Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 21-0077925

Lempelse for udenlandsk lønindkomst nægtet pilot

Myndigheden fik medholdMellem sag (0,1-1 mio. kr.)
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
6. maj 2026
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen omhandler en pilots ret til halv lempelse i skatten af lønindkomst fra et dansk luftfartsselskab efter ligningslovens § 33 A, stk. 3, jf. stk. 1, for indkomståret 2017. Skattestyrelsen nægtede lempelsen med den begrundelse, at klageren ikke havde dokumenteret, at han opfyldte betingelsen om ikke at have opholdt sig i Danmark i mere end 42 dage inden for enhver afsluttet seksmånedersperiode. Klageren gjorde gældende, at Skattestyrelsens praksis var ulovlig, og at han havde opfyldt betingelserne. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse, idet klageren ikke havde fremlagt tilstrækkelig objektiv dokumentation for sit ophold i udlandet.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Henviser til

  • SKM2003.209.HR
  • SKM2011.747.LSR
  • SKM2013.85.BR
  • SKM2017.473.BR
  • SKM2018.207.BR
  • SKM2019.512.ØLR
  • SKM2019.536.LSR
  • SKM2025.612.BR

Fuldtekst

Journalnr. 21-0077925 Skattestyrelsen har ikke godkendt halv lempelse i skatten af lønindkomst i 2017 fra [virksomhed1] A/S efter ligningslovens § 33 A, stk. 3, jf. stk. 1, selvangivet med 986.943 kr. i indkomståret 2017. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsen afgørelse. Faktiske oplysninger Klageren var i indkomståret 2017 fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Klageren var i indkomståret tilmeldt folkeregistret på adressen [adresse1] i [by1]. Klageren boede på adressen med sin ægtefælle samt deres børn født i 2015 og 2017. Klageren har fremlagt dokumentation for bopæl i Tyskland i form af lejekontrakt af en 3-værelses lejlighed i [Tyskland1], med virkning fra 1. august 2013. [Tyskland1] er beliggende ca. 15 km øst for [Tyskland2]. Foruden klageren fremgår der to øvrige navne af lejekontrakten. Klageren blev ved kontrakt af 25. januar 2013 ansat som styrmand (pilot) hos luftfartsselskabet [virksomhed1] A/S med tiltrædelse den 4. marts 2013. I henhold til kontrakten var klagerens hjemmebase [by2], og tjenestebasen ville være skiftende afhængigt af klagerens udstationeringssted. Luftfartsselskabet [virksomhed1] A/S er hjemmehørende i Danmark. Selskabet flyver fragt for [virksomhed2] fra [Tyskland2], som også er klagerens tjenestebase. Klagerens arbejdsgiver har ved erklæring af 24. februar 2021 bekræftet klagerens ansættelse, og at klageren ikke har befløjet dansk luftrum i 2017. I indkomståret 2017 selvangav klageren udenlandsk indkomst med halv lempelse efter ligningslovens § 33 a, stk. 3, på 986.943 kr. fra [virksomhed1] A/S. Skattestyrelsen har i brev af 4. februar 2021 anmodet klageren om materiale, herunder bl.a. en specificeret opgørelse over, hvornår klageren har opholdt sig i Danmark og udlandet, dokumentation for befordring mellem hjem og arbejdet samt dokumentation for klagerens ophold i udlandet, eksempelvis bestående af kreditkorthævninger, hotelregninger, rejseomkostninger eller lignende. Klageren har for indkomståret 2017 over for Skattestyrelsen fremlagt sin arbejdsplan, sin ansættelseskontrakt, lejekontrakt for tysk lejlighed, 15 boarding passes samt en erklæring fra [virksomhed1] A/S af 24. februar 2021. Det fremgår af klagerens opgørelse over dage i Danmark, at han i 2017 har opholdt sig i Danmark i perioderne 3. – 14. februar (12 dage), 7. – 14. marts (8 dage), 18. – 25. april (8 dage), 16. – 21. maj (6 dage), 16. – 19. juni (3 dage), 2. – 4. juli (3 dage), 8. – 13. august (6 dage), 4. – 12. september (9 dage), 17. – 24. oktober (9 dage), 14. – 21. november (8 dage) og 15. – 18. december (4 dage). Ifølge opgørelsen har klageren i 2017 opholdt sig 76 dage i Danmark. 14 af klagerens fremlagte boarding passes ligger enten ved starten eller slutningen af klagerens oplyste opholdsperioder i Danmark og omhandler flyvninger enten [Tyskland2] – [by2], [Tyskland3] - [by2] eller [by2] – [Tyskland2], [by2] [Tyskland3] på dagene 7. og 14. marts, 18. og 25. april, 16. maj, 4. juli, 8. august, 12. september, 17. og 24. oktober, 14. og 21. november samt 15. og 18. december. Det resterende boarding pass omhandler flyvning fra [Tyskland3] til [Grækenland] den 28. maj. Af klagerens arbejdsplan for 2017 fremgår, at han havde fri/ferie i minimum 3 dage i perioderne 10. – 17. januar (8 dage), 24. januar – 27. februar (35 dage), 8. – 14. marts (7 dage), 21. – 27. marts (8 dage), 4. – 10. april (7 dage), 18. – 25. april (8 dage), 2. – 9. maj (8 dage), 16. – 23. maj (8 dage), 30. – 6. juni (8 dage), 13. – 19. juni (7 dage), 27. juni – 4. juli (8 dage), 11. – 18. juli (8 dage), 25. – 31. juli (7 dage), 8. august – 12. september (36 dage), 19. – 25. september (7 dage), 3. – 10. oktober (8 dage), 17. – 23. oktober (7 dage), 31. oktober – 9. november (10 dage), 14. – 21. november (8 dage), 28. november – 8. december (11 dage), 15. – 19. december (5 dage), 26. – 29. december (4 dage). I alt 223 dage. Af arbejdsplanen for 2017 fremgår, at klageren var syg i 3 dage i forlængelse af friperioden 16. til 23. maj, således friperioden udgør 10 dage. Det fremgår videre af arbejdsplanen for 2017, at klageren var syg i 3 dage i forlængelse af friperioden fra den 31. oktober til den 6. november, således friperioden udgør 13 dage, idet klageren efter sin sygdom har fri kalender i 3 dage fra den 10. til den 12. november. Klageren har ikke fremlagt supplerende materiale over for Skatteankestyrelsen. Det fremgår af [skatteankenævn1]s afgørelse af 16. oktober 2024, at klageren opfyldte betingelserne for lempelse efter ligningslovens § 33A, stk. 3, jf. stk. 1, for hele 2015 og 2016, bortset fra perioderne 21. juli 2025 – 25. august 2015 og 9. august 2016 – 31. december 2016. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har ved skatteberegningen for indkomståret 2017 ikke anset klageren for berettiget til halv exemptionslempelse i henhold til ligningslovens § 33 a, stk. 3, jf. stk. 1, af den danske indkomst, svarende til halvdelen af den beregnede skat af den af klageren oplyste udenlandske lønindkomst fra [virksomhed1] A/S på 986.943 kr. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ” … ”1. Skattepligt/ ligningsfrist … 1.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse Det fremgår af kildeskattelovens § 1, at personer, der har bopæl her i landet, er fuldt skattepligtige til Danmark. Ved afgørelsen af, om en person har bopæl i Danmark, henses der blandt andet til om den pågældende person faktisk har en bopælsmulighed i Danmark. Det fremgår af folkeregisteret, at du har været tilmeldt adressen [adresse1] i [by1] siden den 20. juni 2015. På det foreliggende grundlag anser vi ejendommen beliggende på [adresse1] i [by1] for at være en bopælsmulighed. Vi anser dig derfor for at være fuld skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1 i 2017. Med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, har skatteministeren fastsat en kortere ligningsfrist for fysiske personer med enkle økonomiske forhold. Enkle økonomiske forhold er defineret i § 2 i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013. Personer med indkomst for arbejde udført i udlandet er ikke omfattet af den korte ligningsfrist. Se § 1, stk. 2, nr. 5 i bekendtgørelse nr. 535 af 22. maj 2013. Da du har indkomst for arbejde udført i udlandet, er du dermed omfattet af den 3 årige lignings- frist. Vi kan derfor behandle din skatteansættelse for 2017. 2. Beskatningsretten … 2.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse Den danske indkomstbeskatning bygger på globalindkomstprincippet efter statsskatteloven § 4. Fuldt skattepligtige personer er derfor skattepligtige til Danmark af al indkomst, hvad enten den kommer fra kilder her fra landet eller fra udlandet. Hvis en indtægt er undergivet beskatning i udlandet, og også skal beskattes i Danmark, forekommer dobbeltbeskatning. Indkomsten skal alligevel medregnes i den danske skattepligtige indkomst. Efter artikel 15, stk. 3 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 12. juni 1996 mellem Danmark og Tyskland kan løn optjent ombord på luftfartøj i international trafik beskattes i den kontraherende stat, hvor flyselskabets virkelige ledelse har sit sæde. Du beskattes derfor i Danmark af din lønindkomst fra [virksomhed1] A/S. … 4. Lempelse … 4.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse Vi har anmodet dig om at indsende dokumentation for, at du opfylder betingelserne for lempelse efter ligningslovens § 33 A herunder blandt andet arbejdsplaner, logbog og kreditkorthævninger. Det er vores vurdering, at arbejdsplaner og logbøger kan bidrage til dokumentation for dit arbejde udført i udlandet, og at kreditkorthævninger/kontoudtog kan bidrage til dokumentation for dit ophold henholdsvis i udlandet og i Danmark. Du har fremsendt din arbejdsplan for perioden, du ønsker lempelse efter ligningslovens § 33 A. Du har dog ikke fremsendt hverken logbog eller kreditkorthævninger/kontoudtog. Det er vores vurdering, at det er dig, der har bevisbyrden for, at du opfylder betingelserne for lem- pelse efter ligningslovens § 33 A. Opholdets varighed skal kunne dokumenteres, eksempelvis ved fremlæggelse af rejsebilag med videre. Det er vores vurdering, at du i henhold til bestemmelserne i skattekontrollovens § 1, har pligt til at afgive nødvendige oplysninger til brug for opgørelsen af din indkomstskat og skatteansættelse. Du skriver som bemærkninger til vores forslag af den 6. april 2021, at der ikke nogen steder er de- fineret, hvad Skattestyrelsen mener er tilstrækkelig dokumentation for lempelse efter ligningslovens § 33 A. Du skriver derudover, at I har indrettet jer i 2017 efter den viden og erfaring, I havde på daværende tidspunkt, og at det derfor er uheldigt for jer, at vi nu har ændret praksis på det område. Det fremgår af Den juridiske vejledning afsnit C.F.4.2.2.3 (version 2017-1: https://skat.dk/skat.aspx?oID=1977319&chk=214126), at udlandsopholdets længde skal kunne dokumenteres over for skattemyndigheden ved fremlæggelse af eksempelvis arbejdskontrakt, lønsedler, rejsebilag osv. Ligeledes fremgår det af Cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 om ligningsloven, afsnit 5.2.3 (https://www.retsinformation.dk/eli/mt/1996/72), at opholdets varighed skal dokumenteres ved fremlæggelse af eksempelvis arbejdskontrakt, folkeregisteroplysninger eller på anden efter skatte- myndighedernes skøn betryggende måde. Det er vores vurdering, at udlandsopholdets længde kan dokumenteres ved fremlæggelse af dokumentation for de dage, du opholder dig i udlandet. Den dokumentation, der efter Skattestyrelsens vurdering dokumenterer udlandsopholdets varighed på en betryggende måde, er dokumentation som efter retspraksis er vurderet som tilstrækkelig dokumentation. Der henvises her til afgørelserne SKM2017.473.BR, SKM2019.512.ØLR, SKM2018.207.BR og SKM2019.536.LSR. Det er vores vurdering, at den enkelte skatteyder år for år, skal kunne dokumentere, at betingelserne for lempelse efter ligningslovens § 33 A er opfyldt. Den omstændighed, at der ikke tidligere er efterspurgt tilstrækkelig dokumentation, og at betingelserne er anset for at være overholdt i tidligere år, kan ikke medføre, at der ikke kan stilles krav om dokumentation for efterfølgende år. Det må hertil bemærkes, at det ifølge byrettens dom af den 1. december 2016 vedrørende lempelse for indkomståret 2006 blev fastlagt, at skatteyder skal fremlægge objektiv dokumentation for, at betingelserne for lempelse efter ligningslovens § 33 A er opfyldt. Se hertil SKM2017.473.BR og senere stadfæstelse i SKM2019.512.ØLR. Ligeledes fastlog byrettens dom vedrørende indkomståret 2012, at skatteyder har bevisbyrden for, at betingelserne for lempelse efter ligningslovens § 33 A er opfyldt. Se hertil SKM2018.207.BR. Det er derfor ikke Skattestyrelsens vurdering, at der skulle være sket en ændring af retspraksis, idet domme vedrørende indkomstårene 2006 og 2012 har fastlagt, at skatteyder har bevisbyrden for at betingelserne for lempelse efter ligningslovens § 33 A er opfyldt, og skatteyder skal fremlægge objektiv dokumentation herfor. Du skriver derudover som bemærkninger til vores forslag om din kollegas situation og Skattestyrelsens behandling heraf. Det skal i den forbindelse bemærkes, at vi ikke kan udtale os om andre skatteyderes sager. Du har fremsendt boardingpas for dine rejser i udlandet samt til og fra Danmark. Det skal hertil bemærkes, at der af de fremsendte boardingpas ikke fremgår, hvilket årstal boardingpassene vedrører. Det er derfor vores vurdering, at de fremsendte boardingpas ikke dokumenterer, hvornår du faktisk opholder dig i udlandet og i Danmark. Du har yderligere fremsendt din lejekontrakt fra Tyskland samt et brev fra din udlejer som bekræfter, at du bor på din tyske adresse. Du har derudover ligeledes fremsendt en kopi af din registrering af bopæl i Tyskland. Det skal hertil bemærkes, at en lejekontrakt fra udlandet samt en bekræftelse fra udlejer på, at du bor i ejendommen ikke – efter vores vurdering – dokumenterer, hvornår du faktisk opholder dig i udlandet. Dette gør sig ligeledes gældende med din registrering af bopæl i udlandet. Vi har udarbejdet vedlagte sammentælling i relation til overholdelse af 42 dages reglen (bilag 1). Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det efter praksis er udgangspunktet, at du skal kunne dokumentere, at du har opholdt dig uden for Danmark, for at dagen ikke tælles med i opgørelsen af opholdsdage i Danmark. Brudte døgn (rejsedage) medregnes som dage med ophold i Danmark. Se Juridisk Vejledning, afsnit C.F.4.2.2.4. Du har i forbindelse med indsendelse af materiale den 5. marts 2021 oplyst, at dit ophold i udlandet påbegyndes den 22. december 2016 og slutter igen den 29. december 2017. Det er vores vurdering, at du ikke har indsendt tilstrækkelig dokumentation for, at du opfylder kriterierne for ligningslovens § 33 A, herunder opholdsreglen om dage i Danmark. Sammenfattende kan der således ikke på det foreliggende grundlag godkendes lempelse i henhold til bestemmelserne i ligningslovens § 33 A. Vi træffer derfor afgørelse om, at din indkomst overføres til beskatning som almindelig dansk indkomst” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 13. september 2021 udtalt følgende: ” … Vi har følgende bemærkninger til den indsendte klage til Skatteankestyrelsen: Klager fremfører argumenter for, at Skattestyrelsens praksis, vedrørende at alle dage, hvor der ikke foreligger dokumentation, anses for dage i Danmark, er ulovlig. Vi er ikke enige i dette. Som det fremgår af afgørelsen af den 9. juni 2021, er det Skattestyrelsens udgangspunkt, at vi i opgørelsen af 42 dages reglen medregner dage/perioder som ophold i Danmark, medmindre skatteyder dokumenterer ophold i udlandet. Som det ligeledes fremgår af opgørelsen over de 42 dage i afgørelsen, har vi ikke medregnet dage, hvor det ikke anses for muligt at rejse hjem til Danmark og retur til tjenestested. Vi må i den forbindelse henvise til en offentliggjort afgørelse truffet af Landsskatteretten den 28. april 2021 (journal.nr.: 19-0074598). I relation til dokumentationspligten fremgår følgende af Landsskatterettens offentliggjorte afgørelse fra den 28. april 2021: Retten bemærker, at der kun kan gives lempelse, såfremt den, der anser sig berettiget til lempelse i henhold til ligningslovens § 33 A, i fornødent omfang kan dokumentere, at vedkommende ikke har opholdt sig i Danmark i mere end 42 dage inden for enhver afsluttet 6-måneders periode. Retten finder, at Skattestyrelsens dokumentationskrav ikke kan anses for at være udtryk for indførelse af en skærpet praksis med tilbagevirkende kraft henset til, at krav om dokumentation, herunder nødvendigheden af objektiv dokumentation, følger af fast praksis. Der kan bl.a. henvises til SKM2011.747.LSR, SKM2013.85.BR og SKM2017.473.BR. Retten finder endvidere, at klageren ikke har opnået en retsbeskyttet forventning om, at fremlæggelse af bl.a. en kalenderoversigt kan anses for værende tilstrækkelig dokumentation. Der er lagt vægt på, at en tidligere ligning af klagerens kollegers skatteforhold ikke har karakter af en positiv og udtrykkelig tilkendegivelse fra skattemyndighederne, der kan resultere i en retsbeskyttet forventning om fremtidige skatteansættelser for klageren. Det bemærkes hertil, at klageren ikke forinden ligningen ses at have været i dialog med skattemyndighederne i forhold til dokumentationskravet, jf. SKDM 1981, 275. Med henvisning til Landsskatterettens udtalelse, og afgørelserne SKM2011.747.LSR, SKM2013.85.BR og SKM2017.473, mener vi derfor ikke, at Skattestyrelsens anvendte praksis i vores afgørelse af den 9. juni 2021 er ulovlig. Som det fremgår af Landsskatterettens afgørelse ovenfor kan der kun gives lempelse efter ligningslovens § 33 A, såfremt klager kan dokumentere ikke at have opholdt sig mere end 42 dage i Danmark i løbet af 6 måneder. Klager omtaler endvidere i sin klage, at man vil køre en prøvesag vedrørende de udbetalte godtgørelser. Der er ikke fremlagt en begrundelse vedrørende de udbetalte godtgørelser, og vi fastholder derfor i det hele vores afgørelse af den 9. juni 2021. ….” Klagerens opfattelse Klageren har nedlagt påstand om, at han er berettiget lempelse som selvangivet efter ligningslovens § 33 a, stk. 3, jf. stk. 1. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ” … Jeg arbejder som pilot fra [virksomhed1]s base i [Tyskland2]. Skattestyrelsen har i den påklagede afgørelse udtalt, at jeg ikke har opfyldt den såkaldte 42 dagesregel i ligningslovens § 33 A om ophold uden for riget. Anbringender Det gøres gældende, at jeg har opfyldt betingelserne for lempelse efter ligningslovens § 33 A, og at jeg herunder også har opfyldt betingelsen om, at ophold her i landet ikke må overskride 42 dage inden for en 6 måneders periode. Der henvises til den dokumentation, der er fremsendt til Skattestyrelsen, og til den argumentation, der er fremført over for Skattestyrelsen. Det gøres gældende, at Skattestyrelsens praksis er ulovlig, hvorefter alle dage, hvor der ikke foreligger dokumentation, anses for dage i Danmark. …” Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klageren har fremsat følgende bemærkninger i forbindelse med mødet med Skatteankestyrelsen: ”… Klageren forklarede, at det var hans håb, at der i vurderingen af ophold i 2017 blev skelet til hans tidligere klagesag for 2015 og 2016, for at give et indtryk af, at han opfyldt 42-dages reglen. Klageren gav udtryk for, at han ikke mener Skattestyrelsens opgørelse er korrekt, og deres dokumentationskrav var fremsat på bagkant, uden mulighed for [klager] kunne have forberedt sig derpå. …” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om klageren har godtgjort, at han i indkomståret 2017 ikke har opholdt sig indenfor det danske rige mere end 42 dage i enhver periode af seks måneders varighed i de oplyste udlandsperioder og dermed opfylder betingelserne for halv lempelse i skatten af udenlandsk lønindkomst optjent som pilot hos [virksomhed1] A/S efter ligningslovens § 33 A, stk. 3, jf. stk. 1. Retsgrundlaget Af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.: ”Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler: 1. personer, der har bopæl i landet, …” Af ligningslovens § 33 A, stk. 1 og 3, fremgår: ”Har en person, der er skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, under ophold uden for riget i mindst 6 måneder uden andre afbrydelser af opholdet end nødvendigt arbejde her i riget i direkte forbindelse med udlandsopholdet, ferie el.lign. af en sammenlagt varighed på højst 42 dage erhvervet lønindkomst ved personligt arbejde i tjenesteforhold, nedsættes den samlede indkomstskat med det beløb, der forholdsmæssigt falder på den udenlandske indkomst. Nedsættelsen omfatter ikke den del af lønindkomsten, der kan henføres til arbejde her i landet. Ved opgørelsen af den nævnte 6-månedersperiode anses ophold om bord på et dansk skib, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, jf. lov om beskatning af søfolk, for at være ophold uden for riget. Ophører skattepligten efter kildeskattelovens § 1 inden udløbet af 6-månedersperioden, finder reglerne i denne bestemmelse tilsvarende anvendelse på lønindkomst erhvervet i den periode, hvor skattepligten bestod, såfremt betingelserne i 1. pkt. i øvrigt er opfyldt. … Stk. 3. Har en dobbeltbeskatningsoverenskomst for en person, der ikke er udsendt af den danske stat eller en anden offentlig myndighed, tillagt Danmark beskatningsretten til indkomsten, nedsættes den samlede indkomstskat med halvdelen af det beløb, der forholdsmæssigt falder på den udenlandske indkomst. Tilsvarende gælder for personer udsendt til udførelse af systemeksport for den danske stat eller anden dansk offentlig myndighed. …” Af artikel 15, stk. 3, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 22. november 1995 mellem Danmark og Tyskland fremgår: ”… Stk. 3.Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel kan vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, som udføres om bord på et skib eller luftfartøj, der anvendes i international trafik eller om bord på en båd, der anvendes til transport af indre vandveje, beskattes i den kontraherende stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. …” I overensstemmelse med Højesterets dom af 1. maj 2003, offentliggjort i SKM2003.209.HR må et udlandsophold anses for afbrudt, såfremt klageren på en given dato har opholdt sig her i landet i mere end 42 dage inden for enhver afsluttet seks måneders periode. Der kan kun gives lempelse, såfremt den, der anser sig berettiget til lempelse i henhold til ligningslovens § 33 A, i fornødent omfang kan dokumentere, at vedkommende ikke har opholdt sig i Danmark i mere end 42 dage inden for enhver afsluttet seks måneders periode, jf. byrettens dom af 8. februar 2018, offentliggjort i SKM2018.207.BR og Østre Landsrets dom af 23. september 2019, offentliggjort i SKM2019.512.ØLR. Byretten fandt i dom af 28. oktober 2025, offentliggjort som SKM2025.612.BR, at betingelserne for lempelse efter ligningslovens § 33 A, stk. 3, ikke var opfyldt. Retten anførte bl.a., at sagsøgernes forklaringer ikke var understøttet af kontoudskrifter eller andet lignende objektivt konstaterbart materiale, og at de af sagsøgerne fremlagte udfyldte kalendere hverken i sig selv eller sammen med sagens øvrige dokumenter godtgjorde, at sagsøgerne i de omtvistede perioder ikke havde opholdt sig i Danmark. Retten anførte også, at det ikke var godtgjort, at der har eksisteret en fast praksis, hvorefter skattemyndighederne har godkendt lempelse efter en udfyldt kalender med angivelse af opholdsdage i Danmark. Landsskatterettens begrundelse og resultat Landsskatteretten lægger ved sagens afgørelse til grund, at klageren i indkomståret 2017 var fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsens dokumentationskrav ikke kan anses som udtryk for indførelse af en skærpet praksis med tilbagevirkende kraft, jf. SKM2025.612.BR. Ifølge opgørelsen af fridage og ferie af en varighed på minimum tre sammenhængende dage havde klageren ifølge sin arbejdsplan fri og ferie i 223 dage i 2017. Klageren har som dokumentation for ophold i udlandet i 2017 fremlagt dokumentation i form af sin arbejdsplan, en opgørelse over dage i Danmark og 15 boarding passes. Landsskatteretten finder efter en samlet bedømmelse af det oplyste og det fremlagte, at klageren ikke på tilstrækkelig vis har godtgjort, at han har opholdt sig uden for Danmark i det af ham angivne omfang. Landsskatteretten har herved bl.a. lagt vægt på klagerens personlige forhold, herunder at klagerens ægtefælle og to børn boede i Danmark, at de af klageren fremlagt boarding passes i vidt omfang vedrører perioder, klageren selv har oplyst som ophold i Danmark, og der ikke for de øvrige perioder er fremlagt egentlig dokumentation af objektiv karakter for ophold i udlandet. Landsskatteretten finder, at sammenhængen mellem klagerens arbejdsplan, de respektive friperioders længde og tidsmæssig placering i forhold til oplyst ophold i Danmark ikke er tilstrækkeligt til at godtgøre, at klageren har opholdt sig i udlandet. Klageren har således ikke på tilstrækkelig vis godtgjort, at han i indkomståret 2017 opfyldte betingelserne for halv exemptionslempelse efter ligningslovens § 33 A, stk. 3, jf. stk. 1, for lønindkomst optjent som pilot hos luftfartsselskabet [virksomhed1] A/S. Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.