndighedernes adfærd hvorfor betingelserne for ekstraordinær genoptagelse er opfyldt.” Indehaveren har på mødet med Skatteankestyrelsen den 2. oktober 2025 oplyst, at han mener, at han har påklaget Skattestyrelsens afgørelse af den 30. maj 2023, men at Skattestyrelsen ikke har videresendt klagen til Skatteankestyrelsen. Retsmøde Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”… Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens indstilling. Formelt Skattestyrelsen fastholder afgørelsen af 16. april 2024, og er derfor også enige med Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse. Idet klagers angivelsesfrist for 4. kvartal 2016 var var 1. marts 2020, og klager først søgte om genoptagelse den 14. februar 2024, har klager derfor søgt om genoptagelse efter udløb af den ordinære genoptagelsesfrist efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2. Der foreligger endvidere ikke særlige omstændigheder efter § 32, stk. 1. Det ses videre, at den lille fristregel i lovens § 32, stk. 2 ligeledes ikke er opfyldt, da vi bemærker at der ved indstilling til straf, henses til et andet retsgrundlag. Skattestyrelsen fastholder derfor afgørelsen og er enige med Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse. …” Indlæg under retsmødet Virksomheden indehaver fastholdt den nedlagte påstand om, at virksomhedens anmodning om ekstraordinær genoptagelse af afgiftstilsvaret for perioden 1. januar 2016 til 31. december 2016 skal imødekommes og gennemgik og uddybede de tidligere anførte anbringender til støtte herfor. Sagen mangler sammenhæng med de tidligere afgørelser. Der er bl.a. ikke er taget højde for afgørelsen af 14. juli 2023 fra Skattestyrelsens Jura Straffesagsenhed 5 i den videre sagsbehandling. Afgørelsen af 30. maj 2023 blev påklaget den 31. maj 2023 ved henvendelsen til Skattestyrelsen, og klagen ikke er blevet behandlet. Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelsen stadfæstes. Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om det er med rette, at Skattestyrelsen ikke har imødekommet virksomhedens anmodning om ekstraordinær genoptagelse af afgiftstilsvaret for perioden 1. januar 2016 til 31. december 2016, idet Skattestyrelsen har fundet, at der ikke foreligger særlige omstændigheder, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4. Retsgrundlaget Af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, fremgår: "Stk. 2. En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Tilsvarende skal en virksomhed eller en person, der ønsker godtgørelse af afgift, senest 3 år efter det tidspunkt, hvor kravet om godtgørelse tidligst kunne gøres gældende, fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde godtgørelse af afgiften." Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4: "§ 32. Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis: ... 4) Told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede giver tilladelse til ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder." Af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, fremgår: "En ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen af afgift kan kun foretages efter stk. 1, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede fremsættes senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den afgiftspligtige eller godtgørelsesberettigede er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 31. … Told- og skatteforvaltningen kan behandle en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af fristen i 1. pkt., hvis særlige omstændigheder taler derfor." Det følger af forarbejderne til skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32, at bestemmelserne er en videreførelse af skattestyrelseslovens §§ 35 B og 35 C, jf. lovforslag nr. 110 af 24. februar 2005. Af forarbejderne til skattestyrelseslovens §§ 35 B og 35 C (lovforslag nr. 175 af 12. marts 2003) fremgår det af bemærkningerne, at bestemmelsen skal forstås som en "sikkerhedsventil", hvorefter genoptagelse kan ske efter 3-års fristens udløb, hvis: "der foreligger særlige omstændigheder, der ikke er omfattet af de specifikke genoptagelsesgrunde. Bestemmelsen skal sikre, at genoptagelse kan ske i tilfælde, man ikke på forhånd har kunnet forudse, men hvor omstændighederne alligevel taler for at tillade, at skatteansættelsen nedsættes, f.eks. hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand, eller hvor der er begået fejl af den skatteansættende myndighed eller i andre særlige tilfælde, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige." Landsskatterettens begrundelse og resultat Landsskatteretten finder, at mailen af den 31. maj 2023 fra indehaveren til Skattestyrelsen ikke kan betragtes som en klage over Skattestyrelsens afgørelse af den 30. maj 2023. Der er henset til, at indehaveren tidligere har påklaget en sag til Skatteankestyrelsen og derfor er bekendt med klageprocessen. Indehaveren har ved mailen forespurgt Skattestyrelsen om vejledning i at få fri proces til at føre en retssag. Der har været vedlagt klagevejledning i både den påklagede afgørelse og ved Skattestyrelsens svar på mailen af den 31. maj 2023. Indehaveren har ikke efterfølgende indgivet en klage til Skatteankestyrelsen over Skattestyrelsens afgørelse af den 30. maj 2023. Anmodningen om genoptagelse af virksomhedens momstilsvar for afgiftsperioderne 2016 er indgivet den 14. februar 2024, der er efter udløbet af fristen for ordinær genoptagelse i skatteforvaltningsloven § 31, stk. 2. Fristen for ordinær genoptagelse af momstilsvaret var den 1. marts 2020 for 4. kvartal 2016. Landsskatteretten finder, at der ikke er grundlag til at genoptage momstilsvaret for 2016 efter skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 1-3. Herved er henset til, at der ikke foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse af momstilsvaret for 2016 efter skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 4. Virksomheden har gjort gældende, at der foreligger særlige omstændigheder ved Skattestyrelsens adfærd. Landsskatteretten finder det ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at Skattestyrelsen har udvist en usædvanlig adfærd. Det forhold, at Skattestyrelsens Straffesagsenhed ved grundlaget for strafudmålingen ikke har medtaget forhøjelse af salgsmoms for tab på debitorer samt købsmoms af kreditorer, kan ikke føre til et andet resultat. Efter skatteforvaltningsloven § 32, stk. 2, 1. pkt., skal virksomheden fremsætte anmodningen om genoptagelse senest 6 måneder fra kundskabstidspunktet af det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 31. Virksomheden er kommet til kundskab om Skattestyrelsens ændring af momstilsvaret i Skattestyrelsens afgørelse den 30. maj 2023 og har anmodet om genoptagelse den 14. februar 2024. Virksomheden har således ikke overholdt fristen på seks måneder i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 1. pkt. Da der heller ikke foreligger særlige omstændigheder, der taler for at dispensere fra fristen, har virksomheden ikke ret til genoptagelse, jf. § 32, stk. 2, sidste pkt. Anmodningen om genoptagelse af virksomhedens momstilsvar er indgivet efter udløbet af fristen for ordinær genoptagelse i skatteforvaltningsloven § 31, stk. 2. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.