Journalnr. 23-0079462
Hæftelse for A-skat og AM-bidrag ved fiktive underleverandører
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 7. april 2026
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen omhandler et selskabs hæftelse for manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag, da Skattestyrelsen anså fakturaer fra fire underleverandører for fiktive og dækkende over udbetaling af sort løn. Selskabet bestred dette og mente, at indeholdelsespligten påhvilede underleverandørerne, og at selskabet ikke havde udvist forsømmelighed. Landsskatteretten fandt, at fakturaerne var fiktive, og at selskabets udgifter dækkede over løn til uregistrerede ansatte, hvorfor selskabet hæftede for den manglende indeholdelse. Retten forhøjede dog beregningsgrundlaget til fakturaernes bruttobeløb (inkl. moms), hvilket resulterede i en højere forhøjelse end Skattestyrelsens oprindelige afgørelse.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2021.40.ØLR
- SKM2023.213.ØLR
Fuldtekst
Journalnr. 23-0079462 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Selskabets opfattelse Landsskatterettens afgørelse Efterbetaling indeholdelsespligtig AM-bidrag 36.595 kr. 0 kr. Forhøjes til 45.744 kr. Efterbetaling af indeholdelsespligtig A-skat 231.465 kr. 0 kr. Forhøjes til 289.330 kr. Faktiske oplysninger [klager], CVR-nr. [...1], herefter benævnt selskabet, blev stiftet den 9. april 2019 under navnet [virksomhed1] ApS af [virksomhed2] ApS, CVR-nr. [...2]. Selskabet har fra 1. september 2019 været ejet af [person1] og fra 17. juni 2020 af [virksomhed3] ApS. Selskabet har været tegnet af direktionen, og direktør i selskabet var fra 2. oktober 2019 [person1]. Selskabet har fra 9. april 2019 været registeret under branchekode ”4332000 Tømrer- og bygningssnedkervirksomhed, og fra 12. januar 2020 ”412000 Opførelse af bygninger” og bibrancher ”433200 Tømrer- og bygningssnedkeraktiviteter” og ”439100 Murerarbejde”. Selskabet formål var i indkomstperiode fra 9. april 2019 til 21. oktober 2021 entreprenørvirksomhed og anden dermed beslægtet virksomhed. Selskabet er under konkurs, og der er den 14. april 2023 afsagt konkursdekret. Ifølge Det Centrale Virksomhedsregister, herefter CVR, har selskabet i den påklagede indkomstperiode været registreret med 1-8 ansatte, herunder 1-7 årsværk. Af Skattestyrelsens oplysninger fremgår, at selskabet i indkomståret 2020 var arbejdsgiverregistreret og at selskabet for indkomståret 2020 har indberettet bidragspligtige A-indkomst til e-Indkomst på 1.714.639 kr. Skattestyrelsens kontrol af selskabet udspringer af Skattestyrelsens kontrol af selskabets underleverandører, som Skattestyrelsen har anset for ikke at være reelle. Skattestyrelsen har den 16. maj 2022 anmodet selskabet om at fremsende selskabets saldobalance og kontokort for den påklagede indkomstperiode, fakturaer fra underleverandørerne, underbilag, samarbejdsaftaler, kontaktoplysninger på underleverandørerne samt selskabets bankkontoudtog for den påklagede periode. Selskabet har den 31. maj 2022 fremsendt selskabets saldobalancer og kontokort for 2020 samt selskabets bankkontoudtog hos [finans1] med kontonummer [kontonr.1] for afgiftsperioden 2. januar 2020 til 19. april 2021. Skattestyrelsen har den 13. juli 2022 anmodet selskabet om at sende dokumentation i form af fakturaer fra underleverandører, underbilag herunder timesedler, kontrakter og kontaktoplysninger på underleverandører. Skattestyrelsen har den 16. august 2022 sendt rykkerskrivelse til selskabet. Skattestyrelsen har den 19. august 2022 modtaget dokumentation vedrørende udgifter til underleverandører uden moms i 2020. Skattestyrelsen har den 16. februar 2023 anmodet selskabet om at fremsende dokumentation for udgifter til underleverandører med moms og dokumentation for betalingerne. Selskabet har den 21. februar 2023 fremlagt dokumentation for to betalinger, dokumentation for at posteringer er udlignet med kreditnotaer, og én faktura fra [virksomhed4] ApS. Af selskabets saldobalance for indkomstperioden fra den 1. januar 2020 til den 31. december 2021 fremgår, at selskabet havde en omsætning på 11.680.620,98 kr. inkl. moms og udgifter på 6.706.864,94 kr., inkl. moms heraf udgifter til fremmed arbejde inden for EU på 2.008.639,09 kr. inkl. moms og udgifter til lønninger på 1.714.638,76 kr. På baggrund af Skattestyrelsens kontrol af selskabets underleverandører, har Skattestyrelsen anset selskabets overførsler til [virksomhed5] A/S, [virksomhed6] ApS, [virksomhed4] ApS og [virksomhed7] for at være anvendt til udbetaling af løn til uregistreret arbejdskraft. Som følge heraf, har Skattestyrelsen forhøjet selskabets indeholdelsespligtig A-skat og AM-bidrag. Følgende forhold gør sig gældende for underleverandørerne: [virksomhed5] A/S, CVR-nr. [...3], herefter [virksomhed5], blev stiftet den 9. juli 2004 af ApS [virksomhed8], under navnet A/S [virksomhed9]. [virksomhed5] har fra den 11. december 2017 været registreret med navnet [virksomhed5] A/S, og den 10. januar 2022 skiftede [virksomhed5] navnet til [virksomhed10] A/S. [virksomhed5] blev den 10. januar 2022 omdannet til et anpartsselskab. [virksomhed5] er ejet af [person2] og [person3], der er hovedanpartshavere i [virksomhed5], og direktør i [virksomhed5] er [person2]. [virksomhed5] blev registreret under branchekoden ”681100 Køb og salg af egen fast ejendom”. [virksomhed5] formål er opførelse, køb og salg af fast ejendom og anden dermed forbunden virksomhed. Ifølge CVR har [virksomhed5] ikke haft registeret ansatte i kontrolperioden. Selskabet har som dokumentation for samhandel med [virksomhed5] fremlagt følgende faktura: Fakturadato Fakturanr. Beløb ekskl. moms Moms Beløb inkl. moms 14-10-2020 [...] 200.000,00 kr. 50.000,00 kr. 250.000,00 kr. På fakturanr. [...] er der faktureret for ”Ekstraarbejde jf. aftalesedler” vedrørende sag: [adresse1] og ”1 stk.”. Fakturaen er ikke specificeret nærmere med angivelse af det udførte arbejde eller hvilke personer, der har udført arbejdet. Fakturabeløbet kan ikke afstemmes med konto 1321 ”Fremmed arbejde”, men er bogført på konto 5655 ”Igangværende arbejde”, og det tilhørende momsbeløb er bogført på konto 6903 ”Indgående (køb) moms”. Fakturabeløbet kan afstemmes med selskabets bankkontoudtog. Selskabets repræsentant har oplyst, at selskabet har haft indgået en kontrakt med [virksomhed11] A/S med CVR-nr. [...4] vedrørende et projekt i [by1], og at det bestilte arbejde fremgår af en række arbejdssedler. Selskabet har vedlagt aftalesedler og fakturaer til [virksomhed11] til [virksomhed1]. De fremlagte fakturaer og aftalesedler vedrørende arbejdet udført på en byggeplads [adresse2], [...] med projektnavn ”[adresse1]”. Af aftalesedlerne fremgår arbejdsopgave og en totalpris, og der er ikke angivet et timeantal eller dato, hvor arbejdet er udført. Selskabet har ikke fremlagt samarbejdsaftale, timesedler eller mailkorrespondance, som kan understøtte de fremlagte fakturaer. Skattestyrelsen har ved kontrol af [virksomhed5] konstateret, at [virksomhed5] i 2. halvår af 2020 har faktureret en momspligtig omsætning på 24.178.869 kr., at [virksomhed5] ikke er arbejdsgiverregistreret, ligesom der ikke ses køb af underleverandørydelser af [virksomhed5]s bankkonto. Skattestyrelsens har oplyst, at [person2] var registret som direktør i samhandelsperioden, men at [virksomhed5] reelt var drevet af [person4] i samhandelsperioden, at [person2] har forklaret, at tredjepart har brugt [virksomhed5]s konto til indsætning af fakturabeløb for derefter at videreoverføre pengene til udlandet, og at han ikke har haft kendskab til, at der har været reel drift i [virksomhed5]. [virksomhed6] ApS, CVR-nr. [...5], herefter [virksomhed6], blev stiftet den 23. september 2011 og var fra 16. september 2019 ejet og drevet af [person5], der var hovedanpartshaver og direktør. [virksomhed6] var fra 27. juli 2019 til 31. januar 2021 registreret under branchekoden ”731110 Reklamebureauer” og bibrancherne ”81100 Kombinerede serviceydelser” og ”782000 Vikarbureauer”. [virksomhed6] formål var at sælge marketings service samt hermed beslægtet virksomhed. [virksomhed6] blev den 29. december 2023 opløst efter konkurs. [virksomhed6] har ifølge CVR ikke været registret med ansatte efter juni 2020. Selskabet har som dokumentation for samhandel med [virksomhed6] fremlagt følgende fakturaer: Fakturadato Fakturanr. Beløb ekskl. moms Moms Beløb inkl. moms 22-12-2020 478 81.100,00 kr. 20.275,00 kr. 101.375,00 kr. 22-12-2020 479 91.100,00 kr. 22.775,00 kr. 113.875,00 kr. Total 172.200,00 kr. 43.050,00 kr. 215.250,00 kr. Der er på fakturanr. 478 og 479 faktureret for ”[adresse1] murer arbejde” og ”1 stk.”. Fakturaen er ikke specificeret nærmere med angivelse af det udførte arbejde eller hvilke personer, der har udført arbejdet. Fakturabeløbene kan ikke afstemmes med konto 1321 ”Fremmed arbejde”, men er bogført på konto 5655 ”Igangværende arbejde”, og de tilhørende momsbeløb er bogført på konto 6903 ”Indgående (køb) moms”. Fakturabeløbene kan afstemmes med selskabets bankkontoudtog. Selskabets repræsentant har oplyst, at selskabet havde indgået en kontrakt med [virksomhed11] A/S vedrørende to projekter i [by2], og at selskabets kontaktperson hos [virksomhed6] var [person6], som selskabet fik kontakt til via netværk. Repræsentanten har vedlagt fakturanr. 111 på 775.125 kr. fra [virksomhed11] A/S, og en samlet opgørelse over anvendt timeforbrug, dato, arbejdsopgaver og antal personer, der har udført arbejdsopgaven for perioden fra den 4. til den 27. september. Der er ikke afsender eller modtager på timeopgørelserne, og det fremgår ikke, at hvilke personer, der har udført arbejdsopgaverne. Selskabet har ikke fremlagt samarbejdsaftale, timesedler og mailkorrespondance, som kan understøtte de fremlagte fakturaer. Skattestyrelsen har ved kontrol af [virksomhed6] konstateret, at [virksomhed6] i indkomstperioden 1. januar 2020 til 31. december 2020 har indberettet 110.843,64 kr. i løn, at fakturaer til [virksomhed6] er blevet afregnet til adskillige bankkonti, og flere af bankkontiene har [virksomhed6] ikke haft råderet over, og at størstedelen af de fakturerede beløb efterfølgende er videreoverført til udlandet. [virksomhed4] ApS, CVR-nr. [...6], herefter [virksomhed4], blev stiftet den 5. marts 2019. [virksomhed4] var fra 5. marts 2019 ejet og drevet af [person7], der var hovedanpartshaver og direktør. [virksomhed4] var registreret under branchekoden ”821100 Kombinerede administrationsserviceydelser”. [virksomhed4]´ formål var at udøve opgaver på kontraktbasis samt enhver i forbindelse hermed stående virksomhed. [virksomhed4] blev den 16. september 2022 opløst efter konkurs. [virksomhed4] har ifølge CVR ikke haft registreret ansatte. Selskabet har som dokumentation for samhandel med [virksomhed4] fremlagt følgende faktura: Fakturadato Fakturanr. Beløb ekskl. moms Moms Beløb inkl. moms 03-01-2020 1163 27.000,00 kr. 6.750,00 kr. 33.750,00 kr. Der er på fakturanr. 1163 faktureret for ”byg leder: [person8] – [virksomhed12] [by3]” og installer fliserne på væggen. På fakturaen er der desuden angivet et antal på 180 stk. Fakturaen er ikke specificeret nærmere med angivelse af hvilke personer, der har udført arbejdet. Fakturabeløbet kan ikke afstemmes med konto 1321 ”Fremmed arbejde”, men er bogført på konto 5655 ”Igangværende arbejde”, og det tilhørende momsbeløb er bogført på konto 6903 ”Indgående (køb) moms”. Af bankkontoudtog ses der den 6. februar 2020 at være betalt 33.750,00 kr. med teksten ”[person9]”. Selskabets repræsentant har oplyst, at selskabet har anvendt [virksomhed12] CVR-nr. [...7], som underleverandør, til at udføre arbejder for selskabet. Selskabets repræsentant har fremlagt faktura fra [virksomhed12], hvoraf det fremgår, at 2 arbejdsmænd i uge 51 har udført 142 timers arbejde og i uge 52 har udført 38 timers arbejde til en timepris på 300,00 kr., og at arbejdet er udført på [by3]- [adresse3] efter aftale med [person8]. Selskabets repræsentant har desuden fremlagt timeopgørelser over det samlede antal forbrugte timer. Af timeopgørelserne fremgår, at [person9], [person10], [person11] og [person12] har installeret fliser på væggen, og der er angivet arbejdstid og et samlet timeforbrug på 142 timer for perioden 18. til 21. december og et samlet timeforbrug på 38 timer den 27. december. Selskabet har derudover fremlagt to sms-beskeder af henholdsvis 16. december 2019 og 30. december 2019. Af beskeden af 16. december 2019 fremgår, at 4 mand kommer kl. 7.00 i morgen tidligt på [adresse4]. Afsender eller modtager af beskeden fremgår ikke. Beskeden af 30. december 2019 er afsendt fra [person9], og angår en påmindelse om at sende virksomhedsinformation til brug for fakturering af arbejde i [by3]. Skattestyrelsen ved oplyst, at den anførte konto til betaling af fakturanr. 1163, er en bankkonto i [finans2] i Litauen. Skattestyrelsen har kontrol af [virksomhed4] konstateret, at der af [virksomhed4]s bankkonti ikke fremgår driftsudgifter, der tyder på reel virksomhedsdrift, at det ikke kan konstateres, at [person9], [person10], [person11] og [person12] har haft en relation til [virksomhed4], hverken som ansatte eller ejere, at [virksomhed4] ikke har haft ansatte til at udføre arbejdet, at en stor del af fakturabetalinger til [virksomhed4] er videreoverført til [virksomhed4]s konto i [finans2] i Litauen eller til et selskab, der foretager finansiel formidling og at hovedparten af fakturabetalingerne i [finans2] i Litauen, er videreoverført til to konti i Rumænien. [virksomhed7], CVR-nr. [...8], herefter [virksomhed7], blev starten den 24. september 2019. [virksomhed7] var ejet af [person13], der var indehaver. [virksomhed7] var registreret under branchekoden ”433200 Tømrer- og bygningssnedkervirksomhed” og bibrancherne ”432200 VVS- og blikkenslagerforretninger” og ”494100 Vejgodstransport”. [virksomhed7] ophørte den 19. oktober 2021. [virksomhed7] har ifølge CVR ikke været registret med ansatte. Selskabet har som dokumentation for samhandel med [virksomhed7] fremlagt følgende faktura Fakturadato Fakturanr. Beløb ekskl. moms Moms Beløb inkl. moms 25-05-2020 325 58.240,00 kr. 14.560,00 kr. 72.800,00 kr. Der er på fakturanr. 325 faktureret for tømrerarbejde udført i [by2]. Der er angivet et samlet timeantal. Fakturaen er ikke specificeret nærmere med angivelse af det udførte arbejde eller hvilke personer, der har udført arbejdet. Fakturabeløbet kan ikke afstemmes med konto 1321 ”Fremmed arbejde”, men er bogført på konto 5655 ”Igangværende arbejde”, og det tilhørende momsbeløb er bogført på konto 6903 ”Indgående (køb) moms”. Fakturabeløbet kan afstemmes med selskabets bankkontoudtog. Selskabets repræsentant har oplyst, at selskabet har indgået en kontrakt med [virksomhed13] A/S vedrørende et projekt i [adresse1], [by2], og at selskabet i den forbindelse har hyret [virksomhed7] ApS som underleverandør, der har hjulpet med at opsætte trapper og montere cembrit. Selskabets repræsentant har fremlagt billeder af det udførte arbejde vedrørende opførelse af [virksomhed14] og fakturanr. 57 til [virksomhed13] A/S. Selskabet har ikke fremlagt samarbejdsaftale, timesedler, mailkorrespondance mv. til understøttelse af de fremlagte fakturaer fra [virksomhed7]. Skattestyrelsen har ved kontrol af [virksomhed7] konstateret, at [virksomhed7] har indbetalinger på knap 30 mio. kr. i en periode på 6 mdr., at der ikke er væsentlige tegn på driftsomkostninger og dermed reel drift i [virksomhed7], at [virksomhed7] ikke har haft ansatte og ikke har haft de menneskelige, økonomiske og tekniske ressourcer til at levering af ydelser svarende til omsætningen, at [virksomhed7] sender pengene videre via [virksomhed15] A/S og [finans3] Ltd., hvorfra pengene videreoverføres til andre lande. Samlet er selskabet overførsler i indkomståret 2020 til [virksomhed5], [virksomhed6], [virksomhed4] og [virksomhed7] følgende: Underleverandør Beløb ekskl. moms Moms Beløb inkl. moms [virksomhed5] 200.000,00 kr. 50.000,00 kr. 250.000,00 kr. [virksomhed6] 81.100,00 kr. 20.275,00 kr. 101.375,00 kr. [virksomhed6] 91.100,00 kr. 22.775,00 kr. 113.875,00 kr. [virksomhed4] 27.000,00 kr. 6.750,00 kr. 33.750,00 kr. [virksomhed7] 58.240,00 kr. 14.560,00 kr. 72.800,00 kr. I alt 2020 457.440,00 kr. 114.360,00 kr. 571.800,00 kr. Skattestyrelsen har i beregningsgrundlaget af selskabets indeholdelse af A-skat og AM-bidrag taget udgangspunkt i fakturaernes nettobeløb, idet Skattestyrelsen anser momsbeløbene for anvendt til andre formål. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har for indkomståret 2020 foretaget skønsmæssig ansættelse for selskabets manglende indeholdelse af AM-bidrag til 36.595 kr. og A-skat til 231.465 kr., i alt 268.060 kr. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ” … Som beskrevet under punkt 1.1.2. og 1.4.2. ovenfor er det Skattestyrelsens opfattelse, at fakturaerne fra: [virksomhed5] A/S, CVR [...3] [virksomhed6] ApS, CVR [...5] [virksomhed4] ApS, CVR [...6] [virksomhed7], CVR [...8] er uden realitet, og at fakturaerne alene er udstedt for, at selskabet kan opnå et moms- og skattemæssigt fradrag. Det er endvidere Skattestyrelsens opfattelse, at beløbene er anvendt til udbetaling af sorte lønninger. Efter kildeskattelovens § 46, stk. 1 skal den, for hvis regning udbetaling af A-indkomst foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb i forbindelse med udbetalingen. Den, som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde skat, er over for det offentlige umiddelbart ansvarlig for betaling af det manglende beløb, medmindre han godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra hans side, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at selskabet har udvist forsømmelighed, idet selskabet har udbetalt lønninger uden at indberette disse som arbejdsgiver (indeholdelsespligtig). Samtidig er dette efter Skattestyrelsens opfattelse forsøgt sløret ved at foretage betalinger af fiktive fakturaer til danske selskaber, hvorfra betalingerne er overført til udlandet, eller hvor betalingerne direkte er sket til udlandet, så det ikke kan konstateres, hvorledes betaling af lønningerne efterfølgende er foretaget. Det har ikke været muligt for Skattestyrelsen at fastslå hvilke personer, der har fået løn via fiktive fakturaer. Det antages derfor ikke, at der har været skattekort som grundlag for udbetaling af lønningerne, til den ukendte kreds af personer, jf. kildeskattelovens § 48, stk. 1. Er arbejdsgiveren ikke i besiddelse af et skattekort, skal der indeholdes 55 % i A-skat, jf. kildeskattelovens § 48, stk. 8. Der skal endvidere indeholdes et am-bidrag på 8 %, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens §§ 1 og 7. Skattestyrelsen har ikke opkrævet A-skat og am-bidrag i [virksomhed5] A/S, [virksomhed6] ApS, [virksomhed4] ApS og [virksomhed7], da fakturaerne udstedt af og/eller betalingerne til disse selskaber er anset for at være fiktive og uden realitet. Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at selskabets betalinger til disse 4 virksomheder vedrører betaling for fakturaer, som er udstedt for at selskabet kan opnå et moms- og skattemæssigt fradrag for udgifter til sorte lønudbetalinger, og at beløbene er kommet retur til selskabet til brug for udbetaling af sorte lønninger. Selskabet har bogført og udbetalt følgende beløb til ovenstående virksomheder: Dato Bilag Tekst Bogført Købsmoms Beløb ekskl. moms Beløb inkl. moms 03-01-2020 300001 [virksomhed4] - Arbejdsfolk uge 51, 52 6.750,00 27.000,00 33.750,00 25-05-2020 300184 [virksomhed7] - Tømrer arbejde 14.560,00 58.240,00 72.800,00 14-10-2020 300505 [virksomhed5] - Aftalesedler 50.000,00 200.000,00 250.000,00 22-12-2020 300807 [virksomhed6] - Murer arbejde [...] 20.275,00 81.100,00 101.375,00 22-12-2020 300808 [virksomhed6] - Murer arbejde [...] 22.775,00 91.100,00 113.875,00 I alt 457.440,00 571.800,00 Ved opgørelsen af A-skat og am-bidrag lægger Skattestyrelsen betalingerne til de fiktive underleverandører til grund. Da der er tale om betaling til eksterne, er det Skattestyrelsens opfattelse, at der er sket reduktion af de beløb, der er kommet retur til selskabet til brug for betaling af sorte lønninger. Ved beregning af A-skat og am-bidrag lægger Skattestyrelsen derfor selskabets bogførte og fratrukne udgifter til fremmed assistance på 80 % af det betalte til grund. Forskellen mellem de betalte beløb til underleverandørerne og de bogførte driftsmæssige udgifter udgør 20 % (momsbeløbet). Beregningsgrundlaget er således reduceret med 20 % inden der beregnes A-skat og am-bidrag. Skønnet udgift til lønmodtagerne udgør herved 457.440 kr. Dette er i overensstemmelse med hvad der skattemæssigt er fratrukket, og som i øvrigt er defineret som løn i fakturaerne. Skattestyrelsen har endvidere ikke et andet og bedre grundlag at foretage skønnet ud fra. Derfor er der ingen ændring af selskabets skattepligtige indkomst. Såfremt selskabet ønsker skattemæssigt fradrag for de 20 % af det overførte beløb, skal der fremsendes dokumentation for, hvordan dette beløb er anvendt. Da fakturaerne fra ovenstående underleverandører anses for at være fiktive, kan disse ikke lægges til grund for skattemæssigt fradrag for de resterende 20 %. Yderligere A-skat og am-bidrag kan herefter beregnes til følgende: Skønnet yderligere løn Beregnet am-bidrag Beregnet A-skat 457.440 kr. 36.595 kr. *231.465 kr. *(457.440-36.595) x 55 % = 231.465 kr. Løn m.v. fordeles på perioder ud fra oplysningerne på fakturaerne eller ud fra betalingstidspunkt. Fordeling på perioder fremgår af bilag 9. Forældelse af krav A-skat og AM-bidrag Forældelsesfristen er 3 år jf. forældelsesloven § 3. Hvis Skattestyrelsen ikke har kendskab til fordringens eksistens skydes forældelsesfristen, således at den løber fra det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen fik eller burde have fået kendskab til eksistensen af fordringen jf. forældelsesloven § 3, stk. 2. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at vi tidligst har fået kendskab til fordringen i forbindelse med modtagelsen af materiale fra selskabet den 31. maj 2022, der indeholder oplysninger om, at selskabet har bogført og betalt fakturaerne fra [virksomhed5] A/S, [virksomhed6] ApS, [virksomhed4] ApS og [virksomhed7]. Vi anser derfor kendskabstidspunktet i relation til forældelsesfristen for at være den 31. maj 2022. Fristen udløber herefter den 31. maj 2025. …” Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen har den 18. september 2023 udtalt følgende: ”… Der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen, hvorfor der i det hele henvises til Skattestyrelsens afgørelse med tilhørende sagsfremstilling af 31. maj 2023. …” Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at forhøjelsen af selskabets indeholdelsespligtige A-skat og AM-bidrag skal nedsættes med i alt 268.060 kr. for indkomstperioden 1. januar 2020 til 31. december 2020. Til støtte for påstanden har repræsentanten bl.a. anført: ”… 4 A-skat og AM-bidrag Skattestyrelsen har i Afgørelsen vurderet, at Klager hæfter for yderligere A-skat og AM-bidrag som følger: A-Skat: 231.465 kr. AM-bidrag: 36.595 kr. Skattestyrelsens konklusion i Afgørelsen beror på, at Underleverandørerne ifølge Skattestyrelsen har anvendt det af Klager betalte honorar til at udbetale sorte lønninger til ikke-ansatte for det udførte arbejde, hvorfor Klager hæfter herfor jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1. Dette bestrides af Klager. Klager har betalt fakturaer til Underleverandørerne for at udføre et nærmere defineret stykke arbejde på projekterne i [by2]. Disse ydelser blev leveret til Klager, men hvordan Underleverandørerne har leveret disse, eller hvem Underleverandørerne har brugt til levere ydelserne er Klager uvedkommende. Klager har været af den opfattelse, at ydelserne blev leveret af Underleverandørernes ansatte eller folk som Underleverandørerne har engageret til formålet. Såfremt der skal indeholdes dansk A-skat og AM-bidrag til de personer, der har udført arbejdet, påhviler denne forpligtelse den pågældende Underleverandør. Klager havde således ingen forudsætninger for at have kendskab til, at Klager skulle have en indeholdelsesforpligtelse. Forholdene omkring Underleverandørerne som Skattestyrelsen præsenterer i Afgørelsen har Klager ikke været bekendt med, før Afgørelsen blev sendt til Selskabet d. 31. maj 2023. Klager har således rettelig været i den tro, at såfremt der forelå en forpligtelse til at indberette og indeholde dansk A-skat og AM-bidrag, så ville dette naturligvis være Underleverandørernes ansvar. På baggrund af alt ovenstående Klager kan således ikke have udvist forsømmelighed jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1. …” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om det er med rette, at Skattestyrelsen har forhøjet selskabets indeholdelsespligtige A-skat med 231.465 kr. og AM-bidrag med 36.595 kr. for indkomståret 2020 på baggrund af selskabets overførsler til underleverandørerne [virksomhed5], [virksomhed6], [virksomhed4] og [virksomhed7]. Retsgrundlaget Til A-indkomst henregnes enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold, herunder løn, feriegodtgørelse, honorar, tantieme, provision, drikkepenge og lignende ydelser. Dette følger af kildeskattelovens § 43, stk. 1, 1. pkt. I forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb. Indeholdelsen foretages ved, at den indeholdelsespligtige beregner det beløb, der skal indeholdes, og tilbageholder dette beløb i A-indkomsten. Det fremgår af kildeskattelovens § 46, stk. 1. Har den indeholdelsespligtige hverken modtaget skattekort, bikort eller frikort, skal der indeholdes A-skat med 55 % af den udbetalte eller godskrevne A-indkomst. Dette følger af kildeskattelovens § 48, stk. 7. Endvidere følger det af arbejdsmarkedsbidragslovens § 1, at personer, der er skattepligtige her til landet, har pligt til at svare skat i form af arbejdsmarkedsbidrag til staten, samt at bidraget udgør 8 % af grundlaget. Grundlaget for arbejdsmarkedsbidrag for lønmodtagere m.v. er ethvert vederlag i penge eller naturalier, der kan henføres til personligt arbejde i ansættelsesforhold, herunder løn i opsigelsesperiode, løn under sygdom og barsel m.v., efterbetalinger, fratrædelsesgodtgørelser, efterløns- og pensionslignende ydelser m.v., når sådanne ydelser har sammenhæng med et tidligere ansættelsesforhold eller hverv. Det fremgår af arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1, nr. 1. Den, som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, er umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb over for det offentlige, medmindre selskabet godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra selskabets side. Det fremgår af kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7. Kan størrelsen af det tilsvar, som påhviler selskabet, ikke opgøres på grundlag af selskabets regnskaber, kan told- og skatteforvaltningen ansætte selskabets tilsvar skønsmæssigt. Det fremgår af opkrævningslovens § 5, stk. 2. Landsskatterettens begrundelse og resultat Materielt Landsskatteretten har i klagesagen med sagsnummer 23-0077633 vedrørende selskabets momstilsvar for perioden 1. kvartal 2020. 2. kvartal og 4. kvartal 2020 stadfæstet Skattestyrelsens afgørelse, for så vidt angår fradrag for købsmoms for udgifter afholdt til underleverandørerne [virksomhed5], [virksomhed6], [virksomhed4] og [virksomhed7]. Retten har anset selskabets fakturaer til disse underleverandører for at være fiktive, og har som følge heraf ikke godkendt fradrag for købsmoms af selskabets udgifter hertil. Henset til, at fakturaerne lider af indholdsmæssige mangler, at der ikke er fremlagt støttebilag i form af samarbejdskontrakter eller timesedler til at dokumentere, at de påståede underleverandører har leveret arbejdskraft til selskabet, at [virksomhed5], [virksomhed4] og [virksomhed7] ikke har været registret med ansatte, at [virksomhed6] ikke har været registret med ansatte i samhandelsperioden, at en stor del af fakturabetalinger til [virksomhed5], [virksomhed6], [virksomhed4] og [virksomhed7] ifølge Skattestyrelsens oplysninger videreoverføres til udlandet, at [virksomhed6] og [virksomhed4] er opløst ved konkurs og at [virksomhed7] er ophørt finder retten, at selskabets udgifter ikke dækker over reelle leverancer. Selskabet har leveret ydelser til selskabets kunder og har ifølge selskabets saldobalancer haft en omsætning på 11.864.083,18 kr. i perioden 1. januar 2020 til 31. december 2020. Retten finder, at selskabets egne ansatte ikke har været i stand til at generere denne omsætning, hvorfor selskabets udgifter til underleverandørerne [virksomhed5], [virksomhed6], [virksomhed4] og [virksomhed7] dækker over udbetaling af løn til uregistrerede ansatte. Retten finder derfor, at det er med rette, at Skattestyrelsen har forhøjet selskabets indeholdelsespligtige A-skat og AM-bidrag, jf. Østre Landsrets dom af 13. februar 2023, offentliggjort som SKM2023.213.ØLR. Ud fra sagens oplysninger har der ikke foreligget en sådan uklarhed om selskabets indeholdelsespligt, at selskabet kan fritages for hæftelsesansvar for den manglende indeholdelse af arbejdsmarkedsbidrag og A-skat, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 7. Selskabet hæfter derfor for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i henhold til fakturaerne fra de angivne underleverandører i den påklagede indkomstperiode. Da der ikke er oplysninger om, at selskabet har modtaget skattekort, bikort eller frikort, skulle der være indeholdt 55 % af den udbetalte A-indkomst og 8 % i arbejdsmarkedsbidrag. Beregningsgrundlag Landsskatteretten tiltræder ikke Skattestyrelsens opgørelse af selskabets yderligere lønudgifter, hvor Skattestyrelsen har lagt fakturaernes nettobeløb, dvs. ekskl. moms, til grund for beregningsgrundlaget. Retten har lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at momsbeløbet er anvendt til andre formål. Fakturabeløbene i sin helhed skal derfor udgøre beregningsgrundlaget, svarende til fakturaernes bruttobeløb, dvs. inkl. moms. Retten fastsætter herefter beregningsgrundlaget og forhøjelsen af indeholdelsespligtige A-skat og AM-bidrag således: Beregningsgrundlag for 2020 571.800,00 kr. AM-bidrag (8 % af 571.800,00 kr.) 45.744,00 kr. A-skat (55 % af 571.800 kr. – 45.744,00 kr.) 289.330,80 kr. Forhøjelse af A-skat og AM-bidrag i alt 335.074,80 kr. Landsskatteretten forhøjer som følge heraf selskabets indeholdelsespligtig AM-bidrag til 45.744 kr. og AM-bidrag til 289.330 kr. for indkomståret 2020. Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse med ovenstående. Formalitet - forældelse Retten finder, at manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag ikke er omfattet af forældelsesreglerne i skatte- forvaltningslovens § 34a, stk. 3 og 4, og kildeskattelovens § 67A, jf. lovens § 65-65D. Dette understøttes af Østre Landsrets dom SKM.2021.40.ØLR. Retten finder, at forældelse af manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag er omfattet af forældelsesfristen på 3 år fra den dag, hvor fordringshaveren fik eller burde have fået kundskab til fordringen, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1 og 2. Af forældelseslovens § 21, stk. 2 fremgår, at der kan ske en foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen, så forældelsesfristen udskydes så længe de foranstaltninger, som medfører foreløbig afbrydelse verserer. Skattestyrelsen har oplyst, at Skattestyrelsen den 31. maj 2022 modtog oplysninger om, at selskabet havde bogført og betalt fakturaer fra underleverandørerne [virksomhed5], [virksomhed6], [virksomhed4] og [virksomhed7]. Kundskabstidspunktet i denne sag er tidligst den 31. maj 2022, idet Skattestyrelsen på dette tidspunkt fik kendskab til de faktiske forhold, som begrunder efterkravet, hvorfor forældelsesfristen først løber fra dette tidspunkt, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2. Skattestyrelsen traf afgørelse den 31. maj 2023. Idet Skattestyrelsens afgørelse i sagen ikke ligger mere end 3 år efter det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen fik kendskab til fordringens eksistens, er Skattestyrelsens krav på A-skat og AM-bidrag ikke forældet jf. forældelseslovens § 3, stk. 1 og 2. Landsskatteretten kan foretage en yderligere forhøjelse af det indeholdelsespligtige beløb, jf. skatteforvaltningslovens § 45. Landsskatteretten finder, at det er med rette, at der fastsættes et efterkrav.