Registreringsafgift for taxa anvendt til privat personbefordring

Journalnr. 24-0003633 Motorstyrelsen har opkrævet 254.185 kr. i registreringsafgift, idet Motorstyrelsen har fundet, at sagens køretøj blev anvendt til privat personbefordring i strid med betingelserne for køretøjets afgiftsfritagelse som personbil med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport. Landsskatteretten stadfæster Motorstyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger Sagens køretøj er en Mercedes-Benz Vito [...] med stelnummer [stelnummer1]. På kontroltidspunktet var køretøjets registrerede ejer [klager] A/S (herefter selskabet) og brugeren var [virksomhed1] ApS. Køretøjet var registreret som personbil med anvendelsen ”Taxikørsel” og afgiftsfritagelsesklausulen ”Tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, som udelukkende anvendes dertil”. Det fremgår af anmeldelsesrapporten fra kontrollen den 2. juni 2023 kl. 18:02: ”Jeg kørte ud [adresse1] ved krydset med [adresse2]. hvor jeg bemærkede en taxa, reg.nr. [reg.nr.1]. Mercedes- Benz Vito fra [virksomhed2]. ID nr. [...]. Særligt bemærkede jeg at fører havde åbnet sit vindue og at han råbte til en pige der sad på en bænk ved vej siden. Der sad en passager i forreste passagersæde. denne med en dåse Coca Cola i hånden, som der spildte ned ad siden døren. Jeg vendte rundt og kørte efter taxaen. Føreren kørte til [adresse2] ud for nr. 8, hvor han stoppe midt i indkørslen til P.-arealet. Her steg passageren ud og gik videre inden jeg nåede at få kontakt til ham. Jeg fik dog indkig i bilen, hvor det umiddelbart så ud til at taxameteret ikke var aktiveret. Føreren kørte nu rundt og hen til en P-bås, som han parkerede i. (…) Foreholdt denne tur med forsæde passageren, forklarede føreren, at det var en bekendt af ham ved navn [person1], som han havde samlet op i et lyskryds og kørt med ham her til. Føreren forklarede, at [person1] ikke havde betalt for turen, og at taxameteret ikke var aktiveret. Siden tog jeg kontakt til [virksomhed2], der 6. juni svarede mig at pågældende vogn havde sidste tur kl. 1644 og vognen loggede af systemet kl. 1821. Dette sammenholdt med tidspunktet 1802, hvor jeg træffer bilen med passager i og chaufførens forklaring om at [person1] ikke betalte for turen, må betyder at der er tale om privat kørsel i taxaen.” Chaufføren har efterfølgende kontrollen indsendt en erklæring dateret den 12. oktober 2023, hvoraf det fremgår: ”[…] Jeg bekræfter, at min kørsel på det pågældende tidspunkt ikke var tiltænkt som privatbefordring. Jeg er en autoriseret taxachauffør, og jeg var på arbejde i den pågældende bil. Desværre havde jeg nogle udfordringer med at aktivere taxameteret, og jeg prøvede at genstarte det, mens jeg kørte. Da det gik op for mig, at taxameteret ikke ville starte korrekt, bad jeg min passager om at stige ud af bilen. Dette skyldtes, at jeg ikke kunne beregne prisen for turen uden et fungerende taxameter, og passageren kun havde betalingskort uden kontanter. Jeg var opmærksom på, at uden et fungerende anlæg kunne jeg ikke udføre betaling med dankort eller kreditkort. Kort tid efter, at passageren var steget ud, kom en civil politibetjent til stedet. Jeg følte mig angst og begyndte at føle, at jeg havde begået en stor fejl. Jeg begik spontane handlinger og talte klodset i et forsøg på at undgå myndighederne. Min reaktion skyldtes tidligere dårlige oplevelser fra min tid i Somalia, hvor myndighederne forfulgte mig, og jeg blev tvunget til at overvåge andre. Jeg var bange for både de tvungne opgaver og civilpoliti, som jeg tidligere havde oplevet pres fra. Jeg kan ikke huske præcis, hvad jeg har forklaret politibetjenten, men jeg bekræfter, at kørslen ikke var tiltænkt som privatbefordring, og at jeg af sikkerhedsmæssige årsager satte passageren af, da jeg ikke kunne aktivere taxameteret. Efter hændelsen søgte jeg hjælp til at få anlægget repareret, og jeg har ikke taget ture siden hændelsen, da jeg har haft psykiske problemer som følge af den. Jeg erkender, at jeg ikke har kunnet forklare mine udfordringer med anlægget til min arbejdsgiver (vognmanden), og jeg var ikke klar over, at konsekvenserne af min handling ville være så alvorlige. Jeg troede oprindeligt, at jeg kunne glemme hele hændelsen, men da jeg indså, at det kunne medføre konkurs for min arbejdsplads, som jeg er meget glad for, følte jeg mig forpligtet til at træde frem og forklare, hvad der faktisk skete, samt mine udfordringer med anlægget. Jeg beklager dybt for de problemer, som denne hændelse har medført, og jeg er villig til at samarbejde fuldt ud med myndighederne for at afklare situationen og eventuelle konsekvenser af mine handlinger.” Desuden har passageren efterfølgende indsendt en erklæring dateret den 16. oktober 2023, hvoraf det fremgår: “[…] Jeg var en betalende kunde og ønskede at tage en taxitur fra [adresse2] til [adresse3] på den pågældende dag den 02.juni 2023. Chaufføren, [person2], hentede mig som kunde, og jeg var ikke i nogen form for familierelation eller tæt venskab med ham. Jeg forventede en normal taxitur og havde til hensigt at betale for turen. Da turen startede, bemærkede jeg, at chaufføren havde vanskeligheder med at starte taxameteret og aktivere anlægget. Han forsøgte at genstarte det under kørslen, men det lykkedes ikke. Efter nogen tid bad chaufføren mig om at stige ud af bilen. Dette skete, fordi han ikke kunne beregne prisen for turen uden et fungerende taxameter, og jeg havde ikke kontanter eller mulighed for at betale med MobilePay. Det er vigtigt at understrege, at jeg ikke havde nogen personlig relation til chaufføren, ud over det almindelige kunde-chaufførforhold. Jeg havde ingen indflydelse på hans beslutning om at sætte mig af, og det var klart, at han stod over for tekniske udfordringer med sin bil. Jeg har forståelse for, at chaufføren har haft sine egne udfordringer og reaktioner på situationen, og jeg anerkender, at han har forsøgt at håndtere dem på bedst mulig vis. Jeg er villig til at samarbejde med de relevante myndigheder for at afklare situationen og bidrage med information om hændelsen, hvis det er nødvendigt.” [virksomhed2] har oplyst til politiet, at den sidste registrerede persontransport skete kl. 16:44, og chaufføren loggede af systemet kl. 18:21. [virksomhed2] havde ikke kundskab om anden kørsel imellem disse to tidspunkter, herunder kørslen forinden kontroltidspunktet. Endvidere har [virksomhed2] oplyst, at de ikke har registreret nogle fejlmeldinger på taxameteret på dagen for kontrollen. Selskabet har indsendt leasingaftalen for sagens køretøj. Motorstyrelsens afgørelse Motorstyrelsen har opkrævet 254.185 kr. i registreringsafgift for sagens køretøj, under henvisning til, at køretøjet er anvendt til privat personkørsel i strid med betingelserne for afgiftsfritagelsen som Taxa, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6 Motorstyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”Vores vurdering Vi vurderer, at jeres køretøj er blevet anvendt til privat personbefordring i strid med betingelserne for køretøjets registrering som afgiftsfri Taxa. Vi vurderer, at køretøjet er omfattet af reglerne for personmotorkøretøjer. Køretøjet skulle derfor have været anmeldt til omregistrering, inden det blev taget i brug til privat kørsel. Ved omregistreringen skulle der også have været betalt registreringsafgift. Vi vurderer endeligt, at I som registreret ejer af køretøjet hæfter solidarisk for betaling af registreringsafgiften sammen med køretøjets registrerede bruger. Sagens oplysninger [virksomhed1] ApS medarbejder og føreren af køretøjet [person2] har ved kontrollen den 2. juni 2023 forklaret til [region1]s, at passageren der netop var blevet sat af, var en bekendt ved navn [person1]. [person2] forklarede, at han havde samlet [person1] op i et lyskryds og kørt han hertil(kontrolstedet). [person2] forklarede endvidere, at [person1] ikke havde betalt for turen og at taxameteret ikke var aktiveret. [virksomhed2] har oplyst til [region1]s politi, at køretøjet ingen ture havde registreret på kontroltidspunktet. Herudover har [virksomhed2] oplyst, at køretøjet havde sidste tur klokken 16:44 og at vognen loggede af klokken 18.21. Køretøjet var på kontroltidspunktet afgiftsfritaget og indregistreret som taxa. Kørslen blev ikke udført mod vederlag Køretøjet er registreret med jer som ejer Køretøjet er registreret med [virksomhed1] A/S cvr-nr. [...1] som bruger I har modtaget en kvittering for jeres ansøgning I har den 9. marts 2023 udfyldt en ansøgning om tilladelse til afgiftsfritagelse på et køretøj, som skal anvendes til at udføre kørsel for offentlig myndighed. Ansøgningen er underskrevet af [person3]. I anmeldelsen er følgende anført (uddrag): ”Jeg er bekendt med, at et køretøj, som er afgiftsfrit, skal afgiftsberigtiges med fuld afgift, når betingelserne for den foretagne afgiftsberigtigelse ikke længere er opfyldt. Dette vil således være tilfældet, hvis køretøjet anvendes til privat kørsel eller fx, en taxi helt eller delvis skal anvendes til udlejning uden fører eller som skolevogn.” […] Vi har indkaldt materiale fra [virksomhed1] ApS Vi har den 18. juli 2023 bedt [virksomhed1] ApS om at sende dokumentation for køretøjets kilometerstand i form af to vellignende billeder. Vi har den 2. august 2023 modtaget materiale fra [virksomhed1] ApS, som er indgået i behandlingen af sagen. Vi har modtaget 2 billeder med dokumentation for kilometerstanden. Køretøjets kilometerstand Ifølge dokumentationen fra [virksomhed1] ApS, har køretøjet en kilometerstand på 74.226. Vi har derfor blandt andet lagt dette til grund ved beregning af køretøjets værdi. Hvad har vi lagt vægt på? Vi har lagt vægt på, at det på kontroltidspunktet blev oplyst, at passageren af køretøjet ikke havde betalt for turen og at taxameteret ikke var aktiveret på kontroltidspunktet. Vi har også lagt vægt på, at køretøjet blev anvendt til privat personbefordring Vi har endvidere lagt vægt på, at taxameteret ikke var aktiveret under kørslen og at kørslen ikke var registreret i [virksomhed2]s system. Køretøjet havde sidste tur registreret klokken 16.44. Endeligt har vi lagt vægt på at kørslen ikke var erhvervsmæssig. Vi lægger endvidere til grund, at registreringsafgiftspligten indtrådte den 2. Juni 2023, hvor kontrollen blev foretaget. Da det er mindre end 3 år siden, kan vi afsende varsel om fastsættelse af registreringsafgiften. Jeres bemærkninger til sagen Vi har ikke modtaget nogle bemærkninger fra jer til det udsendte forslag til afgørelse dateret den 1. september 2023. Vi har den 17. oktober 2023 modtaget følgende bemærkninger fra [virksomhed1] ApS. Første grundlag: [virksomhed1] ApS oplyser, at deres medarbejder [person2], er en erfaren og pålidelig chauffør, som ikke tidligere har været involveret i lignende sager og tilføjer hertil, at han har arbejdet som chauffør siden januar 2007. [virksomhed1] ApS oplyser herefter, at [person2] har betjent kunder som taxachauffør i en årrække, og selvom hans sprogfærdigheder er begrænsede, har han været i stand til at udfører kørsel med kunder og tage imod betaling. [virksomhed1] ApS skriver herefter, at [person2] oplyste at taxameteret ikke fungerede under den pågældende tur og at han derfor ikke kunne aktivere eller beregne prisen for turen, hvilket førte til at [person2] ikke kunne opkræve betaling fra kunden. [virksomhed1] ApS anfører, at de mener det var en teknisk fejl og at dette ikke var en bevidst handling for at uddrage afgift. Hertil tilføjer [virksomhed1] ApS, at [person2] kan have reageret nervøst og vildledende over for myndighederne og forklaret nogle uoverensstemmelser. Andet grundlag: [virksomhed1] ApS oplyser, at der ikke har været nogen hensigt med at udføre privat personbefordring og at kundens destination kun var omkring 500 meter, før den blev afbrudt. [virksomhed1] ApS mener samtidig, at en privat tur ville være længere. På den baggrund mener [virksomhed1] ApS det var oprigtigt, at [person2] forsøgte at aktivere taxameteret, men at det ikke virkede. Hertil tilføjer [virksomhed1] ApS, at [person2] besluttede sig for at sætte kunden af, og [virksomhed1] ApS mener politiet fejlfortolkende situationen på grund af kulturelle forskelle. [virksomhed1] ApS oplyser, at der blev spurgt ind til om [person2] kendte kunden og at I der mener der er sket en misforståelse, [virksomhed1] ApS skriver i den forbindelse, at fordi mange somaliere kender hinanden, er det ikke det samme som at de er tætte eller har et venskab som i Danmark. Tredje grundlag: [virksomhed1] ApS oplyser, at det er værd at bemærke, at kunden, ikke var en privatperson uden relation til [person2], men at han var en bekendt og at der ingen nære familiebånd var. [virksomhed1] ApS oplyser, at i mange kulturer, herunder somaliske, kender folk hinanden gennem fælles bekendtskaber og netværk og at dette ikke nødvendigvis betyder, at en køretur er af privat karakter. [person2] samlede kunden op i et lyskryds og de havde en dialog om at køre til [adresse3]. Dette mener [virksomhed1] ApS er en indikation på at kørslen var erhvervsmæssig og ikke privat. Fjerde grundlag: [virksomhed1] ApS oplyser, at det er vigtigt at bemærke, at kørslen fandt sted i arbejdstiden og ikke udenfor arbejdstiden. Hertil skriver [virksomhed1] ApS, at det som taxachauffør ikke er unormalt at opleve udfordringer med kunder, der nægter at betale eller tekniske problemer med udstyr som taxametre. [virksomhed1] ApS tilføjer hertil, at de har talt med kunden, og at han har givet en udtalelse om, at han havde til hensigt at betale for turen og at hans hensigt var at tage en taxa til [adresse3]. [virksomhed1] ApS oplyser, at de tekniske problemer med taxameteret forhindrede dette, og passageren blev sat af efter en kort strækning. [virksomhed1] ApS mener derfor ikke situationen bar præg af privat befordring. Beregning af registreringsafgift: [virksomhed1] ApS oplyser, at beregningen af registreringsafgiften ikke tager højde for at jeres taxa allerede har kørt 98.039 km. [virksomhed1] ApS oplyser herefter, de mener der skal tages højde for den nuværende kilometerstand ved omregistrerings tidspunktet, da der er en tidsramme på 3 uger for omregistreringen. [virksomhed1] ApS oplyser samtidig, at det skal inkludere en beregning baseret på de forventede kilometer, der køres i den angivne periode. Beregning af handelsprisen: [virksomhed1] ApS oplyser, at de mener handelsprisen er fastsat for højt, da det er en brugt taxa, der har kørt betydelige kilometer. [virksomhed1] ApS skriver herefter, at annoncer på brugtbilsmarkedet er priser på biler, der er i bedre stand end taxier, som har større skader og slid. [virksomhed1] ApS oplyser, at de har snakket med mekanikere og bilforhandlere, som vurderer bilen til 260.000 kr. Herudover oplyser [virksomhed1] ApS, at de har anmodet om oplysninger fra [virksomhed3], som har leveret køretøjet, men at de på grund af fristen ikke har fået svar i tide. Værdiforringelse af taxier: Endeligt skriver [virksomhed1] ApS, at taxier er underlagt betydelig værdiforringelse for det høje kilometertal og slitage samt den høje kørselsaktivitet. [virksomhed1] ApS oplyser, at taxier i gennemsnit mister omkring 30-40% af deres værdi inden 3 år eller ved 60.000 km. Afslutningsvist skriver [virksomhed1] ApS, at de vil understrege, at de mener der har været en betydelig misforståelse i denne sag, og at kørslen ikke kan karakteriseres som privatbefordring. [virksomhed1] ApS oplyser, at de er villige til at samarbejde med Skattestyrelsen for at finde en retfærdig løsning og sikre, at de ikke pålægges unødvendige afgifter. Erklæring føreren [virksomhed1] ApS har vedhæftet en erklæring underskrevet af [person2], hvor han oplyser, at den pågældende kørsel ikke var privatbefordring og at han havde problemer med taxameteret og at han prøvede at genstarte det, mens han kørte. Det fremgår, at [person2] skulle have forsøgt at genstarte taxameteret, men da han ikke kunne, satte han passageren af og kunne samtidig ikke beregne prisen for turen. Det fremgår herefter, at passageren ikke havde kontanter, og han kunne derfor ikke modtage betaling for turen. Herefter fremgår det, at [person2] ikke kan huske hvad han fortalte politiet, men at han bekræfter at kørslen ikke var tiltænkt privatbefordring og at han af sikkerhedsmæssige årsager satte passageren af, da han ikke kunne aktivere taxameteret. Det fremgår derefter, at [person2] efter hændelsen søgte hjælp til at få anlægget repareret og at han ikke har taget ture siden hændelsen, da han har fået psykiske problemer som følge af den. Slutteligt fremgår det at [person2] erkender, at han ikke kunne forklare sine udfordringer med anlægget til min arbejdsgiver og at han ikke var klar over at hans handling ville være så alvorlig. Det fremgår hertil, at [person2] troede han kunne glemme hændelsen, men indså at den kunne medføre konkurs af hans arbejdsplads, så han følte sig forpligtet til at forklare jer hvad der faktisk skete, samt hans udfordringer med anlægget. Slutteligt fremgår det, at [person2] er villig til at samarbejde med myndighederne for at afklare situationen. Erklæring passager: [virksomhed1] ApS har vedhæftet en erklæring underskrevet af passageren. Her fremgår det, at han var en betalende kunde og at han ønskede at komme fra [adresse2] og til [adresse3]. Det fremgår at han blev hentet som kunde og at der ikke var nogen tæt relation, han forventede en normal taxatur og havde til hensigt at betale for turen. Det fremgår, at passageren bemærkede at chaufføren havde vanskeligheder ved at starte taxameteret og at han forsøgte at genstarte det under kørslen, men at det ikke lykkedes. Efter noget tid, blev han bedt om at stige ud af bilen fordi han ikke kunne beregne prisen for turen uden et taxameter og fordi han ikke havde kontanter eller mobilepay. Det fremgår, at passageren understreger at der ikke er en personlig relation, men kun et kunde-chaufførforhold og at passageren ikke havde nogen indflydelse på at blive sat af. Endeligt fremgår det, at passageren har forståelse for, at chaufføren har sine udfordringer og reaktioner på situationen og anerkender, at han forsøgte at håndtere det på bedst mulig vis. Slutteligt fremgår det, at passageren er villig til at samarbejde med myndighederne for at afklare situationen. Vores kommentarer til bemærkningerne Vi gør opmærksom på, at oplysningerne har været med i vores vurdering af sagen, men at de ikke kan føre til et andet resultat. Vi henviser til, at der udelukkende må foretages erhvervsmæssig persontransport som udføres mod et vederlag. Da taxameteret på kontroltidspunktet ikke var aktiveret, var turen derfor ikke foretaget mod et vederlag og kan dermed ikke anses for værende erhvervsmæssig. Vi bemærker hertil, at føreren af køretøjet på kontroltidspunktet forklarede til politiet, at det var en bekendt han havde samlet op for at give et lift, og at passageren ikke havde betalt for turen. Vi henviser til, at dette stemmer overens med at taxameteret ikke var tændt og at kørslen ikke var registreret i [virksomhed2]´s system. Vi bemærker herudover, at taxameteret burde blive aktiveret så snart en kunde sætter sig ind i køretøjet og inden chaufføren begynder at køre. Derfor burde chaufføren med det samme være blevet opmærksom hvis taxameteret havde været i stykker og ikke have fortsat kørslen. Vi har kontaktet [virksomhed2] som oplyser, at de ikke har modtaget oplysninger om, at taxameteret havde tekniske problemer den 2. juni 2023. Samtidig bemærker vi, at chaufføren logger af systemet 19 minutter efter kontroltidspunktet. Det ændrer ikke vores vurdering, at [virksomhed1] ApS har fået chaufføren og passageren til at underskrive en erklæring, hvoraf det fremgår at det var meningen, at der skulle have været betalt for turen. I forhold til værdifastsættelsen bemærker vi, at vi anvender den kilometerstand der var på kontroltidspunktet, da det var her afgiftspligten indtrådte. Vi bemærker herudover, at vi i beregningen har taget højde for, at køretøjet har været anvendt som taxa og at der er givet et fradrag på 5 pct for den særlige anvendelse. Når vi værdifastsætter et køretøj, tager vi udgangspunkt i annoncerede og sammenlignelige køretøjer på markedet. Vi bemærker samtidig, at der er givet et fradrag for særlig anvendelse, fordi køretøjet har været anvendt til særlige formål med flere chauffører.” Udtalelse fra Motorstyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Motorstyrelsen den 12. februar 2024 udtalt følgende: ”[klager] A/S, ved repræsentant [person4], [advokatfirma1] nedlægger påstand om, at Motorstyrelsen tilpligtes at anerkende, at der ikke er grundlag for opkrævning af registreringsafgift hos [klager] A/S med 254.185 kr. i relation til det i sagen omhandlende køretøj. [klager] A/S henviser i deres klage til [virksomhed1] ApS påklage vedrørende den private benyttelse af taxaen. Motorstyrelsen er bekendt med klagen. [klager] A/S gør herefter gældende, at de ikke ifalder hæftelsesansvaret efter § 20, stk. 1, da [virksomhed1] ApS er nærmest til at bære afgiftskravet alene, idet den uberettigede kørsel alene kan tilregnes [virksomhed1] ApS forhold. Herudover anfører [klager] A/S, at de hverken vidste eller burde have vidst, at køretøjet ville blive benyttet i strid med dets registrering. I den forbindelse henvises til leasingaftalen hvoraf [klager] A/S anfører, at det kan udledes, at køretøjet ikke må benyttet i strid med de love og forskrifter der gælder for dets brug. [klager] A/S gør derefter gældende, at de har haft en berettigede forventning om, at køretøjet ikke bliver brugt i strid med dets registrering. Herudover henviser [klager] A/S til en afgørelse af 25. november 2011 (SKM2012.101.LSR), hvor SKAT har opkrævet afgift hos brugeren af et køretøj og ikke ejeren. Motorstyrelsen henviser som det første til ordlyden af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, 1. pkt., hvor af det fremgår at” For betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder.” Motorstyrelsen finder det i denne sag ubestridt, at [klager] A/S var registreret som ejer af det omhandlende køretøj på tidspunktet for afgiftspligtens indtræden. Motorstyrelsen bemærker derudover, at bestemmelsen i § 20, stk. 1, herunder 3. pkt. er indarbejdet i registreringsafgiftsloven ved lov nr. 481 af 30. maj 2012. Der kan af bestemmelsens forarbejder gengives følgende passage i forhold til fortolkningen af 3. pkt. i § 20, stk. 1. ”Ejeren hæfter dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug på færdselslovens område uden at ejeren vidste eller burde havde vidst dette, f.eks. ved tyveri af køretøjet”. (Motorstyrelsens understregning). Det fremgår således af ordlyden i § 20, stk. 1, 3. pkt. samt forarbejderne, at ejeren af køretøjet ikke hæfter for registreringsafgiften, såfremt ejeren ikke vidste eller burde have vidst at køretøjet var taget i brug på færdselslovens område, f.eks. ved tyveri af køretøjet. Kravet til ejerens manglende viden må forstås således, at ejeren efter en samlet vurdering positivt må anses som uvidende eller ikke burde have været vidende om køretøjets ibrugtagning på færdselslovens område. Det er således ikke tilstrækkeligt, hvis ejeren gennem kontraktmæssige vilkår civilretlig har begrænset brugeren i anvendelse af køretøjet, men i øvrigt ud fra en samlet vurdering må anses for burde at have vidende om en faktisk eller potentiel anvendelse af køretøjet på færdselslovens område. Da [klager] A/S har leaset køretøjet ud til [virksomhed1] ApS, var de dermed vidende om, at køretøjet ville blive taget i brug på færdselslovens område. Det er derfor Motorstyrelsens opfattelse, at [klager] A/S hæfter for betaling af registreringsafgiften efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1. Motorstyrelsen finder det i den forbindelse uden betydning, hvorvidt [klager] A/S anser [virksomhed1] ApS, som værende nærmest til at bære afgiftskravet alene. I forhold til henvisningen til leasingkontrakten bemærker Motorstyrelsen, at dette er et kontraktforhold imellem parterne, og derfor udelukkende er et civilretligt anliggende imellem virksomhederne [klager] A/S og [virksomhed1] ApS. Motorstyrelsen henviser herefter til Landsskatteretten afgørelse af 31. maj 2023 (SKM2023.391.LSR) hvor Landsskatteretten fandt, at ejeren af køretøjet hæftede for betaling af registreringsafgiften. Landsskatteretten bemærkede, at da selskabet havde leaset køretøjet til brugeren, var selskabet vidende om, at køretøjet ville blive taget i brug på færdselslovens område, og derfor hæftede selskabet som ejer, efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1. Landsskatteretten bemærkede samtidig, at leasingaftalen indgået imellem selskabet og brugeren regulerer parternes indbyrdes forhold, og at denne ikke har betydning for selskabets hæftelse. I forhold til afgørelsen der henvises til i klagen (SKM2012.101.LSR) bemærker Motorstyrelsen, at afgørelsen omhandler hvorvidt der var hjemmel til at rejse afgiftskravet, og om afgørelsen blev ugyldig grundet forvaltningsmæssige fejl og mangler. Afgørelsen omhandler dermed ikke hvorvidt ejeren af køretøjet hæfter for registreringsafgiften. Motorstyrelsen bemærker dog, at Landsskatteretten i deres begrundelse henviser til registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, hvoraf det fremgår, at ejeren såvel som den i hvis navn køretøjet er registreret hæfter for betaling af registreringsafgift. Vi bemærker dertil, at Landsskatteretten kun har taget stilling til, at der ikke i reglerne i registreringsafgiftsloven er grundlag for at ændre afgørelsen og at den registrerede bruger derfor hæfter for registreringsafgiften. Motorstyrelsen finder ikke, at der er kommet nye oplysninger i klagen og henviser tillige til Motorstyrelsens afgørelse og sagsfremstilling af 20. oktober 2023, hvoraf Motorstyrelsens begrundelse, argumentation, besvarelse på indsigelse mm. nærmere fremgår. Motorstyrelsen fastholder afgørelsen om betaling af registreringsafgift på 254.185 kr. og pligt til omregistrering af køretøj. Motorstyrelsen indstiller derfor, at vores afgørelse af 20. oktober 2023 stadfæstes.” Klagerens opfattelse Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at køretøjet ikke er ført i strid med betingelserne i afgiftsfritagelsen, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6. Subsidiært, at selskabet ikke hæfter efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”1. PÅSTAND: Der nedlægges påstand om, at Motorstyrelsen tilpligtes at anerkende, at der ikke er grundlag for opkrævning af registreringsafgift hos [klager] med kr. 254.185,00 i relation til det i sagen omhandlede køretøj. 2. SUPPLERENDE SAGSFREMSTILLING: I henhold til leasingaftale nr. [...] af 8. marts 2023 leasede [virksomhed1] det i sagen omhandlede køretøj hos [klager]. Leasingaftalen fremlægges som sagens bilag 2. Det følger forudsætningsvist af leasingaftalens overskrift (Finansiel leasing Taxa), at Køretøjet skulle benyttes til taxakørsel, og at brugen af køretøjet derfor skulle opfylde de lovgivningsmæssige forpligtelser, som knytter sig til brugen af afgiftsfritagne køretøjer til erhvervsmæssig personbefordring. I tilknytning hertil følger det af leasingaftalens afsnit: "brugererklæring" "Køretøjet er anskaffet med erhvervsmæssig brug for øje" 3. ANBRINGENDER: For så vidt angår den i Motorstyrelsens afgørelse påståede uberettigede brug af Køretøjet, tilslutter [klager] sig [virksomhed1]' synspunkter i dennes klage til Skatteankestyrelsen. Det gøres således gældende, at Køretøjet ikke er ført i strid med dets registrering som taxa, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, hvorfor der heller ikke er grundlag for opkrævning af yderligere registreringsafgift. For dette synspunkt henvises der således til de af [virksomhed1]' anførte anbringender i dennes klagesag. Såfremt Skatteankestyrelsen alligevel skulle finde, at Køretøjet er ført i strid med dets registrering, gøres det gældende, at [klager] ikke ifalder hæftelsesansvaret efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, da [virksomhed1] er nærmest til at bære afgiftskravet alene, idet den uberettigede kørsel alene kan tilregnes [virksomhed1]' forhold. 3.1. Hæftelsesansvaret Som det fremgår af den supplerende sagsfremstilling, kan det udledes af leasingaftalen, at Køretøjet ikke måtte benyttes i strid med de love og forskrifter der gælder for dets brug. Herunder falder også, at Køretøjet ikke måtte benyttes i strid med dets registrering til erhvervsmæssig personbefordring. [klager] havde således hverken vidst eller burde have vidst, at køretøjet ville blive benyttet i strid med dets registrering. Det skal i den forbindelse bemærkes, at [klager] som leasingselskab i sagens natur ikke er i fysisk kontakt med det leasede i leasingperioden, idet leasingselskabet i lighed med en långiver alene agerer finansier. [klager] har således også af den grund ingen forudsætninger haft for at kunne vide, at Køretøjet ville blive ført i strid med sin registrering. Allerede af den grund gøres det gældende, at [klager] følgelig har haft en berettiget forventning om, at Køretøjet ikke ville blive ført i strid med dets registrering. Idet den uberettigede kørsel alene kan tilregnes [virksomhed1]' forhold, gøres det således gældende, at hæftelsen alene kan pålægges denne. [klager]' opfattelse ses også at finde støtte i Landsskatterettens afgørelse af 25. november 2011, refereret i SKM 2012.101 LSR, vis omstændigheder i høj grad flugter med de faktiske omstændigheder i denne sag. Afgørelsen vedrørte en bus, som var fritaget for afgift i medfør af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 5. Bussen var leaset gennem et leasingselskab, som var ejer af køretøjet, mens busselskabet var registreret som bruger. På grund af en daværende ansat i busselskabets private kørsel i bussen, opkrævede SKAT (nu Motorstyrelsen) fuld registreringsafgift for bussen. SKAT valgte imidlertid alene at rette afgiftskravet mod brugeren og dermed ikke leasingselskabet, idet busselskabet var nærmest til at bære ansvaret for den uberettigede kørsel, jf.: "Afgørelsen er dog naturligvis fremsendt til leasingvirksomheden i kopi, da leasingvirksomheden naturligvis også er part i sagen. SKAT har i den forbindelse for så vidt angår registreringsafgiftslovens § 20 anført, at det af bestemmelsen fremgår, at ejeren eller den i hvis navn køretøjet er registreret, dvs. brugeren, hæfter for afgiften, og at der er tale om solidarisk hæftelse, hvoraf ingen af de to parter har forrang. SKAT har i denne sag valgt at stile afgørelsen til klageren, da han som arbejdsgiver er mere nærliggende ansvarlig for sine ansattes gerninger, end leasingselskabet er. Der er herved henvist til almindelige obligationsretlige principper vedrørende principalansvar, og til at retsstatens årsag til at have disse regler om principalansvar grundlæggende er, at en arbejdsgiver kan forsikre sig mod økonomiske konsekvenser af sine ansattes gerninger. [min understregning]" Mod dette synspunkt anførte klager, at "SKAT må være forpligtet til at tage et vist hensyn til de civilretlige forhold. I forhold til den konkrete afgørelse betyder det, at leasinggiver tilføres en reel merværdi ved at SKAT har afkrævet leasingtager afgiftsbeløbet." […] "Dette gælder om muligt i ekstra høj grad i en sag som den foreliggende, hvor man logisk kunne mene, at kravet burde rejses enten mod ejeren af bilen, dvs. leasingselskabet, eller den der kørte bilen, dvs. chaufføren. SKAT må være forpligtet til at tage et vist hensyn til de civilretlige forhold. I forhold til den konkrete afgørelse betyder det, at leasinggiver tilføres en reel merværdi ved at SKAT har afkrævet leasingtager afgiftsbeløbet. Denne reelle merværdi består i, at markedsværdien af køretøjet jo øges mærkbart, når eller hvis køretøjet bliver berigtiget med fuld afgift." Landsskatteretten udtaler i sine præmisser, at den ikke fandt grundlag for at tilsidesætte afgiftskravet på baggrund af sagens øvrige omstændigheder, herunder det citerede. I den konkrete sag kan den uberettigede brug af køretøjet alene tilregnes [virksomhed1] som bruger og arbejdsgivers forhold. På samme måde som i den refererede afgørelse er [virksomhed1] som bruger af køretøjet og arbejdsgiver derfor nærmest til at bære risikoen for den uberettigede brug af køretøjet. Afgørelsen understøtter derfor ligeledes, at hæftelseskravet alene bør rettes mod [virksomhed1] og dermed ikke mod [klager]. For god ordens skyld bemærkes, at det af naturlige årsager ville have været uden betydning for resultatet i den citerede afgørelse, om det var én af de andre afgiftsfritagelsesgrunde i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1 (herunder erhvervsmæssig personbefordring) end buskørsel, der havde været aktuel.” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om køretøjet, der var afgiftsfritaget med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, som udelukkende anvendes hertil, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, blev anvendt i overensstemmelse med betingelserne for afgiftsfritagelsen ved kørslen den 2. juni 2023. Såfremt køretøjet er blevet anvendt i strid med afgiftsfritagelsen skal der tages stilling til, om selskabet hæfter som ejer, jf. § 20, stk. 1. Retsgrundlaget Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, lovbekendtgørelse nr. 785 af 24. maj 2022: ”Der svares afgift til statskassen af motorkøretøjer, som skal registreres i Køretøjsregisteret efter lov om registrering af køretøjer, og af påhængs- og sættevogne til sådanne motorkøretøjer. Der svares dog ikke afgift af køretøjer, der registreres på grænsenummerplader eller prøvemærker. Afgiften svares i forbindelse med et køretøjs første registrering, medmindre andet følger af bestemmelserne i denne lov.” Det følger af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6: ”Fritaget for afgift er: 6) personbiler med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, som udelukkende anvendes hertil, eller til transport af blod og organer,” Det følger af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3: ”Et køretøj, som er fritaget for afgift efter stk. 1-2, afgiftsberigtiges efter §§ 4-5 c, når betingelserne for afgiftsfritagelsen ikke længere er opfyldt.” Det fremgår af taxilovens § 1, stk. 1, lovbekendtgørelsen nr. 434 af 22. april 2023: ”Denne lov gælder for erhvervsmæssig persontransport i dansk indregistrerede biler, der er indrettet til transport af højst ni personer inklusive chaufføren, hvor kørslen udføres for at opnå en fortjeneste.” Det fremgår af de specielle bemærkninger til § 1 i LFF nr. 24 af 4. oktober 2017, Forslag til taxilov: ”Den foreslåede definition af erhvervsmæssig persontransport erstatter den tidligere definition i taxibekendtgørelsens § 1, stk. 1. Der er tale om en forenkling af definitionen, idet det fremover alene er afgørende, om en given kørsel udføres med henblik på at opnå en fortjeneste. De tidligere krav om, at der skal være tale om befordring af personer uden en nærmere tilknytning til den person, virksomhed eller sammenslutning, der udfører kørslen, samt at befordringen skal udgøre den pågældende persons, virksomheds eller sammenslutnings primære formål, er fjernet. Til gengæld er det tidligere vederlagskrav afløst af kravet om, at kørslen udføres for at opnå en fortjeneste. Fortjeneste ved kørsel foreligger, når betalingen for kørslen overstiger de med kørslen direkte forbundne omkostninger. Fortjenesten skal således dække alle omkostninger forbundet med kørslen, herunder også dække lønomkostninger og lignende samt afskrivninger på bilen og øvrigt udstyr m.v. Det er således formålet om at opnå fortjeneste ved en kørsel, der er afgørende for, om der er tale om erhvervsmæssig persontransport, som kræver tilladelse. I modsætning hertil defineres samkørsel ved, at der alene må ydes godtgørelse for de med kørslen direkte forbundne omkostningerne, jf. bemærkningerne til stk. 2, nedenfor. For at opnå fortjeneste ved kørslen skal der ske en betaling for kørslen. Ved betaling forstås enten en direkte betaling for den udførte kørsel eller en indirekte betaling, fx i form af en samlet betaling for kørslen samt for en anden ydelse, hvor kørslen er en accessorisk ydelse i forhold til den købte (hoved)ydelse. Det kan fx være i forbindelse med køb af et hotelophold, hvor kørsel til og fra lufthavnen, er en del af en samlet pakke. En sådan kørsel er erhvervsmæssig persontransport, idet der indirekte betales for kørslen. Hotellers kørsel med gæster og andre ydelser, som omfatter udførelse af persontransport, betragtes således som erhvervsmæssig persontransport, der kræver tilladelse. Tilsvarende vil fx kørsel med en pakke og lignende, hvor der samtidig er en person, der transporteres med bilen, ligeledes blive betragtet som erhvervsmæssig persontransport, der kræver tilladelse, hvis betalingen for kørslen overstiger de med kørslen direkte forbundne omkostninger. Det er uden betydning, hvorvidt betaling for udført persontransport udtrykkeligt fremgår af en faktura for et engagement. Det afgørende er, om persontransport rent faktisk indgår som en del af engagementet. (…) Kørsel i privat regi, hvor der ikke betales for kørslen, er ikke erhvervsmæssig persontransport.” Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1: ”For betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder. Registreres køretøjet i forbindelse med afgiftspligtens indtræden, er det den registrerede ejer, der som ejer hæfter for betaling af afgiften. Ejeren eller den registrerede ejer hæfter dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug på færdselslovens område, uden at den pågældende vidste eller burde have vidst dette.” Af byrettens dom af 30. maj 2013, offentliggjort som SKM2013.507.BR og TfS 2013.712, vedrørende en mandskabsvogn fremgår af blandt andet følgende af præmisserne for dommen: ”Indledningsvis bemærkes, at mandskabsvogne er fritaget for afgift efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 8. Som følge af fritagelsen for afgift stilles der skærpede krav til anvendelsen. Mandskabsvogne må kun anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer, og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed, jf. punktafgiftsvejledningen 2009-2, pkt. E.1.2.5. Det kan ved sagens afgørelse lægges til grund, at S den pågældende mandag havde udført en byggeopgave med pudsning af sokkel for en kunde, K og at der ved Skats kontrolaktion på ladet af sagsøgers mandskabsvogn blev fundet en del byggeaffald, samt de omhandlede stole. Efter de afgivne forklaringer kan det endvidere lægges til grund, at K havde spurgte S, om denne ville bortskaffe nogle stole, hvilket denne havde indvilliget i, da denne alligevel skulle på genbrugspladsen med byggeaffald fra byggeopgaven. Efter S' forklaring er det sædvanligt, at han som en del af sin kundepleje hjælper kunder af med forskelligt affald. Det kan efter det fremkomne endelig lægges til grund, at genbrugspladsen i [by1] havde lukket om mandagen. S har i sin forklaring erkendt, at stolene efterfølgende blev brugt til sin søns studenterfest og først derefter blev bortskaffet. Efter en samlet vurdering findes det på denne baggrund overvejende betænkeligt, at anse det for godtgjort, at den omhanlede mandskabsvogn er anvendt i strid med betingelserne i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 8. Der findes derfor at burde gives sagsøger medhold i den nedlagte påstand, som nedenfor anført.” Af Landsskatterettens afgørelse af 14. september 2022, offentliggjort som SKM2022.544.LSR, fremgår blandt andet: ”Det følger af dagældende registreringsafgiftslovs § 2, stk. 1, nr. 6, at personbiler med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport og som udelukkende anvendes hertil, er fritaget for registreringsafgift. Landsskatteretten lægger til grund, at køretøjet blev standset efter endt arbejdstid den 17. oktober 2017 uden ifølge kørekontoret at have nogen registrerede opgaver på tidspunktet, samt at passageren i køretøjet var førerens ægtefælle og ikke en betalende kunde. Landsskatteretten lægger yderligere til grund at kørslen, der er registreret via gps den 13. og 16. oktober 2017, også er sket efter endt arbejdstid uden nogle registrerede opgaver på tidspunkterne. Kørslen den 13. oktober er registreret omkring kl. 22.45. Landsskatteretten finder på denne baggrund, at køretøjet er anvendt til privat kørsel i strid med afgiftsfritagelsen i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6. Landsskatteretten bemærker, at frifindelsen af føreren for brugstyveri af motorkøretøj ikke er afgørende for den retlige vurdering af, om køretøjet blev anvendt til privat personbefordring den 13., 16. og 17. oktober 2017. Ligeledes ændrer det faktum, at selskabet har udstedt en advarsel til føreren, ikke på, at køretøjet allerede har været anvendt i strid med køretøjets afgiftsfritagelse.” I Landsskatterettens afgørelse af 6. maj 2022, offentliggjort som SKM2022.344.LSR, vedrørende en mandskabsvogn er blandt andet følgende anført i begrundelsen om den foretagne kørsel: ”Efter lovens ordlyd må mandskabsvognen ikke anvendes til privat personbefordring. I bemærkningerne til lovforslaget er det anført, at kørsel mellem arbejdspladserne og den private bopæl "normalt" også vil være at anse som privat personbefordring og derfor være i strid med reglerne. Det lægges til grund, at klagerens enkeltmandsvirksomhed har stillet mandskabsvognen til rådighed for klagerens anpartsselskab, der betaler leasingydelserne til leasingselskabet. De syv medarbejdere var alle ansat i klagerens anpartsselskab, [virksomhed4] ApS, på kontroltidspunktet den 12. september 2019. Medarbejderne anvendte mandskabsvognen til transport fra arbejdspladsen til deres private bopæl, hvor de på vejen hjem havde handlet privat ind i [virksomhed5]. Landsskatteretten finder, at medarbejdernes kørsel i mandskabsvognen mellem arbejdspladsen og bopælen er privat personbefordring. Ifølge klagerens oplysninger på retsmødet fandt denne kørsel sted hver dag. Det er i strid med registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, at anvende mandskabsvognen til befordring af medarbejdere mellem arbejdspladsen og deres private bopæl. Tilsvarende gælder medarbejdernes kørsel til [virksomhed5] på vejen hjem for at foretage private indkøb. Den omstændighed, at der nogle dage blev medbragt materiel i køretøjet, som skulle udveksles på den private bopæl, ændrer ikke ved, at kørslen er privat personbefordring.” Landsskatterettens begrundelse og resultat Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, at personbiler med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, som udelukkende anvendes hertil, eller til transport af blod og organer, er fritaget for afgift. Ordlyden af bestemmelsen om afgiftsfritagelse i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, angiver direkte, at denne afgiftsfritagelse alene dækker køretøjer, der udelukkende anvendes til erhvervsmæssig persontransport eller til transport af blod og organer. Ordlyden af bestemmelsen indeholder ikke omtale af, at der kan bortses fra f.eks. en bagatelagtig privat kørsel eller lignende. Der er samtidig tale om en bestemmelse om fritagelse for afgift som en undtagelse til udgangspunktet om, at køretøjet skal afgiftsberigtiges. Der er således tale om en snævert formuleret undtagelsesbestemmelse, og der er ikke grundlag for at fortolke ordlyden af denne afgiftsfritagelse udvidende. Et køretøj, som er afgiftsfritaget efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1 og 2, afgiftsberigtiges efter registreringsafgiftslovens §§ 4-5c, når betingelserne for afgiftsfritagelsen ikke længere er opfyldt, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3. Af taxilovens § 1, stk. 1, fremgår det i øvrigt, at erhvervsmæssig persontransport defineres som kørsel, der udføres med henblik på at opnå en fortjeneste. Landsskatteretten lægger på baggrund af sagens oplysninger til grund, at det omhandlede køretøj på kontroltidspunktet var afgiftsfritaget efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, og der i overensstemmelse med det i politirapporten fra kontrollen den 2. juni 2023 kl. 18:02 anførte, umiddelbart forinden kontrollen var transporteret en passager i køretøjet, uden at der var sket betaling herfor, eller at taxameteret var aktiveret. Ligeledes lægger retten til grund, at [virksomhed2], der er kørselskontor for selskabet, har oplyst, at der på dagen for kontrollen ikke var registreret nogle fejlmeldinger på taxameteret, og [virksomhed2] heller ikke på anden vis havde kundskab om persontransporten af passageren, ligesom den senest registrerede persontransport på dagen for kontrollen var foretaget kl. 16:44. Landsskatteretten finder, at det under disse omstændigheder, hvor der umiddelbart er foretaget persontransport i køretøjet, der ikke fremtræder som erhvervsmæssig, påhviler selskabet at godtgøre, at denne persontransport alligevel er erhvervsmæssig, og betingelserne for afgiftsfritagelse efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, fortsat er opfyldt. Brugeren af køretøjet, [virksomhed1] ApS, har fremlagt erklæring fra chaufføren og passageren om, at befordringen var foretaget med henblik på at opnå fortjeneste, men at der ikke kunne opkræves betaling, som følge af et systemnedbrud på taxameteret, samt at kunden ikke havde alternative betalingsmuligheder end betalingskort. Videre er det blevet erklæret, at chaufføren og passageren ikke havde nogen personlig relation. Landsskatteretten finder, at persontransporten i køretøjet forinden kontrollen den 2. juni 2023 ikke kan anses for erhvervsmæssig efter bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6. Retten har lagt vægt på, at kørslen ikke efter det foreliggende kan anses for erhvervsmæssig, da selskabet ikke har godtgjort, at denne kørsel faktisk har været foretaget med henblik på at opnå en fortjeneste, idet der ikke blev opkrævet betaling for persontransporten, og kørslen i øvrigt samtidig ikke ses at være blevet registreret hos kørselskontoret. Landsskatteretten har således lagt vægt på, at selskabet ikke har godtgjort, at det alene var systemfejl på taxameteret eller systemfejl med manglende mulighed for betaling på tidspunktet for kørslen, som skyldes den manglende registrering og betaling for kørslen. Det anførte om tekniske problemer kan således ikke tillægges afgørende betydning eller vægt, ligesom de fremlagte erklæringer ligeledes ikke kan tillægges afgørende betydning ved bedømmelsen. Retten kan således konstatere, at erklæringerne ikke er fremkommet på tidspunktet for kontrollen og kørslen, men først er fremkommet senere under sagen eller ligger tidsmæssigt forud for kørslen og ingen konkret sammenhæng har med denne. Der foreligger således ikke tidsnære objektive kendsgerninger som f.eks. korrespondance med kørselskontoret, leverandør eller andet, der direkte relaterer sig til den konkrete kørsel og hændelse, og som f.eks. understøtter det forklarede i erklæringerne. Samtidig er der afgivet skiftende forklaringer om kørslen og hændelsen fra chaufføren. Det i erklæringen oplyste stemmer heller ikke umiddelbart overens med flere af de faktiske forhold, som er observeret i forbindelse med kontrollen. Det er f.eks. ikke klart, hvordan den observerede adfærd fra chauffør og passager hænger sammen med, at der skulle være tale om en almindelig kørsel med taxa. Det er heller ikke klart, hvorfor chaufføren i givet fald ikke under kontrollen skulle have oplyst, at taxameteret ikke fungerede, da det forekommer som det absolut nærliggende at oplyse, uanset chaufførens eventuelle personlige forhold og tidligere oplevelser. Landsskatteretten finder på baggrund heraf, at køretøjet ikke blev anvendt i overensstemmelse med betingelserne for afgiftsfritagelsen, jf. registreringslovens § 2, stk. 1, nr. 6, hvorfor køretøjet skal afgiftsberigtiges, jf. § 2, stk. 3. Det følger af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, at for betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder. Registreres køretøjet i forbindelse med afgiftspligtens indtræden, er det den registrerede ejer, der som ejer hæfter for betaling af afgiften. Ejeren eller den registrerede ejer hæfter dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug på færdselslovens område, uden at den pågældende vidste eller burde have vidst dette. Da selskabet var angivet som registreret ejer på kontroltidspunktet, hæfter selskabet som udgangspunkt for betaling af registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, 2. pkt. Det bemærkes, at leasingaftalen indgået imellem selskabet og brugeren regulerer parternes indbyrdes forhold, og at denne ikke har betydning for selskabets hæftelse efter reglerne i registreringsafgiftsloven. Da selskabet har leaset køretøjet til brugeren, lægges det til grund, at selskabet var vidende om, at køretøjet ville blive taget i brug på færdselslovens område. Landsskatteretten finder derfor, at selskabet hæfter efter hovedreglen i registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1. Det i øvrigt anførte af selskabet kan ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten stadfæster Motorstyrelsens afgørelse.