Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 23-0058771

Hævninger på selskabskort anset som løn til direktør

Myndigheden fik medholdMellem sag (0,1-1 mio. kr.)
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
5. maj 2026
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen omhandler et selskabs hævninger på et Visa/dankort, som Skattestyrelsen anså for at være yderligere løn til selskabets direktør, [person1], grundet manglende dokumentation for erhvervsmæssig brug. Selskabet gjorde gældende, at udgifterne var erhvervsmæssige og relaterede sig til mellemværender med andre selskaber, men kunne ikke fremlægge tilstrækkelig dokumentation. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse og fandt, at hævningerne skulle anses som løn til direktøren, og at selskabet havde pligt til at indberette beløbet som A-indkomst.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Henviser til

  • SKM2004.162.HR

Fuldtekst

Journalnr. 23-0058771 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Indkomståret 2019 Yderligere løn for hævninger 1.173.610 kr. 0 kr. Stadfæstelse Fradrag for yderligere løn 1.173.610 kr. 0 kr. Stadfæstelse Faktiske oplysninger [klager] ApS, herefter selskabet, blev stiftet den 4. august 2016 af [virksomhed1] ApS, CVR-nr. [...1]. I perioden fra stiftelsen til den 14. september 2019 var [person1] direktør, hvorefter [person2] tiltrådte som direktør. [person1] tiltrådte den 2. maj 2017 igen som direktør i selskabet frem til den 15. februar 2019, hvorefter [person3] tiltrådte som direktør. [person3] fratrådte den 19. marts 2021 som direktør, hvorefter [person1] den 14. april 2021 igen tiltrådte som direktør. I indkomståret 2019 er selskabet registreret under branchekode 642020 ”Ikke-finansielle holdingselskaber” og bibranchen 702200 ”Virksomhedsrådgivning og anden rådgivning om driftsledelse”. Selskabets formål er at eje kapitalandele i andre selskaber. Selskabet ejes af [virksomhed1] ApS og selskabets reelle ejere er henholdsvis [person4] og [person5] med 50% hver, som er børn til [person1]. Selskabet indgår i en sambeskatningsgruppe med [virksomhed2] ApS, [virksomhed3] ApS, [virksomhed4] ApS, [virksomhed5] ApS, [virksomhed6] ApS og [virksomhed1] ApS. [virksomhed2] ApS er administrationsselskab. Ifølge Det Centrale Virksomhedsregister, herefter CVR, har selskabet ikke været registreret med ansatte i den påklagede periode. Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse, at selskabet den 20. juni 2021 blandt andet har fremlagt afslutningsbalance og kontokort for indkomståret 2019. Følgende fremgår af selskabets regnskab for indkomståret 2019: Beløb Andre driftsindtægter i alt 725.115 kr. Lokaleomkostninger i alt -20.000 kr. Kontorhold i alt -11.850 kr. Ekstern bistand i alt -592.474 kr. Indtjeningsbidrag 100.791 kr. Andre driftsomkostninger i alt -6.055.887 kr. Resultat før finansielle poster -5.955.096 kr. Finansielle indtægter i alt 89.140 kr. Finansielle omkostninger i alt -39.142 kr. Resultat før skat -5.905.098 kr. Skattestyrelsen udsendte den 17. januar 2023 forslag til ændring af selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2019 og pålagde selskabet at indberette 1.173.610 kr. i yderligere løn for perioden fra den 1. januar til den 31. december 2019. Selskabets repræsentant har den 30. marts 2023 fremsendt bemærkninger til Skattestyrelsens forslag af 17. januar 2023. Repræsentanten har oplyst, at alle udlandsrejser i indkomståret 2019 har relateret sig til erhvervsmæssige aktiviteter på energimarkedet, idet selskabets aktiviteter har nødvendiggjort stor rejseaktivitet. Skattestyrelsen udsendte den 12. april 2023 afgørelse vedrørende ændring af selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2019 og pålagde selskabet at indberette yderligere løn for perioden fra den 1. januar til den 31. december 2019 i overensstemmelse med forslag af 17. januar 2023. Skattestyrelsen har anset konkrete udgifter afholdt af selskabet for at være [person1]s private udgifter. Skattestyrelsen har skattemæssigt godkendt yderligere fradrag i selskabets indkomst for beløb svarende til udgifterne inkl. moms, som yderligere løn til [person1]. Skattestyrelsen har nedsat selskabets skattepligtige indkomst med i alt 1.173.610 kr. for indkomståret 2019 og pålagt selskabet indberetning af yderligere løn til [person1] på i alt 1.173.610 kr. for perioden fra den 1. januar til 31. december 2019. Yderligere løn Skattestyrelsen har anset de i bilag 1 til den påklagede afgørelse oplistede hævninger fra selskabets Visa/dankort på i alt 1.173.610 kr. for ikke fradragsberettigede driftsomkostninger og har godkendt fradrag for beløbene, som yderligere lønudgift. Hævningerne udgør udgifter til hotel, fly og kontanthævninger. Selskabet har ikke haft udgifter til løn for indkomståret 2019. Det fremgår af Skattestyrelsens sagsnotat, at selskabets revisor overfor Skattestyrelsen har oplyst, at [person1], som den eneste har haft adgang til selskabets Visa/dankort for indkomståret 2018, mens kortet i perioder af 2019 var udlånt til betroede personer med tilknytning til [virksomhed4] og [virksomhed7] LTD [Forenede Arabiske Emirater]. Det er ikke nærmere oplyst, hvem disse var. Selskabet har ikke foretaget direkte skattemæssigt fradrag for udgifterne i indkomsten. Det fremgår af de fremlagte kontospecifikationer for 2019, at selskabet har bogført hævningerne på Visa/dankortet på konto 6640 Andre tilgodehavender. Det fremgår af Skattestyrelsens sagsnotat, at selskabets repræsentant den 1. september 2023 har oplyst, at de forgæves har forsøgt at fremskaffe relevant dokumentation for hævningerne. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har nedsat selskabets skattepligtige indkomst med i alt 1.173.610 kr. vedrørende fradrag for yderligere løn til [person1] i indkomståret 2019 samt pålagt selskabet at indberette yderligere løn på i alt 1.173.610 kr. for perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2019. Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført følgende: ”… 1. Godkendt fradrag for løn – indberetning til indkomstregisteret … 1.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse Fradragsberettiget løn Vi har bedt selskabet sende dokumentation for hævningerne på visa/dankortet, der overstiger 1.000 kr. Vi har ligeledes bedt om en redegørelse for, hvordan hævningerne er behandlet regnskabsmæssigt. Vi har ikke modtaget dokumentation for hævningerne. Vi har ligeledes ikke modtaget en redegørelse for den regnskabsmæssig behandling af hævningerne. [person1] har oplyst, at hævningerne i 2019 primært var relateret til aftaler med [virksomhed4] ApS [virksomhed7] Ltd. [Forenede Arabiske Emirater]. Det er ikke oplyst, hvad indholdet er i disse aftaler. Da der ikke er indsendt dokumentation for udgifterne/hævningerne, er det vores opfattelse, at udgifterne er afholdt i [person1]s interesse. Jeres advokat, har i bemærkningerne oplyst, at de afholdte rejseudgifter, restaurationsudgifter og gaver m.v. ikke er private men udelukkende erhvervsmæssige. Vi har flere gange bedt om at få bilagsmaterialet, der kan dokumentere, at der er tale om erhvervsmæssige udgifter. Vi har ikke modtaget dette materiale. På denne baggrund fastholder vi at udgifterne/hævningerne i selskabet skal anses for at være yderligere løn for [person1] med de begrundelser, der fremgår ovenfor. De udgifter/hævninger det vedrører, fremgår af vedlagte bilag 1. Da [person1] har været ansat som direktør i selskabet, anser vi, at udgifterne/hævningerne er yderligere løn til ham. Vi godkender fradrag for den yderligere løn efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Beløbet udgør 1.173.610 kr., som vi nedsætter selskabets skattepligtige indkomst med. Indberetning til indkomstregisteret Den yderligere løn til [person1] er skattepligtig efter kildeskattelovens § 43, stk. 1, da udgifterne/ hævningerne ikke er dokumenteret. Der er ikke fremlagt lønsedler, der kan dokumentere, at der er indeholdt A-skat og am-bidrag for udbetalingerne. Vi gør derfor hæftelse gældende for de manglende skatter over for [person1] efter reglerne i kildeskattelovens § 68. Der henvises desuden til Den juridiske vejledning afsnit G.A.3.3.7.2.2 samt Højesteretsdom offentliggjort i UFR1998.1538. Vi pålægger derfor selskabet at indberette yderligere løn på [person1] efter skatteindberetningslovens § 1, samt indkomstregisterlovens §§ 2 og 3. Vi vil foranledige, at der bliver foretaget indberetning. Den indberetningspligtige løn udgør 1.173.610 kr. Specifikation af beløbene pr. måned fremgår af bilag 1. …” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 6. juli 2023 udtalt, at der ikke er kommet nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen. Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at selskabets skattepligtige indkomst forhøjes med 1.173.610 kr. i indkomståret 2019 og at der ikke skal ske pålæg om indberetning af yderligere løn til [person1]. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”… Til støtte for de nedlagte påstande gøres det helt overordnet gældende, at der ikke er grundlag for de af Skattestyrelsen gennemførte ændringer af [klager] ApS’ skattepligtige indkomst for indkomståret 2019 med kr. 1.173.610, ligesom det helt overordnet gøres gældende, at der ikke er grundlag for pålægget om indberetning af yderligere løn med kr. 1.173.610 for perioden 1. januar 2019 til 31. december 2019. Der henvises i første omgang til de indsigelser, som [klager] ApS gjorde gældende under sagens versleren ved Skattestyrelsen, der er gengivet i den påklagede afgørelse i bilag 1. Til støtte for de nedlagte påstande fastholdes det således, at det er dokumenteret eller under alle omstændigheder fuldt tilstrækkeligt sandsynliggjort, at der ikke er grundlag for den af Skattestyrelsen gennemførte ændring af [klager] ApS’ skattepligtige indkomst for indkomståret 2019 med kr. 1.173.610, og at der ikke er grundlag for pålægget om indberetning af yderligere løn med kr. 1.173.610 for perioden 1. januar 2019 til 31. december 2019. …” Retsmøde Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”… Materielt De afholdte udgifter til hævninger på selskabets Visa/dankort anses for yderligere løn, der er skattepligtig A-indkomst, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1. Selskabet havde pligt til at indberette løn til indkomstregistret, jf. skattekontrollovens § 7, hvorfor det er med rette, at Skattestyrelsen har pålagt selskabet at indberette yderligere løn med 1.173.610 kr. for indkomståret 2019. …” Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse Selskabets repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse: ”Vi har nu haft lejlighed til at gennemgå Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse samt Skattestyrelsens udtalelse dertil. Det kan venligst oplyses, at vi er afgørende uenige i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse samt Skattestyrelsens udtalelse dertil. Vi fastholder heroverfor vores hidtil anførte synspunkter fuldt ud. Anmodningen om retsmøde fastholdes.” Indlæg under retsmødet Repræsentanten havde oplyst, at anmodningen om retsmøde blev frafaldt og mødte ikke til retsmødet. Skatteforvaltningen indstillede, i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at følge Skatteankestyrelsens indstilling, hvorefter sagerne stadfæstes, dog med en mindre nedsættelse for køb af lanterner. Skattestyrelsen gennemgik sagernes problemstillinger og faktum og fremhævede, at klagerne var ansat i selskabet og havde dispositionsret over mastercard og bankkonto i perioden. Slutteligt fremhævede Skattestyrelsen, at holdingselskabet havde pligt til at indberette lønnen til indkomstregistret. Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om det er med rette, at Skattestyrelsen har nedsat selskabets indkomst med i alt 1.173.610 kr. for indkomståret 2019, vedrørende fradrag for yderligere lønudgift samt pålagt selskabet at indberette yderligere løn for perioden fra den 1. januar 2019 til 31. december 2019. Retsgrundlaget Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende. Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR. Til A-indkomst henregnes enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold. Dette følger af kildeskattelovens § 43, stk. 1. Af skattekontrollovens § 7, stk. 1, nr. 1, fremgår, at enhver, der i sin virksomhed har udbetalt løn eller godskrevet løn, skal indberette disse oplysninger til indkomstregisteret. Det fremgår videre af skattekontrollovens § 7, stk. 2, nr. 3 og 4, at indberetningen skal indeholde det samlede beløb inklusive den indeholdte A-skat og AM-bidrag. Indberetningen skal tillige indeholde oplysning om, hvilken skatteperiode udbetalingen henføres til. Landsskatterettens begrundelse og resultat Skattestyrelsen har anset visa/dankort hævninger på i alt 1.173.610 kr. i indkomståret 2019, for at være løn til [person1]. Af kontoudskrift for selskabets visa/dankort fremgår der hævninger til hotel, fly og kontanthævninger. Selskabets repræsentant har oplyst, at hævningerne har vedrørt et mellemværende angående selskabets udlæg for rejseudgifter for [virksomhed4] ApS og [virksomhed7] LTD, [Forenede Arabiske Emirater]. Der foreligger ikke konkrete fakturaer, kvitteringer eller anden dokumentation for de enkelte hævninger foretaget på selskabets Visa/dankort. Der foreligger endvidere ikke dokumentation for, at der har været tale om udlæg for [virksomhed4] ApS og [virksomhed7] LTD, [Forenede Arabiske Emirater]. Landsskatteretten finder, at det er med rette, at Skattestyrelsen har anset hævningerne fra Visa/dankortet som løn til [person1], idet han ifølge det oplyste har haft rådighed over Visa/dankortet. Retten har lagt vægt på, at [person1] i perioden fra den 2. maj 2017 til den 14. februar 2019 var direktør i selskab, at samme forhold gjorde sig gældende for indkomståret 2018, at der ikke har været registreret ansatte i selskabet i indkomståret samt, at selskabet ikke har dokumenteret eller godtgjort, at kortet har været udlånt til andre. Der er desuden henset til, at [person1] indtrådte som direktør i selskabet igen i 2021. Skattestyrelsen har godkendt yderligere fradrag som lønudgift og pålagt selskabet at indberette beløbet som løn. De afholdte udgifter til hævninger på selskabets Visa/dankort anses for yderligere løn, der er skattepligtig A-indkomst, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1. Selskabet havde pligt til at indberette løn til indkomstregistret, jf. skattekontrollovens § 7, hvorfor retten finder, at det er med rette, at Skattestyrelsen har pålagt selskabet at indberette yderligere løn med 1.173.610 kr. for indkomståret 2019. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.